Kirkeministeriet udskriver bispevalg i Aalborg

Efter 11 år som biskop i Aalborg Stift går Henning Toft Bro på pension til efteråret. Håndteringen af de mange små kirker og sogne i stiftet bliver et af de temaer, som kommer til at fylde i valgkampen, vurderer professor

Henning Toft Bro har været biskop over Aalborg Stift i 11 år. Han annoncerede i sidste måned, at han vælger at gå på pension med den begrundelse, at han ønsker at blive pensionist på samme tid som sin hustru.
Henning Toft Bro har været biskop over Aalborg Stift i 11 år. Han annoncerede i sidste måned, at han vælger at gå på pension med den begrundelse, at han ønsker at blive pensionist på samme tid som sin hustru. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Nu har Kirkeministeriet officielt udskrevet bispevalg i Aalborg Stift, hvor den nuværende biskop Henning Toft Bro går på pension til efteråret. Den endelige dato for valget er endnu ikke på plads, men ifølge Aalborg Stifts hjemmeside vil den nye biskop tiltræde inden udgangen af 2021.

Indtil videre har to kandidater meldt sig på banen. Det drejer sig om den 51-årige Hanne Dahl, der er sognepræst i Budolfi Kirke i Aalborg og tidligere EU-parlamentariker for Junibevægelsen. Hun er oppe imod den 49-årige provst fra Hjørring, Thomas Reinholdt Rasmussen, der også er sognepræst i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring.

Peter Lodberg, der er professor i Systematisk teologi ved Aarhus Universitet, kommer til at følge valget tæt. Han mener, der er tale om to gode kandidater, der har hver deres styrker, og som begge er oplagte, idet Aalborg Stift efterhånden har tradition for at vælge biskopper, der har rødder i det lokale.

”Thomas Reinholdt er provst i Hjørring og er flettet ind i stiftet på den måde. Han har også haft et nært samarbejde med den nuværende biskop, Henning Toft Bro. Hanne Dahl, der er sognepræst i Budolfi, har arbejdet en del som studenterpræst. Hun kender universitetsverdenen og de udfordringer, der findes der. Samtidig har hun jo også en stor organisatorisk erfaring som tidligere EU-parlamentariker,“ siger Peter Lodberg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis han skal pege på et af de temaer, som kommer til at fylde noget i valgkampen i Aalborg Stift, gætter han på, at det bliver håndteringen af de mange små sogne og kirker, der findes i Stiftet.

”Befolkningsgrundlaget i visse dele af stiftet bliver mindre, så der er en diskussion om fremtidens kirkelige struktur, der venter forude. Jeg ved, at den nuværende biskop Henning Toft Bro har sat gang i et kortlægningsarbejde af situationen, så hvis den kommende biskop vil fortsætte processen, er den allerede på tegnebrættet,” siger Peter Lodberg.

Derudover tror han også, at stiftets udfordringer, når det gælder præsterekruttering, vil blive et tema, der kommer til at fylde.

Det er muligt for kandidater at melde sig indtil den 21. juni, hvorefter valgbestyrelsen har en uge til at sikre sig, at kandidaturerne er gyldige. Et gyldigt kandidatur indebærer, at man har samlet de fornødne 75 stillere, som skal findes blandt præster og menighedsrådsmedlemmer i stiftet.

Henning Toft Bro har været biskop over Aalborg Stift i 11 år. Han annoncerede i sidste måned, at han vælger at gå på pension med den begrundelse, at han ønsker at blive pensionist på samme tid som sin hustru.