Kirken har forgæves forsøgt at tøjle Guds ånd. Nu er treenighedens ”underdog” ved at komme på mode igen

Troen på, at Gud er til stede i verden som ånd og taler til mennesker, er en specifik kristen tanke, der løber som en tråd gennem hele den vestlige kulturhistorie. Siden oplysningstiden har Vesten dog behandlet Helligånden som treenighedens underdog. Men ånden er så småt ved at komme på mode igen, siger den tyske teologiprofessor Jörg Lauster, som har skrevet en biografi om Guds ånd

 Johannes Døberen døber Jesus under en due, der viser, at Helligånden er tilstede. Billedet kan ses på Pushkin-museet i Moskva.
Johannes Døberen døber Jesus under en due, der viser, at Helligånden er tilstede. Billedet kan ses på Pushkin-museet i Moskva. Foto: Album/Ritzau Scanpix.

Den menneskelige tilværelse er kendetegnet ved, at den foregår i en verden, som ikke er tavs. En susen, en brusen, en rumlen stiger op fra verden, en uhåndterlig kraft, som taler til mennesker, ryster, inspirerer og beroliger. Det Gamle Testamente beskriver fænomenet som vinden: Usynlig, uhåndgribelig, men mægtigt til stede. Kirkefædre og middelaldermystikere beretter om et personligt møde med noget ufatteligt stort, som griber og forvandler. Renæssancens tænkere og kunstnere knyttede denne kraft til en oplevelse af frihed. Romantikkens digtere og malere talte om guddommelig inspiration. Og popkulturen er gennemsyret af lignende forestillinger – i kultfilmenserien ”Starwars” siger man “må kraften være med dig” i kampen mod det onde. Hvad er det for fænomener, som tilsyneladende kan tøjles lige så lidt som vinden selv? Kristendommen har en forklaring, mener den tyske teologiprofessor Jörg Lauster, som har skrevet bogen ”Der heilige Geist. Eine Biographie” (Helligånden. En biografi). Denne kraft er tilstedeværelsen af Guds ånd, Helligånden, gennem verdenshistorien. Jesus opsummerede denne kristne overbevisning med tre ord: “Gud er ånd.”

”Det er det særlige ved kristendommen, at Gud er i verden som ånd. Han kommer ikke først engang i fremtiden, han er her allerede og hele tiden. Andre religioner som islam vil sige, at Gud er til stede i Koranen. Jødedommen vil nok også sige, at Gud er til stede i ordet. Det samme siger kristendommen. Men troen på Helligånden som noget, vi kan erfare, er noget specifikt kristent, som løber som en tråd gennem den vestlige kulturhistorie,” siger professoren fra Ludwig-Maximilians-Universitetet i München.

En biografi er traditionelt en persons livshistorie, og ifølge Jörg Lauster er der med Helligånden tale om en vild og temmelig ustyrlig personlighed, som kirken forgæves har forsøgt at få hold på.

”Skal man sige det lidt firkantet, har kristendommen altid forsøgt at tæmme Helligånden, men der fandtes altid kætter-bevægelser, mystikere, renæssance-tænkere, som er brudt frem uden for kirken, og som har medvirket til, at ånden altid har været meget mere end det, kirken har forestillet sig,” siger han.

I Det Gamle Testamente møder man Ånden som en kraft, der viser sig i naturen. Den svæver i skabelsesberetningen “over vandene”. Den er som en vind, der blæser, hvorhen den vil, men det er ikke desto mindre åbenbart, at den er der. Først sent i Det Gamle Testamente får den lidt mere personlighed og træder frem som en hellig ånd, der kommer fra Gud, og som påvirker historiens gang gennem naturen og mennesker. Kristendommen overtager den jødiske traditions tale om den hellige ånd, men spidser den til og giver den et ansigt: Helligånden er Jesus selv, al tale om ånden i de gamle jødiske skrifter peger ifølge kristendommen hen på Jesus. Det er dermed Jesu ånd, som griber disciplene under pinseunderet i Jerusalem, efter at Jesus er faret til himmels. Helligånden har før vist sig som en due, men under pinsen går det voldsommere for sig, ånden sætter sig på disciplene som ”tunger af ild”, og de bliver i stand til at tale adskillige sprog og dermed sprede det kristne budskab i hele verden.

