Kirkeminister giver flere penge til sjælesorg og stifter

Budgettet for folkekirkens fælles økonomi er faldet på plads og giver en håndsrækning til både stiftsadministrationer og Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter, der de senere år har været ramt af sparekrav

Fungerende kirkeminister Benny Engelbrecht (S) har besluttet, at en stor del af budgettet for folkekirkens fællesøkonomi skal gå til landets stiftsadministrationer og til FUV.
Fungerende kirkeminister Benny Engelbrecht (S) har besluttet, at en stor del af budgettet for folkekirkens fællesøkonomi skal gå til landets stiftsadministrationer og til FUV. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Sjælesorg på nettet, Folkekirkens Migrantsamarbejde og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) er nogle af de instanser i folkekirken, der fremover får flere penge at gøre godt med. Det står klart, efter at budgettet for folkekirkens fælles økonomi, Fællesfonden, for 2020 er faldet på plads.

Langt den største del af Fællesfondens 1,2 milliarder kroner store budget er nogenlunde fastlagt på forhånd og går til blandt andet præstelønninger og pensioner. Men der er en mindre pulje, omprioriteringsmidlerne, som kirkeministeren har mulighed for at uddele til særlige projekter. I 2020 drejer det sig om 22,7 millioner kroner.

Her har fungerende kirkeminister Benny Engelbrecht (S) besluttet, at en stor del skal gå til landets stiftsadministrationer og til FUV. Begge instanser har de senere år været underlagt et sparekrav med det såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent, hvilket er en del af baggrunden for, at de nu får tildelt ekstra penge.

”Vi var efterhånden blevet beskåret så meget gennem de løbende to procents besparelser, at vi ikke længere kunne fastholde vores aktivitetsniveau. Hvis vi ikke havde fået disse midler, var vi blevet nødt til at skære kraftigt ned,” siger rektor for FUV, Hans Vium Mikkelsen, der beskriver de ekstra penge som genopretningsmidler til hans institution, der blandt andet tilbyder efteruddannelse til præster.

FUV får i budgettet for Fællesfonden tildelt 2,5 millioner kroner årligt i omprioriteringsmilder, hvilket over årene stiger til 5,3 millioner kroner. Stiftsadministrationerne får tildelt 17,2 millioner kroner årligt, hvilket med tiden falder til 11 millioner kroner. Derudover har Selskabet for Kirkelig Kunst og Kirkeministeriet fået del i midlerne.