Kirkeministeriet skrotter migrantudvalget. Kirkeordførere fra begge fløje undrer sig

En række kirkeordførere i folketinget kritiserer og undrer sig over, at Kirkeministeriet har lukket det udvalg, som arbejdede på at give folkekirken bedre redskaber til integration af migranter

Det er mennesker som disse, migrantudvalgets arbejde handler om. Assyriske kristne med rødder i mellemøstlig kristendom samles til gudstjeneste i Tilst ved Aarhus. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.
Det er mennesker som disse, migrantudvalgets arbejde handler om. Assyriske kristne med rødder i mellemøstlig kristendom samles til gudstjeneste i Tilst ved Aarhus. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

Partier på begge sider af midten i Folketinget stiller sig kritiske over for, at kirkeminister Joy Mogensen (S) har valgt at lukke et lovforberedende udvalg, som havde til opgave at se på, hvordan folkekirken kunne hjælpe med integration af flygtninge og indvandrere. Det står klart efter en rundringning til partiernes kirkeordførere, som Kristeligt Dagblad har foretaget. Udvalget blev etableret af den forrige regering i 2018. Konkret skulle det blandt andet se på muligheden for at ændre loven, så migranter både kunne være medlem af folkekirken og af en migrantmenighed. Men efter regeringsskiftet i 2019 gik udvalgsarbejdet i stå, og i december nedlagde kirkeministeren så udvalget helt med henvisning til travlhed på grund af corona.

Men den beslutning møder klar kritik – ikke bare fra kirkeligt hold, som det tidligere har været beskrevet her i avisen, men også fra politisk side. I blå blok er der bred enighed om, at det var en fejl at nedlægge udvalget. Fra Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, lyder det for eksempel:

”Det er en beslutning, jeg er bekymret over. Jeg synes, folkekirken skal hjælpes med de udfordringer, den har på det her område i forhold til lovgivningen, og derfor er det oplagt, at arbejdet med det er forankret i Kirkeministeriet.”

En lignende melding lyder fra Dansk Folkeparti, og De Konservatives kirkeordfører, Birgitte Bergmann, skrev for nylig følgende i et indlæg her i avisen:

”I Det Konservative Folkeparti mener vi, at nytilkomne flygtninge og indvandrere skal integrere sig i dansk kultur og danske værdier – og her er kirken et oplagt sted at starte.”

På den anden side af midten lyder der ikke direkte kritik, men snarere undren over beslutningen fra Enhedslistens kirkeordfører, Christian Juhl. Det er ikke noget, han kan hidse sig meget op over, siger han, men tilføjer, at beslutningen virker ”besynderlig”.

”Det lader til at være et fornuftigt initiativ, så det er da mærkeligt, at det skal stoppe. Også fordi det sikkert ikke koster en herregård. I den her tid, hvor der er så meget fokus på, at religionerne strammer sig om sig selv, synes jeg, vi skal tage de initiativer, der fremmer dialog,” siger han.

De Radikales kirkeordfører, Marianne Jelved, finder det til gengæld ikke umiddelbart nødvendigt, at udvalget ligger under Kirkeministeriet. ”Hvis folkekirken har stor interesse i det her, synes jeg, den skal arbejde videre med det selv. Og hvis man vil have loven ændret, kan man jo henvende sig til kirkeudvalget,” siger hun.

Men der er gode grunde til, at udvalget bør arbejde videre i regi af netop Kirkeministeriet. Det siger Mogens Mogensen, der er formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, og som sad med i det udvalg, der nu er nedlagt.

”Jeg synes, det er en falliterklæring fra Kirkeministeriets side, at man ikke arbejder sammen om det her. Det strider mod den ordning, vi har om, at Kirkeministeriet skal varetage folkekirkens behov. Vi har brug for dets blik på tingene og for ekspertisen fra dets jurister. Det er meningen, at udvalget skal være lovforberedende, og det er Kirkeministeriet, der forbereder de lovforslag, som regeringen fremlægger i folketinget. Så jeg synes, det ville være helt naturligt at fortsætte arbejdet på den måde, det begyndte,” siger Mogens Mogensen.