I middelalderen får ånden nye karaktertræk. For det første oplever de kristne mystikere Helligånden som en kraft fra Gud, der trænger ind i den menneskelige bevidsthed og løfter mennesket tilbage til Gud. For det andet taler den italienske abbed Joachim af Fiore i det 12. århundrede om, at historiens gang er udfoldelsen af den guddommelige ånd.

Det er en tanke, som påvirker den europæiske kulturhistorie og får afgørende indflydelse på moderne historisk tænkning. Historien er ikke blot en tilfældig række af begivenheder, men ånden bevæger mennesker mod fremtidige idealer – den tyske filosof Hegel taler om verdensånden i historien.

Men hvor er Helligånden på vej hen i dag?

”Man kan ikke tale om Helligånden i dag uden at tale om pinsebevægelsen, en af de mest succesfulde kristne bevægelser, som vokser og vokser i Asien, Afrika og Latinamerika. Det er den pinsekirkelige kristendom, der kommer tættest på den kristendom, man finder blandt de første kristne. De fokuserer stærkt på intensiteten af religiøse oplevelser og forsøger at genoplive en kristendom præget af den ustyrlige ånd, som de første kristne erfarede,” siger Jörg Lauster.

”Men hos os europæere er det ikke så enkelt. Vi har en ganske anden kulturel tradition og historisk bevidsthed, og arven fra oplysningstiden, forsøget på at gennemtrænge det indre liv med fornuft, har gjort, at vi ikke kan praktisere de helbredelsesundere og den tungetale, som de første kristne praktiserede.”

Hvad har Helligånden så at sige mig i dag?

”At verden er dyb, at verden er et mysterium, at vi ikke skal lade os trække ned af det banale, det hverdagsagtige. Det er et eventyr og en stor glæde at leve i verden. Mystikerne talte om ånden som en trøster. Trøsten ligger ikke i, at ånden løser dine problemer med at finde en ny lejlighed, men den tilbyder en indre støtte, en dyb grund til at være til, en aflastning fra vore dagligdags problemer.”

Vi taler gerne om Gud i vores kultur, vi taler også om Jesus, men de færreste taler om Helligånden. Hvorfor er Helligånden blevet treenighedens underdog, hvis den er Guds tilstedeværelse på jorden?

”Det er meget rigtigt, at Helligånden er en underdog. Det er ikke let at forklare hvorfor. Jeg har ikke selv noget overbevisende svar. I teologien taler man om, at Vesten lider af Geistvergessenheit (åndelig glemsel). I den ortodokse kirke spiller ånden stadig en vigtig rolle. Men det har bestemt at gøre med vores rationalistiske tradition fra oplysningstiden. Ånd er meget vanskeligt at begribe. Jesus kan man pege på. Med ånden er det mere mudret. Kirkehistorien viser os også, at Helligånden rummer noget risikabelt, kirken har altid haft svært ved at tæmme ånden, og mange tosser har påberåbt sig ånden,” siger han.

Helligånden begyndte især at få trange kår, da Europa blev industrialiseret, og folk massevandrede til byerne i det 19. århundrede.

“Europa undergik en civilisationsproces, som hænger sammen med det, sociologen Max Weber kalder for affortryllelse af verden: Rationalisering, bevægelsen væk fra naturen, en vis kulde i livsomstændighederne, og det har skadet åndens tilstedeværelse.”

Men det ville være en berigelse for europæisk kristendom at fokusere mere på Helligånden, mener han.

”I Europa fokuserer vi altid på, at kirkerne bliver tomme, at folk melder sig ud. Vi tror, at dette institutionelle problem er et problem ved religionen. Men det er ikke det samme. Uanset hvor man vender sig i det 21. århundrede, er mennesker optaget af spørgsmål om meningen med livet. Mennesker vil gerne tale om ånd, og kirken kunne med fordel flytte sig lidt fra det dogmatiske sprog og engagere sig mere i den samtale. Dermed ville ånden også virke som et frisk pust ind i kirkens egen religiøsitet. For ånden har til alle tider været andet og mere end det, kirken har gjort den til.”

