Kirkeminister skifter kurs i sag om homoseksuelle vielser

MED AFSTEMNING Kirkeminister Manu Sareen (R) åbner nu for den mulighed, at homoseksuelle skal vies til livsfæller frem for ægtefæller. Vrede blandt regeringspartierne

Manu Sareen, kirkeminister.
Manu Sareen, kirkeminister. Foto: Leif Tuxen.

 
 
Spørgsmålet om homoseksuelle vielser har taget en ny drejning.

Tidligere har kirkeminister Manu Sareen (R) været tæt på at melde sig ud af folkekirken, fordi homoseksuelle ikke kan blive ægtefæller. Men i et interview åbner han nu for den mulighed, at homoseksuelle vies til livsfæller, mens heteroseksuelle fortsat vies til ægtefæller.

LÆS OGSÅ: Homovielser skaber uro i folkekirken

Det med livsfæller er lidt en underlig ting, men måske skal man vænne sig til det. En fordel ved denne model er, at otte ud af ti biskopper bakker op, og det er meget væsentligt for mig, siger han i interviewet i magasinet Out And About.

Det er ifølge kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF) udtryk for, at Manu Sareen er blevet bekendt med, at man skal lytte til folkekirken. Hun mener, at homoseksuelle skal kunne vies til ægtefolk.

Jeg synes, vi skal skitsere klart i loven, at vi ønsker at bryde med forskelsbehandlingen. Det skal fremgå, at vi ønsker at gøre mennesker til ægtefolk, uanset om de er heteroseksuelle eller homoseksuelle. Biskopperne synes noget andet, men spørgsmålet er, om deres synspunkt er repræsentativt, siger hun.

Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen Klint, advarer kirkeministeren mod at være for hurtig på aftrækkeren på folkekirkens vegne:

LÆS OGSÅ: Strid om ritualtekst

Jeg har ingen mening om, hvad folk skal kaldes i kirkens ritualer. Vi skal tænke os godt om som politikere, inden vi blander os i sådan et anliggende. I forhold til den tid, vi lever i, hvor folk ikke bliver sammen, til døden dem skiller, kan ordet livsfælle virke meget højtideligt, og derfor smager det ikke nødvendigvis godt i min mund.

Enhedslistens kirkeordfører Per Clausen er utilfreds med den nye udmeldning:

Han har gjort meget ud af ligestilling, så vi forstår ikke, hvorfor han nu løber fra sit standpunkt. Hvis man ikke kalder folk det samme, er der ikke meget ligestilling.

Også biskop på Fyn Kresten Drejergaard er utilfreds.

Homoseksuelle vil giftes i kirken, og for min skyld kan de godt kaldes ægtefæller, også i et ritual. Men der kan godt være flere ritualer at vælge imellem. Vi skal have en meget større ritualfrihed ligesom på begravelsesområdet, siger han.

Biskop i Viborg Stift Karsten Nissen mener derimod, at et ægteskab og et registreret partnerskab er to forskellige, men ligeberettigede samlivsformer. Han er derfor glad for, at kirkeministeren lytter til biskopperne:

Folketinget kan lovgive, og kirken skal udforme ritualerne, der findes inden for lovgivningens rammer. Det må ikke være sådan, at Folketinget nu siger, at kirken skal lave et ritual, der ser ud på en bestemt måde.

Georg Hinge, kirkepolitisk talsmand for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, føler sig ikke diskrimineret ved et særskilt ritual for homoseksuelle.

Det vigtige for os er, at man i lovgivningen ikke gør forskel, men giver homoseksuelle mulighed for at indgå ægteskab under de samme vilkår som heteroseksuelle.