Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Før søndagen

Kirken kan holde os på jorden

Frederik Wiedemann kalder det ”pjattet”, når præster ikke tror på det, de prædiker. - Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix

Internetdirektør på Politiken Frederik Wiedemann betegner sig selv som ateistisk lutheraner, der holder af at gå i kirke og blive mindet om sin fejlbarlighed. Selvom han ikke er troende, går han gerne til alters. For vi skal være åbne for det, vi bliver givet, sådan som de fattige er i søndagens tekst, mener han

For tre år siden gjorde Frederik Wiedemann noget, han havde forsvoret: Han tog på Roskilde Festival.

”Da jeg var yngre, og mine venner fortalte begejstret om det, tænkte jeg, at det var godt, det ikke var mig, der skulle tilbringe adskillige døgn med alt for høj musik og ende med at stå og tisse i et telt. Men så en dag tænkte jeg, at jeg da lige så godt kunne prøve det. Og det var fantastisk. Sådan er det tit med ting, vi føler os frastødt af. Det er ofte, fordi det appellerer så stærkt til os, at vi ikke kan rumme det, og så afviser det,” siger den 44-årige direktør for det digitale område på Politiken, Frederik Wiedemann.

Han nævner oplevelsen med Roskilde Festival som et eksempel på de muligheder, vi kan have en tendens til ikke at tage imod, fordi de umiddelbart ikke passer med vores billede af, hvem vi er, eller hvad vi vil med vores liv. En tendens, han mener at søndagens tekst kan pege på, hvor mange siger nej til en festinvitation, hvorefter de ”fattige, vanføre, blinde og lamme” inviteres i stedet.

”Den oplagte tolkning af lignelsen er, at Gud inviterer os til troen, og tager vi ikke imod den, er vi fortabte. De fattige og underprivilegerede er derimod i stand til at tage imod. Men den tolkning siger mig ikke rigtig noget. Der går for meget hvervekampagne i den. Det virker gammeldags og ikke så relevant, som jeg faktisk mener, at evangeliet er,” siger han.

Drejer man perspektivet lidt, træder noget mere interessant frem, mener han.

”Invitationen kan vi se som muligheder, vi får gennem livet - socialt, arbejdsmæssigt, i kærligheds- og familielivet. Er vi alt for optaget af at styre i en bestemt retning, finder vi måske ikke ud af, hvad vi er gode til. Især når vi er unge. Jeg tror, det er vigtigt, at vi er åbne og prøver ting af,” siger han.

Samtidig kan der, erkender han, ligge en fare i at ville prøve det hele eller i ikke at turde vælge af frygt for at vælge forkert.

”Kierkegaard tegner det her billede af, at muligheder kan overvælde os og gøre os angste og handlingslammede, ligesom følelsen af ikke at have muligheder kan gøre os angste. For mig har især det første været tilfældet. Jeg er nok privilegeret af at have haft mange muligheder. Men jeg har så brugt en del energi på at finde ud af at vælge fra. I de senere år har jeg forsøgt at koncentrere mig om ting, som jeg synes, jeg er god til, og som giver mig mening og glæde,” siger han.

Med det mener han især en kombination af det analytiske og forretningsmæssige med det kreative, legende og kulturelle. Denne kombination har han i sit job som digital direktør på Politiken. Men han er ikke kommet til jobbet via den oplagte karrierevej.

I 1989 blev han student fra Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg med årgangens højeste gennemsnit.

Efter studiet blev han ansat som embedsmand i Finansministeriet og siden Statsministeriet, og mange ville være blevet inden for embedsapparatet.

Men Frederik Wiedemann brød boblen og blev innovationsrådgiver i erhvervslivet. Sidste år foretog han så endnu et utraditionelt skifte, da han skiftede til Politiken.