Den moderne teologi har da også de seneste to årtier genopdaget Helligånden, påpeger Lauster. I takt med pinsekirke-kristendommens udbredelse er vestlige teologer blevet optaget af, hvordan mennesket kan erfare Gud, og der udkommer stribevis af bøger om Helligånden.

”Ånden er på mode,” konstaterer han i bogen.

Selv mener han, at ånden har mange ansigter og viser sig i alle mulige sammenhænge.

”Det kan ske i ens samvittighed, i kunstnerisk inspiration, i naturen, men selvfølgelig også i gudstjenesten. Der kan ikke være ét autentisk udtryk, ånden er mangfoldig. Også etiske modeller som dem, teologen Albert Schweitzer skitserede – at vende sig til livet af ærefrygt for livet – er efter min mening moderne udtryk for den kristne ånd. Jeg vil ikke sige, at ånden kan findes i alt, men den kan findes der, hvor det gode i verden viser sig.”

Også andre religioner?

”Det er ikke sådan, at denne ånd optræder i samme grad i alle religioner. Den kristne ånds-forståelse er naturligvis meget stærkt forbundet med Jesus. Men vi behøver ikke altid klæbe religiøse etiketter på menneskers oplevelser. Jesus siger, ’den, der ikke er imod os, er for os’. Den sætning kan man også bruge i forbindelse med menneskers erfaring af ånden.”

Kunne man ikke indvende, at De blot gør Helligånden til en projektionsflade for alle mulige ideer og impulser?

”Det kan man meget vel, og det er allerede blevet gjort i en anmeldelse af bogen. For mig er ånden en fællesbetegnelse for alt muligt. Men for alt muligt, som først og fremmest ved, at det er baseret på en højere dimension, som vi kalder det guddommelige, og som i sidste ende arbejder for det gode i denne verden. Inden for disse kategorier er virkelig alting muligt.”

Men hvordan undgår man, at man blot instrumentaliserer Helligånden til noget, der passer ind i ens eget liv? Forbrydere og psykopater som den berygtede amerikanske kultleder Charles Manson har også henvist til Helligånden gennem historien.

”Der er bestemt en fare for instrumentalisering. Når vi ser på Helligåndens historie, har vi med mange tosser at gøre. Her hjælper fornuft og tradition. Der er en lang tradition, der fortæller os om åndens virke, og som kan sikre os, at vi ikke blot har med vort eget tankespind at gøre,” siger han og nævner apostlen Paulus, som i Det Nye Testamente skriver til en af de første menigheder, i Korinth.

“Menigheden bestod af meget åndsfokuserede mennesker, som dyrkede tungetale, mirakler og ekstase, men Paulus skriver til dem, ’tænk på de andre’. Han advarer mod at afgrænse sig i stolthed over at besidde ånden. Ikke alt, der er gavnligt for jer, er gavnligt for andre, betoner han. Ånden kan gøre mennesker meget forfængelige. Men Guds ånd afgrænser ikke, det er en ydmyg ånd, som forsøger at inddrage. Den pointe skal hjælpe os til at undgå sekterisme.”

Hvordan oplever De så selv Helligånden?

”Jeg er opvokset i Bayern, så jeg oplever ånden i naturen, i bjergene, søerne og skovene; men jeg er også professor i teologi, så jeg finder ånden i store tekster og kunstværker, og jeg er luthersk præst, så jeg oplever ånden i et ord fra Bibelen, der berører mig, i en tanke i en gudstjeneste, i en sang og nogle gange blot i et lys, der flakker,” siger han.

”Det ville være for meget sagt at kalde disse erfaringer for et gudsbevis. Men den kraft, der virker i mennesker, i historien, i naturen, og som på en eller anden måde virker til det gode, taler ifølge min overbevisning for, at der er noget på spil i verden, som er meget større end os selv.”