Kirken er et skib

KIRKENS INDRE: En typisk dansk folkekirke sejler med sit hvælvede rum som et skib fra fortid til nutid. Den er rig på billeder og symboler, der hver har deres historie

Snesere Kirke er en af de omkring 1600 danske landsbykirker, der er opbygget med et aflangt kirkeskib og et kor. - Foto: Leif Tuxen.
Snesere Kirke er en af de omkring 1600 danske landsbykirker, der er opbygget med et aflangt kirkeskib og et kor. - Foto: Leif Tuxen.

Af Charlotte K. Vestergaard

Når kirkegængerne søndag formiddag træder ind i kirker landet over gennem hovedskibet og går op forbi koret og videre ud i sideskibet for at sætte sig, er det de færreste, der tænker på, hvorfor kirken ser ud, som den gør. Men kirkerummets indretning har betydning for den måde, kirken opfattes på, og har ofte en meget lang historie bag sig.

Indtil reformationen i 1500-tallet bølgede ind over Danmark, var landet katolsk. Men de katolske præster blev smidt på porten af kongen, og deres kirker blev overtaget af protestanterne. Selve indretningen af kirkerne ændrede reformationen i Danmark dog ikke meget på, og derfor findes der rundt om i landets middelalderkirker stadig tydelige spor fra den katolske tid.

Protestantismen overtog således også den katolske kirkes betegnelse af kirken som et skib, der sejler gennem historien.

Helt fra gammel tid har skibe været knyttet til kirken. For eksempel findes der flere altertavlemotiver med Jesus, der stiller stormen på søen, eller andre kendte bibelsteder, hvor skibe indgår rundt om i landet. Ligeledes hænger der ofte modelskibe i de danske kirker.

Det tydeligste præg ses i rummenes navne: hovedskibet, midterskibet og sideskibene. Om man har bygget kirkerne efter ideen omkring skibsmetaforen, eller om ideen er kommet til bagefter, er ifølge lektor Eva Louise Lillie fra Det Teologiske Fakultet i København usikkert.

– Hvad der kom først, er ikke til at sige. Kirkerne har givetvis udviklet sig i en vekselvirkning mellem ideerne og opførelsen af bygningerne, siger hun.

Ofte er det ikke kun den enkelte kirkebygning, der forbindes med et skib, men hele den verdensomspændende kristne kirke. Således kunne den lutherske biskop Peder Paladius også skrive en prædikesamling med titlen "Skt. Peders skib", hvori han beretter, hvordan kirken har sejlet igennem historien og til tider været ved at synke. Det sidste særligt under den katolske periode, hvor han mener, at "skibet" blev tynget af datidens katolske pomp og pragt, som fyldte kirkerne med, hvad han anså som materielt stads.

"Skibet" sejler altid mod øst med koret og altret i spidsen. Det skyldes, at det er med den opadgående sol i øst, menigheden skal se Kristi genkomst. Sådan vil de to korsarme, sideskibene, vende mod henholdsvis nord og syd. Selve kirkebygningen får derfor ofte grundplan af et kors. Dette er et resultat af en både historisk og teologisk udvikling.

Historisk var de første kirker i Danmark bygget efter basilikamodellen. De var aflange med et enkelt hovedskib og et kor. Eftersom menighederne blev større, og kirken blev rigere, byggede man ofte to sideskibe på den eksisterende kirke, så grundplanen kom til at ligne et kors.

Ud over de historiske omstændigheder mener Niels Holger Petersen, der er underviser på Det Teologiske Fakultet i Aarhus, at det er helt utænkeligt, at man ikke har været sig formen bevidst i kirkebyggeriet.

– Korset er så stor en del af den kristne teologi, at man givetvis bevidst har udformet kirkerne efter det, siger han.

Og han bakkes op af Eva Louise Lillie, der understreger, at korsformen som idegrundlag for kirkebyggeri har hersket inden selve udførelsen af byggeriet.

– I kristendommen er korset, ud over at være et lidelsens symbol, også et sejrssymbol, og det er dette idekompleks, der har ligget til grund for kirkebyggeriet, mener hun.

Selve indretningen af kirken har også teologiske og historiske begrundelser. De katolske kirker, som protestantismen overtog, var bygget efter principper om, at selve rummet var helligt. Graden af helligheden i rummet varierede, så jo længere man kom op mod alteret, jo mere helligt blev der.

– Menigheden begyndte med at gå ind i "skibet", der var et symbol på jorden og det syndige liv. Længere inde i kirken fandtes apsis og koret, der blev betragtet som den himmelske sfære. Mellem jord og himmel hang der ofte et kors, som menigheden skulle gå under. Korset var et symbol på Kristus, der ville rense menneskene for deres synder, når de trådte ind i himlen, siger sognepræst og forfatter Anne-Mette Gravgaard, der i en lang årrække har beskæftiget sig med kirkekunst og kirkeindretning.

Alteret var placeret længst væk fra menigheden, da det blev betragtet som det helligste i hele kirkerummet. I den luthersk-evangeliske kirke opereres der ikke med denne rumopdeling. Den kan dog alligevel anes i mange af de gamle kirkebygninger, der bærer præg af den katolske model med alteret stående væk fra menigheden.

Med lutherdommen fik kirken status af at være en slags skolestue og ikke et helligt rum på samme måde, som man kendte det fra den ortodokse kirke. Det var meningen, at menigheden skulle høre og lære Guds ord. Denne oplæringstanke kom også til udtryk i altertavlen, der ikke fandtes i de første kristne kirker, men op igennem historien fik tillagt en belærende funktion. Oprindelig var den dog et supplement til alteret, hvor alterets betydning blev forklaret.

– Altertavler var ofte opdelt i tre dele. Nederst afbilledes nadveren, i midten korsfæstelsen, og øverst himmelfarten eller opstandelsen. Tavlen indfangede således alterets tre funktioner som spisebord, offerbord og martyrgrav, siger Anne-Mette Gravgaard.

Alterets funktion har stor betydning i den lutherske teologi, hvor gudstjenesten tænkes i tråd med de første kristne menigheders gudstjenesteform, hvor fællesskabet var i højsædet. I mange af de nye kirkebyggerier træder inspirationen fra oldkirken tydeligere frem. Alteret er her flyttet længere ud i kirkerummet, og oftere og oftere ser man, at der ikke findes en altertavle over bordet. Dette giver helt nye muligheder for indretning og brug.

kirke@kristeligt-dagblad.dk