Kirkeminister: Jeg kan ikke svare på sundhedstekniske spørgsmål

Kirkeminister Joy Mogensen (S) svarer på kritik af sin manglende synlighed i medierne under corona. ”Jeg har stillet mig til rådighed på alle de måder, jeg har kunnet,” lyder det blandt andet

Ministeren fremhæver blandt andet, at hun gennem hele forløbet har haft kontakt med kirkens repræsentanter.
Ministeren fremhæver blandt andet, at hun gennem hele forløbet har haft kontakt med kirkens repræsentanter. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

”Jeg har stillet mig til rådighed på alle de måder, jeg har kunnet.”

Sådan siger kirkeminister Joy Mogensen (S) i et interview til netmediet kirke.dk, efter kritik af ministerens manglende synlighed i medierne under corona. Kritikken baserer sig blandt andet på en søgning, kirke.dk har foretaget på Infomedias database over landsdækkende-, regionale og lokale dagblade, hvor man har fundet relativt få optrædender i artikler. Når ministeren har sagt nej til interview med blandt andre kirke.dk og Kristeligt Dagblad, skyldes det, at spørgsmålene har været for sundhedstekniske, forklarer hun.

”For eksempel: Hvornår forventer ministeren, at der igen kan synges eller holdes gudstjeneste over 30 minutter? Det er ikke en vurdering, der ligger i Kirkeministeriet. Det er en sundhedsfaglig vurdering. Men jeg glæder mig til, at vi efter corona får lejlighed til at diskutere mere kirkelige anliggender,” siger Joy Mogensen til kirke.dk.

Ministeren fremhæver desuden, at hun gennem hele forløbet har haft kontakt med kirkens repræsentanter.

”Vi har holdt fokus på den direkte dialog med kirkens forskellige partnere og så først kommet med svarene, når vi har vidst, at de holdt.”

Joy Mogensen bliver af kirke.dk også bedt om at forholde sig til, hvorfor hun længe ikke har ønsket at stille op til interview om det meget kritiserede lovforslag om oversættelse af prædikener, som ventes at blive fremsat efter sommer. Her nævner hun også, at hun har talt med biskopperne og adskillige kirkelige organisationer gentagne gange. Men når det har været svært at gå i detaljer med det i medierne, er det, fordi regeringen endnu ikke er nået frem til en formulering af lovforslaget, som lever op til internationale konventioner og aftaler, siger ministeren.

”Så længe, der ikke er noget nyt fra det her arbejde, kan vi ikke melde noget ud. Så er det svært at kvalificere debatten.”