”Ved at arbejde så forskellige steder har jeg også fået et indblik i de tre primære magtcentre, den politiske sfære, det private erhvervsliv og medierne. Jeg har altid syntes, at magtspil er uinteressante og ufrugtbare. Måske kan man sige, at de mænd i lignelsen, der afviser Herrens invitation, gør det, fordi de er for optagede af karrierevej eller magt,” siger han.

De analytiske evner og interessen for kultur har Frederik Wiedemann med fra barndomshjemmet med en mor, der er psykolog, og en far, der var jazzanmelder.

Han betegner barndomshjemmet som ”nærmest kulturradikalt, ikke-kirkeligt på grænsen til det anti-kirkelige, men samtidig spirituelt nysgerrigt.”

Frederik Wiedemann blev hverken døbt eller konfirmeret, men har af sin mor fået fortalt, at han som lille holdt af at komme ind i kirker, især i Sydeuropa, for at kigge på rummet og høre musikken.

”Dengang var det nok meget en æstetisk oplevelse, mens det siden mere blev prædikenen, der optog mig. Jeg har det stadig sådan, at jeg bedst kan lide analyserende prædikener,” siger han. Han går typisk i kirke til højtiderne og et par gange årligt derudover, enten i den lokale folkekirke i Dyssegård eller i Tibirke, hvor familien har sommerhus.

”Men jeg kan også lide at komme i kirker og høre præster, jeg ikke kender. Faktisk foreslog jeg Smagsdommerne, hvor jeg var med i dommerpanelet, at anmelde en gudstjeneste som en forestilling,” siger han.

Frederik Wiedemann erkender, at hans tilgang til verden - og til det, foregår i kirken - er meget analytisk.

”Jeg er meget rationel og kan ikke kalde mig troende. Jeg vil sige, at jeg er ateistisk lutheraner. I det ligger en respekt for troens alvor og for det paradoksale, provokerende og radikale, som for eksempel Kierkegaard hævder, at der ligger i kristendommen. Jeg har respekt for det rum, som åbner sig i troens univers. At afvise det er for nemt og for lavpandet,” siger Frederik Wiedemann, der også altid går til alters, når han er til gudstjeneste:

”Det var en beslutning, jeg traf som helt ung, da min kloge ældre svoger sagde til mig, at man ikke skal spekulere så meget over, hvad man præcist tror eller ikke tror, men bare tage imod nadveren. Det vælger jeg så at gøre, ligesom de fattige, blinde og lamme gør i søndagens tekst.”

Han kaldet det ”pjattet”, når præster ikke tror på det, de prædiker, og er glad for Tidehverv, ”fordi de insisterer på adskillelsen af det guddommelige og det menneskelige og på, at man ikke kan bøje evangeliet for at få det til at passe til en bestemt politisk ideologi”.

I det hele taget føler han sig beslægtet med luthersk kristendom og vil gerne give det menneskesyn, han finder der, videre til sine to børn:

”Mine børn er døbt, og for en måned siden blev vores søn konfirmeret. Det var hans eget valg, og jeg var glad for, at han traf det. Det kan virke mærkeligt, når jeg ikke er troende. Men jeg mener, at det er vigtigt, at vi har et sted, hvor vi bliver mindet om, at vi er skrøbelige og syndere. Deri ligger en befriende anerkendelse af, at mennesket er fejlbarligt - og det tror jeg beskytter mod politiske utopier, der mangler ydmyghed over for noget uden for mennesket selv.”

Frederik Wiedemann henviser til den appel, partier som Alternativet og Enhedslisten har på mange vælgere.

”Jeg synes, at det er bekymrende, når partier, jeg vil kalde utopiske, får for meget vind i sejlene. Når mennesker tror, at de kan skabe det perfekte, ender det altid galt. Det så vi med det 20. århundrede store utopier, nazismen og kommunismen, hvor Gud var fraværende, og vi ser det med islamismen, hvor Gud bliver brugt som redskab. Der ser jeg det kristne menneskesyn som et modsvar. Kirken kan holde os på jorden, hvor vi vel må siges at høre til.”