Prøv avisen

Kirkeministeren vil fremsætte forslag om ritualer for homoseksuelle

Homoseksuelle, ritual, vielse, folkekirken

MED AFSTEMNING I næste folketingssamling skal politikerne tage stilling til et forslag, som medfører et officielt folkekirkeligt ritual for homoseksuelle

Kirkeminister Per Stig Møller (K) kunne på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde fortælle de omkring 600 deltagere, at den langvarige sag om homoseksuelle pars rettigheder i folkekirken nu får en ende.

I den kommende folketingssamling fremsætter han et lovforslag i Folketinget, som for første gang giver homoseksuelle par en officiel status i folkekirken.

LÆS OGSÅ:Folkekirkens ønsker skal diktere kirkepolitikken

Per Stig Møller konstaterede i sin tale til forsamlingen i Nyborg, at der sidste år tegnede sig et flertal i Folketinget for, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken.

I går ville han dog ikke løfte sløret for, hvad det rent faktisk er, han vil fremsætte i Folketinget, ud over at han personligt mener, at det er en rimelig kirkelig indstilling at være lydhør over for den folkelige accept af registreret partnerskab, og at der ved en kirkelig handling bedes og velsignes for det.

På spørgsmålet, om ikke man kan tillade sig at tolke ministerens udtalelser sådan, at en kirkelig vielse for homoseksuelle par er på vej, sagde Per Stig Møller:

"Nej, jeg sonderer Folketinget i øjeblikket og forventer, at vi får løst problemet i den kommende folketingssamling."

Ministeren konstaterede, at der er flertal i udvalget om folkekirken og homoseksuelle for en velsignelseshandling, og meddelte, at han blandt andet har ført samtaler med biskopperne og andre relevante personer:

"Det er i disse samtaler blevet understreget, at det, som fra et kirkeligt og teologisk synspunkt er det centrale i den handling, der foregår i kirken, er forbønnen og velsignelsen. Om der så samtidig i handlingen indgår et element, der betyder, at partnerskabet bliver stiftet med juridisk virkning, ligesom det sker med et ægteskab ved den kirkelige vielse, er teologisk set ikke et centralt spørgsmål. Og blandt andre et klart flertal i udvalget, et klart flertal af biskopperne og et flertal af høringssvarene har sagt ja til velsignelse."

Biskop Karsten Nissen oplyser, at biskopperne har udarbejdet to ritualer: et for velsignelse og et for indgåelse af registreret partnerskab i folkekirken.

vincents k.dk