Prøv avisen

Kirken kan ikke længere tale tiden imod

"Hvis tingene bliver for radikale eller for lidenskabelige, så bliver danskerne bange," siger mangeårig direktør for Søren Kierkegaard Forskningscentret Niels Jørgen Cappelørn, som ses her foran sin samling af bøger fra Søren Kierkegaards eget bibliotek. Foto: Leif Tuxen

Opgøret med politisk korrekthed i folkekirken og ulidenskabelig, statskirkelig kulturkristendom er mere påkrævet end nogensinde, mener professor og mangeårig leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret Niels Jørgen Cappelørn, som i morgen bliver 70 år

”Måske er der ikke så meget brug for et oprør på Det Teologiske Fakultet,” udtalte den da 23-årige stud.theol. Niels Jørgen Cappelørn iført baskerhue og moderigtig hornbrille til Billed-Bladets reporter i de hektiske dage under studenteroprøret i 1968.

Den udtalelse måtte han efterfølgende høre meget for, i en tid hvor stort set alle unge studerende var et sted mellem pink og ræverøde, som den nu 70-årige professor, æresdoktor og anerkendte Kierkegaard-forsker Niels Jørgen Cappelørn formulerer det. Til gengæld er der i dag brug for et opgør med en række af eftervirkningerne af 1968, mener han.

”68'ernes opgør med autoriterne var på mange måder nødvendigt, men kampen for frihed endte i en sejr for vilkårligheden. Det præger samtiden i dag, hvor ingen vil binde sig til noget som helst.”

At binde sig til opgaver og føle sig forpligtet til at fuldføre dem har til gengæld været et grundvilkår i Niels Jørgen Cappelørns liv siden barndommen blandt vækkelsesbevægelsen ”De stærke Jyder” i Øster Snede, som var præget af streng luthersk opdragelse.

Fra lejligheden på Islands Brygge med udsigt over Københavns Havn kan han i dag se tilbage på et arbejdsliv præget af 20 år som leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, 13 år som generelsekretær i Bibelselskabet og et halvt århundrede i forskningens, teologiens og kristendommens tegn.

”Egentlig ville jeg have været psykiater som min farbror, der var et stort forbillede for mig. Men i teologien kunne jeg kombinere min optagethed af sindet med min interesse for filosofi og min fortrolighed med de bibelske tekster,” fortæller han.

Kierkegaard blev tidligt en ledsager. Allerede som studerende udarbejdede han 140.000 håndskrevne kartotekskort til et indeks over Kierkegaards skrifter. Det livslange forhold ses i lejligheden, hvor Kierkegaard-litteratur fylder de fleste rum fra gulv til loft. I stuen er samlet udgaver af de bøger, som oprindeligt indgik i Søren Kierkegaards eget bibliotek.

Forud for interviewet har Cappelørn dog accepteret, at det ikke kun skal handle om Kierkegaard. Men han lurer i kulissen. Også når samtalen falder på folkekirken anno 2015.

”Folkekirken har mistet evnen til at være modstemme, i takt med at den er blevet en del af den statsliggjorte politiske korrekthed. Tidens manglende evne til at ville forpligte sig viser sig i en udvandet teologisk forkyndelse, som ikke tager kristendommens radikalitet alvorligt. Dobbeltheden af strenghed og kærlighed er forsvundet, og tilbage er kun det bløde, uforpligtende kærlighedsbudskab, som ikke støder nogen.”

Det er ikke, fordi Cappelørn har planer om at skulle føre kirkekamp som Kierkegaard, der i de sidste år af sit liv tordnede mod datidens magelige statskirke. Men der er for ham at se fortsat masser af teologisk skyts i fastholdelsen af pligtens og ansvarets betydning for den sande kristendom, som for Cappelørn også er et personligt og eksistentielt anliggende.

I de sidste 15 år har han kun haft enkelte feriedage, og selvom han tilbringer 70-årsdagen på en uges ferie i Rom, er det nærmest naturstridigt for ham ikke dagligt at indfinde sig ved sit skrivebord. Arbejdende.

”Pligtfølelsen ligger dybt i mig. Også negativt som en skyldfølelse. Det kan blive for meget, men jeg savner pligtfølelsen i samfundet. Vi taler altid om, at det er statens, samfundets eller de andres ansvar. Men det er jo os selv, det handler om. Vi har selv medansvaret.”

Ansvarsfraskrivelsen og det umættelige behov for frihed viser sig i en rastløs, evigt tvivlende zapper- og app-kultur, som vil alting på én gang. Vi er blevet bange for enfoldigheden, for det at ville ét, siger Cappelørn.

”Vi ser det også i angsten for radikaliseringen og fanatismen. Hvis tingene bliver for radikale eller for lidenskabelige, så bliver danskerne bange. Det siger sig selv, at man hverken kan eller skal forsvare den radikalisering, som finder sted inden for islam i disse år, men det er dobbelt ulykkeligt, hvis det fører til en angst for lidenskabelighed i det hele taget.”

Nutidens ulidenskabelige tilgang til religion kan spores i den stigende optagethed af det spirituelle. Lige så snart det bliver hægtet op på nogle forpligtende dogmer på et fælles trosgrundlag, bliver det for undertrykkende for mange danskere, påpeger Niels Jørgen Cappelørn.

Figuren går igen i den teologiske debat om alt fra Guds almagt til opstandelse, hvor præster påberåber sig trosfrihed, men også i den øvrige samfundsdebat, hvor mange glemmer, at vi etisk set er forpligtet til at forholde os til andre end os selv, understreger han.

”Kristendommen skal forkyndes på tidens vilkår, men ikke på tidens betingelser. I dag er meget af folkekirkens forkyndelse endt med en kulturkristendom, som ikke har meget med kristendom at gøre. Kirken skal turde udfordre kulturkristendommen, men det kræver, at man tør lægge pænheden fra sig.”