Det hører til sjældenhederne, at regeringen skal tage stilling til spørgsmål om ritualer og teologi i folkekirken. Men det er ikke desto mindre, hvad der kommer til at ske i denne uge, hvor de tolv personer i Kirkeministeriets udvalg om homoseksualitet afgiver deres rapport.
Tiden er inde til, at vi skal overveje, om det ikke er tid til at få lavet et ritual, lød budskabet fra kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) i foråret, da der for første gang tegnede sig et flertal både i befolkningen og på Christiansborg, som ville give homoseksuelle adgang til at blive gift på lige fod med heretoseksuelle i folkekirken.
"Det er til gengæld vigtigt, at alle føler, at de kommer til orde, og at enhver præst, såfremt der indføres ny lovgivning og nye ritualer, stilles helt frit", udtalte kirkeministeren ved samme lejlighed.
Til pressen lod samtlige biskopper forstå, at "folkekirken er forpligtet på at udarbejde de nødvendige ritualer, hvis Folketinget beslutter, at ægteskabet skal være for begge parformer".
I det demokratiske Danmark, hvor Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, ser der ikke længere ud til at være nogen vej udenom. Kirkehistoriens hjul er ved at tage et sving af den større slags, som dengang i 1947, hvor Folketinget trods protester ved lov indførte muligheden for at blive kvindelig præst i kirken.
Birthe Rønn Hornbechs sværeste kamp i denne uge kommer derfor heller ikke til at bestå i at argumentere mod yderligere rettigheder til de homoseksuelle i folkekirken. Hendes hovedopgave bliver at holde sammen på fløjene i kirken og beskytte det mindretal af medlemmer og de præster, som vender sig imod det nye folkelige og politiske flertal.
Engang betød rummelighed i folkekirken, at der blandt de mange fine mennesker på kirkebænken også skulle være plads til homoseksuelle. Med den nye kirkepolitiske virkelighed betyder rummelighed, at der også skal være plads til modstandere af homoseksuelles rettigheder i kirken.
Biskop Kjeld Holm, som i begyndelsen af sin embedsperiode som biskop i Århus for få årtier siden stod meget alene med sit synspunkt om, at homoseksuelle skulle have mulighed for at indgå partnerskab i kirken, kan nu konstatere, at hans holdning er blevet den gængse.
Ligestilling er blevet tidens fine ord – også i folkekirken.
To grundsynspunkter står over for hinanden i den i øvrigt komplekse debat om homoseksuelle vielser i folkekirken. Blandt dem, der siger ja til at give homoseksuelle flere rettigheder, argumenteres med, at kristendommen er en historisk religion, som altid har udviklet sig i takt med tiden. Og netop for folkekirken er det meget vigtigt, at den teologisk er i tæt forbindelse med, hvad flertallet i befolkningen mener, lyder det.
Blandt modstanderne af at indføre et nyt ritual for homoseksuelle i kirken argumenteres mod den glidebane og det normskred, som man frygter følger med, hvis folkestemningen skal bestemme troens indhold også i flere andre spørgsmål. Folkekirken skal ikke bare afspejle kulturen, den skal også være modkultur, et etisk røst i tiden, som får folk til at tænke sig om med afsæt i Bibelens skrifter og traditionen, som er samlet i trosbekendelserne, lyder det.
I en lang række af verdens kirker, ikke mindst den anglikanske, bølger den samme diskussion i disse år frem og tilbage. Hvis det ikke angår homoseksualitetens plads i kirken, så er det spørgsmålet om kvindelige biskopper, der fortsat nærer uenighederne. Det er rettighedstænkning og fornyelser over for respekt for traditionens visdom.
Rønns opgave bliver at få disse to syn på tro og kirke til at finde sammen. Det skal også efter denne uge være muligt at føle sig helt og fuldt hjemme i folkekirken; både for dem, der siger, at det ikke er godt for mennesket at være alene, uanset om partneren så er en mand eller en kvinde. Og for dem, der mener, at homoseksuelle ødelægger Guds skaberorden og truer det stabile familieliv.
Af samme grund har Rønn på forhånd udelukket, at hendes udvalg skal anbefale, at et nyt ritual for homoseksuelle bliver 100 procent identisk med det traditionelle ægteskab for mand og kvinde. Samtidig har Rønn slået fast, at der fortsat skal være plads i folkekirken til at sige nej i dette etiske minefelt.
Om hendes kolleger på Christiansborg, der ikke nødvendigvis har samme forståelse som ministeren af dansk kirkelighed og grundtvigsk mangfoldighed, vil være tilfredse med en løsning, der ikke i absolut forstand sidestiller homoseksuelle med heteroseksuelle, er mere tvivlsomt.