Under enevælden var der ikke noget, der hed kirkemedlemskab. Der fandtes ikke en ”kirke” i moderne betydning af ordet, men kun ”kongens religion”. I Danske Lov af 1683 betyder ordet ”kirke” kirkebygning. Indtil Grundloven af 1849 var alle indbyggere indlemmet i ”kongens religion”, som var evangelisk-luthersk af konfession. Levede indbyggerne ikke op til den forordnede kirkelige adfærd, var sanktionerne strenge, i sidste instans landsforvisning.
Undtagelserne var få, små og velafgrænsede til nogle håndfulde jøder, katolikker, reformerte og baptister, som havde fået særlig tilladelse til at stå uden for kongens religion – under strengt statstilsyn. I 1849 kunne ”afvigerne” tælles i promiller, og først omkring 1880 nåede man op på 1 procent medlemmer af andre trossamfund, mens praktisk talt alle andre var ”medlemmer” af folkekirken.
Ved den første menighedsrådslov af 1903 fik alle medlemmer, inklusive kvinderne, stemmeret, men man måtte selv melde sig til valglisten, da der ikke fandtes noget medlemsregister. Fra 1949 begyndte kommunerne at levere valglister på grundlag af skatteregisteret, hvoraf det fremgik, hvem der betalte kirkeskat. Først i 1984 var Danmarks Statistik klar med en egentlig medlemsstatistik på grundlag af oplysningerne i det nye cpr-register fra 1969. Dengang blev medlemsprocenten udregnet til 92,9, mens medlemmerne af andre kristne kirker fortsat kun omfattede 1 procent af befolkningen.
Den 1. januar 2019 var medlemsprocenten 74,7, mens der nu i kraft af indvandringen er 2-3 procent medlemmer af kristne kirker uden for folkekirken. Den laveste medlemsprocent på knap 8 har folkekirken blandt de 13 procent af befolkningen, der i dag er flygtninge, indvandrere eller efterkommere, selvom omkring 40 procent af dem har en kristen, men dog kun sjældent en luthersk baggrund.
Blandt gammeldanskerne er cirka 86 procent fortsat folkekirkemedlemmer. I absolutte tal har folkekirken ”kun” mis-tet cirka 245.000 medlemmer mellem 1990 og 2019, mens befolkningstallet i samme periode er steget med 670.672 indbyggere i kraft af indvandringen. Mål i procenter af hele befolkningen går folkekirkens medlemstal tilbage med mellem 1 og 0,5 procent pr. år. Siden 1984 har tallet for årlige udmeldelser af folkekirken ligget under 10.000, mens antallet af indmeldelser (ved dåb efter det fyldte 1 år, genindmeldelse af udmeldte samt indmeldelser af folk døbt uden for folkekirken) har ligget få tusinde lavere.
Den vigtigste baggrundsfaktor for faldet i folkekirkens medlemsprocent er indvandringen, mens den mest direkte årsag til faldet i det absolutte medlemstal er, at barnedåbsprocenten er faldet, så under 60 procent af børnene bliver døbt før det fyldte 1 år, mens vi fortsat har høje medlemsprocenter blandt de årgange, hvor folk dør i større tal.
Knap 22 procent af de nyfødte har forældre, der er indvandrere, så det er ”kun” cirka 25 procent af gammeldanskernes børn, der ikke bliver døbt. Religiøst set lever vi med en pluralistisk situation, hvor over en fjerdedel af befolkningen står uden for folkekirken. Samlet set peger regnebrættet på, at folkekirken har brug for en fokuseret indsats med hensyn til både barnedåb og indvandrere.
For fem år siden råbte folkekirkens statistiker Steen Marquardt Rasmussen vagt i gevær, fordi dåbsprocentens fald var blevet selvforstærkende. Det satte gang i flere slags undersøgelser og et udviklingsarbejde omkring dåb flere steder i landet. Det ser ud til, at resultaterne er begyndt at komme i form af en opbremsning i faldet på barnedåbsprocenten for årgang 2017. Et frisk initiativ som drop-in-dåb har samtidig fået det gjort klart, at folkekirken nu har smidt genertheden om voksendåb, selvom vi stadigvæk mangler et voksendåbsritual. Der er selvsagt mere, der kan gøres vedrørende dåb, ikke mindst konfirmanddåb, som stadigt ligger lidt underdrejet.
Desværre er der ikke en tilsvarende fokuseret indsats i gang for indvandrerne som vedrørende barnedåben. Her er både undersøgelsesarbejdet og ressourcerne fortsat beskedne. De fleste stifter og provstier er begyndt at overveje sagen, men det kirkeministerielle udvalg om folkekirkens forhold til migrantkirkerne lader ikke høre fra sig. Måske er der nogen, der drømmer om, at indvandrere bare rejser hjem igen. Mon ikke arbejdsgiverne og de plejetrængende får forhindret det? For folkekirken er regeringens hjemsendelsespolitik imidlertid irrelevant. Historisk set har masser af mennesker mødt kris-tendommen under et kortere ophold i et andet land. Det kan og bør også kunne ske i Danmark. Det kræver blot, at de fastboende ikke holder både kristendommen og kirken for sig selv.
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi fra Københavns Universitet.