Prøv avisen
Kirken i verden

Kirkelige foreninger kan ikke være regeringens forlængede arm

Kristne i Nordafrika og Mellemøsten har været udsat for en række massakrer de seneste år. Her protesterer kristne koptere mod udviklingen med teksten ”Stop folkemordet på de kristne”. – Foto: Ritzau Scanpix.

Regeringen vil hjælpe mennesker, der er forfulgt af religiøse årsager. Det skal ske i samarbejde med trosbaserede organisationer, men hvor går grænsen mellem regering og organisation? Det kan K.E. Løgstrup give et svar på

Regeringen lægger i det finanslovsforslag, der i disse dage bliver drøftet i Finansministeriet, op til at fortsætte arbejdet i Udenrigsministeriets enhed for tros- og religionsfrihed. Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har på et møde i Dansk Kontaktforum for Religions- og Trosfrihed, der omfatter en række trosbaserede organisationer, understreget, at Udenrigsministeriet i fremtiden vil styrke samarbejdet med de trosbaserede organisationer om at fremme trosfrihed rundt omkring i verden.

I lighed med den tidligere borgerlige regering anerkender den socialdemokratiske mindretalsregering, at der er brug for en særlig indsats for religions- og trosfrihed og religiøse mindretal. Det gælder også de kristnes situation i Mellemøsten og Nordafrika.

Regeringens fornyede initiativ må hilses velkomment, fordi der er brug for at øge opmærksomheden i Danmark og i det internationale samfund om religions- og trosfrihed. Det er også glædeligt, at samarbejdet skal foregå sammen med danske trosbaserede organisationer, herunder missionsselskaberne, som igennem flere år har arbejdet med området.

I Mellemøsten er Danmission engageret i dialogarbejde mellem blandt andre kristne og muslimer, og det kan i denne sammenhæng betragtes som en form for forebyggende arbejde, der skal modvirke konflikt og forfølgelse. Mission Afrika har gennem mange år støttet den panafrikanske dialogorganisation Procmura, der arbejder for at fremme fred og forsoning mellem kristne og muslimer i 22 afrikanske lande. Det kan være svært at måle betydningen af missionsselskabernes indsats, men der er ingen tvivl om, at de gør et uhyre vigtigt stykke arbejde, når de opbygger tillidsfulde kontakter mellem personer centralt placeret i de religiøse miljøer.

Et af de helt store problemer, der kan være årsag til religiøs forfølgelse, er, at omtrent 85 procent af alle muslimer, buddhister og hinduer ikke kender kristne personligt – og omvendt. Det skaber let et fjendebillede og en utryghed om ”os og de andre”.

Missionsselskaber og andre trosbaserede organisationer kan have andre kontakter og arbejdsformer end regeringer. Forskellen på en regering og en trosbaseret organisation blev allerede berørt af den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup. Han bidrog i 1972 til festskriftet til Folkekirkens Nødhjælps 50-årsjubilæum med en række betragtninger om forskellen på diplomatiets spilleregler og den offentlige mening, sådan som den kan varetages af for eksempel en kirkelig eller en humanitær organisation.

K.E. Løgstrup betoner, at et demokratisk samfund er kendetegnet ved, at dets befolkning kan blive nødt til at føre udenrigspolitik på egen hånd, hvis situationen og nøden kræver det. En årsag kan være, at en regering er bundet af diplomatiets særlige spilleregler og derfor ikke kan handle retfærdigt.

I sådan en situation kan den offentlige mening komme på tværs af regeringen og diplomatiet, men det må de finde sig i, fordi det hører til den offentlige menings ytringsfrihed, at den skal supplere det politiske områdes og diplomatiets ytringsfrihed.

Det kan altså ifølge K.E. Løgstrup være nødvendigt at blande sig i en politisk situation, hvis der er brug for at afbøde et sammenbrud eller en konflikt. Her kan en organisation som talerør for den offentlige mening handle på måder, som er umulige for en statsmand eller et diplomati. K.E. Løgstrup kalder en sådan ret til at handle for ”den ikke-sanktionerede hjælps ret”.

I arbejdet for at forebygge og forhindre forfølgelse af religiøse mindretal kan der ofte være brug for at huske på K.E. Løgstrups skelnen mellem de to typer af ret, som diplomatiet og den offentlige mening varetager. Det er ikke altid, at diplomatiet slår til, og derfor må der være frihed for en organisation til at arbejde på egen hånd – også når en regering er uenig.

En sådan uenighed kan for eksempel opstå omkring de kristnes situation i Kina. I takt med at Kinas økonomiske og politiske magt vokser, er det blevet sværere for danske regeringer at kritisere Kinas krænkelser af menneskerettighederne – herunder retten til religionsfrihed.

De trosbaserede organisationer kan ikke være den danske regerings forlængede arm i arbejdet for tros- og religionsfrihed, men der kan forhåbentlig blive opbygget et tillidsfuldt samarbejde, hvor begge parter respekterer, at de har frihed til at udføre arbejdet ud fra deres forskellige opgaver og arbejdsformer.

Peter Lodberg er professor i teologi på Aarhus Universitet.