Kirkeminister: Hold alle kirkens lokaler lukkede

Også sognegårde skal holdes lukkede, indskærper kirkeminister Joy Mogensen (S)

Kirkeminister: Hold alle kirkens lokaler lukkede
Foto: Leif Tuxen.

Kirkeministeriet har udsendt en meddelelse, der indskærper, at alle kirker skal lukke deres lokaler og holde dem lukkede for offentligheden.

"Folkekirken skal på lige fod med andre offentlige institutioner holde sine lokaler helt lukkede," lyder det i pressemeddelelsen.

"Det gælder både kirker, sognegårde, uddannelsesinstitutioner og andre lokaler i folkekirken," fortsætter den.

Meldingen kommer, efter statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften meddelte, at det fra i dag klokken 10.00 vil være forbudt for mere end 10 personer at samles.

Det gælder altså også for trossamfund og ved kirkelige handlinger. Begravelser kan dog være en undtagelse.

"Men der må maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 kvadratmeter gulvareal i kirkens skib. Det betyder, at der maksimalt må være adgang for 50 personer, hvis kirkens skib har et areal på 200 kvm. Der skal samtidig tages højde for kirkens indretning, således at der kan holdes afstand," fremgår det af pressemeddelelsen.

Kirkeminister Joy Mogensen (S) udtaler:

"Det er ekstraordinære tiltag i en ekstraordinær tid. Jeg beder om forståelse og opbakning fra folkekirken og alle andre trossamfund i Danmark og om, at retningslinjerne og ånden i regeringens forholdsregler efterleves. Jeg ved, at det gør ondt på mange, at troens huse må holde lukket for en tid. Men det er sådan vi passer på hinanden nu. Folkekirken holder helt lukket, og jeg opfordrer alle andre trossamfund til at følge folkekirkens eksempel. Hvis man står i et tvivlstilfælde, så opfordrer jeg til, at man husker statsministerens ord: Hvis du er i tvivl, så lad være."

Folkekirkens 10 biskopper udsendte tidligere på ugen en opdatering af retningslinjerne for hele kirken, som allerede fra i mandags betød, at kirkerum ikke ville være åbne som normalt.

Også selv hvis man bare som enkeltperson ville gå ind og tænde et lys og bede en bøn.

Det høstede kritik fra flere sider. Blandt andre fra valgmenighedspræst i Kjellerup og Omegns Valgmenighed Kristoffer Garne, som mente, at kirken netop i en krisesituation burde holde dørene åbne:

"Det er absurd. Hvis dette kan være nødvendigt, så skal man lave nogle helt andre foranstaltninger i samfundet. Hvis det er så alvorligt, at det er nødvendigt at lukke kirker, så må det da også være forbudt at handle i Brugsen," sagde han.

Lukningen af kirkerummene gælder foreløbigt frem til 30. marts.