Prøv avisen

Kirken har altid taget verdslige skikke til sig

Julekuglen kan tillægges kristelig symbolværdi, ligesom meget andet i kirkehistorien er blevet det. – Foto: .

Juleskikke, der ikke handler om Jesu fødsel, er blevet en integreret del af julefejringen i mange kirker. Det ligger i forlængelse af den tidlige kristning af julen, mener historiker

Nissehuer, juletræ, julekugler, gaver og tv-julekalender. Mange af julens traditioner har ikke noget med Jesu fødsel at gøre. Og så alligevel. For mange kirker trækker de verdslige julesymboler ind i kirken og giver dem en kristen betydning.

Julekugler bliver sammenlignet med paradisæblet eller Jorden set fra himmelen, som Gud ville se den. Juletræet bliver et frugtbarhedssymbol, og gaverne kommer til at symbolisere den gave fra Gud, som julen er en fejring af.

LÆS OGSÅ: 10 ting, du ikke vidste om danske juletraditioner

Nisserne er det eneste julesymbol, der er svært at opstøve i kirkerne. For selvom ingen af de præster og eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med, kunne drømme om at hænge nissen, ligesom frikirkepræst Jon Knudsen gjorde for to år siden, så hersker der de fleste steder en konsensus om, at de ikke hører til i kirkens rum.

Forklaringen på, hvorfor kirken trækker verdslige symboler som juletræer, julekugler og julekalendere ind i gudstjenesterne, er dog ikke ny. For allerede de kirkelige højtider som påsken og julen er lagt oven i tidligere hedenske lysfester, så det var nemmere at få folk til at forstå kristendommen gennem de traditioner, de allerede havde, mener historiker Benno Blæsild.

Vi har været bønder i flere tusinde år, så festerne afspejler bondelivets årstidscyklus. Når man begynder at forstå verden i en kristen forklaringsmodel, lægger man tingene i de cyklusser, som livet følger, siger Benno Blæsild.

Ifølge lektor på Pastoralseminariet Ulla Morre Bidstrup, er det helt naturligt at knytte verdslige julesymboler til kristne.

Man tænker også i kommunikation, når man forkynder. Derfor skal man ikke kun høre noget fremmed, men også noget velkendt i kirken. Det er vigtigt, at ens egen erfaringsbaggrund også er med, siger Ulla Morre Bidstrup.

Hun kender mange kirker, der spiller melodien til årets tv-julekalender i postludiet, ligesom julekalenderen ofte bliver brugt i mange juleprædikener.

Samtidig gør selve kirkerummet noget ved symbolerne, mener lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster Leise Christensen.

Alt, der kommer ind i kirken, bliver omtolket. Når verdslig kunst eller kultur kommer ind i kirken, bliver det set i en anden sammenhæng. Kirken er et meget stærkt rum, og det er svært for verdslig kunst at overleve som verdslig kunst i en kirke, siger Leise Christensen og sammenligner med Carl-Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke fra midten af 1980erne, der af kritikere blev sammenlignet med smølfer. Men i dag oplever hun, at kritikken er forstummet, og det skyldes mest, at udsmykningen efterhånden har fået et kirkeligt præg, simpelthen fordi den er i kirken.

Keld Dahlmann, der er præst i Aarhus Valgmenighed, mener dog ikke, at kirkerummet gør det hele.

Jeg forstår ikke den skelnen mellem det hellige og det verdslige, for det er det samme liv, jeg lever. Det er menigheden, der er kirken, og de er de samme mennesker alle steder, siger Keld Dahlmann og tilføjer:

Det at knytte det evangeliske til det folkelige er et udtryk for evangeliets væsen, fordi det, vi fejrer i julen, er, at Gud er blevet menneske og tog bolig iblandt os. Julen er en inkarnationsfest.

Men verdslige julesymboler som juletræet er måske heller ikke så verdslige endda. Ifølge Benno Blæsild har juletræet nemlig en meget længere historie, end at det kom fra Tyskland til Danmark i 1800-tallet.

De allerældste beskrivelser, jeg har af grantræer i julen, går tilbage til slutningen af 1100-tallet, hvor gøglertrupper opførte tableauer og passionsspil over syndefaldet uden for kirkerne. I Centraleuropa har man eksempler på, at man har hevet grantræer ned og pyntet dem med æbler, som har været symbol på den forbudne frugt. Så juletræet har en religiøs oprindelse, men uden for kirkens rum, siger Benno Blæsild.