Folkekirken har gjort det før: Bevæget sig uden for kirkebygningerne og mødt folk der, hvor de lever deres hverdagsliv. Derfor er det egentlig ikke noget nyt, når folkekirken opkøber badehuse i nye bydele, eller når præster deltager i bryllupsmesser eller vasker fødder på festivaldeltagere.
”Jesus og Paulus gjorde det, og kirken har gjort det mange gange før. Men i folkekirken har vi nok i nogle årtier forskanset os lidt bag mursten og mørtel, fordi vi var forvænte med, at folk kom til os. Nu er det tydeligt, at vi må bevæge os uden for murene for at møde folk og vise vores relevans, og det gælder ikke mindst i de større byer, hvor kirken er en aktør blandt mange,” siger sognepræst og fremtidsforsker Birgitte Kragh Engholm.
Også fremtidsforsker Marianne Levinsen, der har et stort kendskab til folkekirken, mener, at folkekirken må indstille sig på de vilkår, som gælder for institutioner og organisationer på kultur- og fritidsområdet.
”Det er ikke nok med en bygning, hvor man tilbyder forskellige aktiviteter. Man er nødt til at flytte sig ud til de steder, hvor folk lever deres liv. Ud på skolerne, i børnehaverne, på havnen og på torvet. Så det er rigtigt set af folkekirken at bevæge sig uden for murene for at aflæse folks behov og møde dem der, hvor de lever deres liv,” siger hun.
Hun påpeger, at konkurrencen om folks tid og opmærksomhed er hård, især i de større byer, men hun vurderer også, at folkekirken har noget særligt at tilbyde.
”Folkekirken har stadig stor tillid i befolkningen og kan oplagt være med til at opbygge fællesskaber og uformelle mødesteder om de vigtige temaer i folks liv. Livet i byen er netop karakteriseret ved flygtighed og ved, at fællesskaber skal bygges op på ny hele tiden. Behovet er stort, og kirken kan noget særligt, fordi den kan være omdrejningspunktet for det eksistentielle og tilbyde et nærvær, som mange efterspørger. Kirken er et af de få steder, hvor man hverken bliver vejet eller målt eller oplever bare at være et nummer i køen,” siger hun.
Også kirkekonsulent og tidligere sognepræst Ole Kamp mener, at folkekirken er blevet bedre til at møde folk på udebane og har gode forudsætninger for at lykkes med det.
”Det er begyndt at gå op for folkekirkens ansatte, at når vi siger, at alle er velkomne, appellerer vi typisk kun til de én til to procent af danskerne, som er faste kirkegængere. Alle de andre skal vi møde på andre måder og nye steder, fordi tærsklen til kirkebygningen er meget høj for dem,” siger han.
Han var idémand bag Folkekirkens Hus i Aalborg, hvor der siden 2014 har været en lang række kirkelige og kulturelle aktiviteter som koncerter, foredrag, højskoleaftener og sangaftener. Her er det i høj grad lykkedes at få folk ind, som ikke er faste deltagere ved søndagens højmesse. Men de helt unge har det været svært at få ind i huset, og derfor lavede Folkekirkens Hus for et par år siden et stort arrangement for byens gymnasie-elever i samarbejde med universitetet.
”Gymnasieeleverne blev som inspiration til deres studieretningsprojekt indbudt til en dag med foredrag og workshops med teologer og forskere fra naturvidenskab under overskriften ”Hvad er meningen?”. Det foregik i Folkekirkens Hus, og der kom 800 elever, og flere stod i kø,” fortæller Ole Kamp.
Han er for nylig gået ind i menighedsrådet i Vor Frue Sogn i Aalborg, og her er der også planer om at samarbejde, med arbejde i gang for at appellere til sognets mange unge tilflyttere.
”I vores sogn ligger både Musikkens Hus, Nordkraft, Utzon Center og universitetet, og vi vil gerne lege med dem, hvis de vil lege med os. Heldigvis er modstanden mod at samarbejde med kirken blevet meget mindre i de senere årtier, så nu er det kirkens opgave at melde sig på banen og vise, at den vil og kan samarbejde med kommuner, kulturinstitutioner og så videre,” siger han og tilføjer, at det efter hans mening kan være en god idé at ordinere præster, som ikke nødvendigvis har en teologisk uddannelse, men har andre forudsætninger for at kommunikere med folk og samtale med dem med afsæt i evangeliet.