”Du duer bare ikke.” Det er en kritik, en ægtefælle kan høre fra sin partner, når der er brydninger. Det er en ret fortvivlende situation, for hvad kan den kritiserede part stille op med den besked?
Jeg forestiller mig, at velmenende medarbejdere i Kirkeministeriet sommetider har en fornemmelse af samme slags som den ægtefælle, der bare ikke duer. For eksempel nu i forhold til ministeriets 16 forslag til effektivisering af stiftsadministrationernes arbejde.
Der er ting, man ikke kan lave om på hos sig selv, på trods af at ægtefællen kunne ønske det. Og Kirkeministeriet kan heller ikke holde op med at være, hvad det er: et stykke af den statslige administration, der så vidt muligt i et og alt følger de herskende statslige logikker og politikker. Havde ministeriet ikke hyret to eksterne konsulentfirmaer og igangsat et større udvalgsarbejde om stifternes administration, ville man ikke have levet op til statens måde at fungere på! Sådan har det imidlertid ikke altid været.
Fra 1964 til 1979 var Kirkeministeriets departementschef en tidligere teologistuderende, August Roesen, der var blevet jurist og havde tjent sig op i rækkerne i Kirkeministeriet, sådan som tingene havde fungeret i mange århundreder, uanfægtet af Grund- loven.
Roesen var den sidste af de store i rækken af kirkeministerielle jurister, der levede og døde i troen på, at juraen kan og skal styre folkekirken. Lovgivningen var endnu beskeden, men Kirkeministeriet klarede sig fint med prærogativer, næsten naturgivne rettigheder, og præcedenser i form af afgørelser, som man selv traf hen ad vejen.
Derfor sluttede tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen den første kirkeretskonference i Danmark i 1984 med at konstatere, at kirkens styrelsesordning ligner en tågebanke. Det var der nogle, der syntes var helt i orden, for de kunne godt finde vej. Men andre satte sig for at rydde op.
Den første store oprydningsmand var Preben Espersen, der var departementschef i 1990’erne. Han var den første chef, der kom til Kirkeministeriet udefra, nemlig fra Indenrigsminis-teriet, hvor han havde været chef- arkitekt for den første kommunal- reform i 1970. Det var hans styrke og svaghed.
Han sluttede med at kæmpe en sej kamp for at få præsterne ud af menighedsrådene, for kommunaldirektøren har jo heller ikke stemmeret i byrådet. Den sag illustrerede til punkt og prikke, at Espersen – og med ham måske det meste af Kirkeministeriet – ikke fattede, hvad folkekirken egentlig er for en størrelse. Har man forstået det, er det indlysende, at det er en ganske optimal ordning, at præsterne sidder side om side med valgte menighedsrådsmedlemmer med ret og pligt til at lede det kirkelige arbejde i sognet.
I 2003 gik det regelstyrende Kirkeministerium ned med flaget i meget bogstavelig forstand. Der var rod i økonomien, og Finansministeriet marcherede ind og efterlod en kontorchef, Jacob Heinsen, som ny departementschef.
Med ham kom der andre boller på suppen. Han var scient.pol. og den første ikke-jurist på en ledende post i Kirkeministeriet. Han begyndte sit arbejde med at være 14 dage i sognepraktik, for nu skulle der ikke blot styres, men samarbejdes og derfor networkes!
Det lille ministerium fik en ny identitet og stolthed ved at udvikle sig som et stykke veldreven statslig administration med en række moderniseringer af folkekirken. Derfor indførte man også resultatkontrakter i de direkte ministerielt styrede dele af folkekirken, det vil sige stifterne og de kirkelige uddannelsesinstitutioner.
De skulle, som andre statsinstitutioner, levere bestemte resultater hvert år. Det er den politik, der nu videreudvikles med de 16 forslag.
Mit forslag har gennem årene været, at folkekirken, hvem det så er, skal betragte Kirkeministeriet som sit administrationsselskab. Sådan et kan man skifte ud, hvis man ikke er tilfreds med det. Folkekirken kunne vel også administreres af et af de store revisionsfirmaer, som har andre kunder af samme størrelse som folkekirken. Problemet er, at Kirkeministeriets arbejde kun kan vurderes ved at sammenligne det med andre statslige organers. Så meget des mere er der grund til, at Kirkeministeriet med flid retter ind efter de seneste statslige logikker og politikker. På det punkt er de bedre stillet i Norge, hvor de længe har haft så vel et statsligt Kirkedepartement som et kirkeligt valgt Kirkeråd, der har kunnet konkurrere med hinanden om at være bedst til at administrere forskellige sagsområder.
Folkekirken må tage, hvad den får, når det gælder Kirkeministeriet, som godt vil lave samskabelse, fordi det er moderne i staten, men som er og kun kan være et stykke stat, der tror og tænker som staten. Kan man ikke lide det, er der vist kun én løsning: den samme som den ægtefælle, der ikke synes, at den anden duer, kan gribe til.8
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi fra Københavns Universitet.