Prøv avisen

Kirken må stille sine egne spørgsmål og finde egne svar

Bibelen Foto: Sinar 2/colourbox.com//colourbox.com

Kirkeanalyse

Kan et flertal af folkekirkens medlemmer bestemme, at homoseksuelle skal kunne vies i kirken? Ja, hvis der er gode kirkelige grunde, der taler for flertallets synspunkt

Det helt centrale spørgsmål i folkekirken er, om dens fremtoning og indsats præsenterer og repræsenterer Jesus Kristus, så mennesker kan se, at han er det afgørende svar på deres spørgsmål. Det er lakmustesten for enhver kristen kirke.

LÆS OGSÅ: Bibelen har et konkret budskab om homoseksuelle vielser

Bibelen kan bruges til mangt og meget og bliver det. I en luthersk kirke er det afgørende, at den læses og bruges, så den driver på Kristus. Det afgørende er, at bibelbrugen bidrager til at gøre Jesus Kristus kendt, troet og efterlevet, så vidt det nu står til mennesker.

Gudstjenesten kan mildt sagt også bruges til mange formål og bliver det. I en luthersk kirke er det afgørende, at ordet går i svang, så troen på Jesus Kristus undfanges og vokser i menneskers hjerter.

For kirkens ordninger gælder det samme. Både erfaring og forskning viser, at hvad der står i Barmen-erklæringen fra 1934, er sandt den dag i dag: Kirken forkynder i lige så høj grad med sin ordning som med sin prædiken. Med ordning skal der her tænkes på alt fra ledelse og økonomi til modtagelse af mennesker og velsignelse af den ene eller den anden form for parforhold og ægteskab. Mennesker tager med fuld ret mindst lige så meget bestik af kirkens fremtoning og praktiske virke som af dens teologi og forkyndelse.

Her har vi hovedgrunden til, at den sekulære stat ofte er som en elefant i en glasbutik, når det gælder kirkeledelse. Staten skal have forstand på politik og samfundsledelse, men kan ikke forventes at tænke ud fra kristendommen, og hvad der er vigtigt i kirkeledelse. Ganske vist kan mange af statens politikker fint bruges i kirken. For eksempel er det klogt, at kirken bruger statens regler for offentlighed i forvaltningen, revision af regnskaber, arkivering og meget andet.

Men i de vigtigste sager må kirkens ordning indrettes efter andre principper end statens. Derfor går det galt, når man betragter menighedsrådene på linje med kommunalbestyrelser, eller når man vil afgøre kirkens praksis med hensyn til parforhold alene ud fra statslig ligestillingspolitik. Kirkens afgørende formål er ikke ligestilling, men at Jesus Kristus må kunne bo ved troen i stadig flere menneskers hjerter, som det hedder i bønnen til folkekirkens nadverritual b) i øvrigt med et citat fra Efeserbrevet 3,17.

De afgørende og mest oversete principper for kirkens liv og virke findes i Bibelen, ikke mindst hos Paulus, for hvem livet i den kristne tro altid står i centrum. Følgende korte udsagn kan læses som en hel lille manual for kirkens liv og virke: Tilpas jer ikke denne verden, men lad jeg forvandle ved en sindets fornyelse. (Rom. 12,2). I skal have det sind for hinanden, som var i Jesus Kristus (Fil. 2,5). Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse (Rom. 12,11). Det afgørende i moralske spørgsmål er, om ens adfærd kan bringe de svage til fald (1. Kor. 8,9).

Vi kan se på ægteskabs­debatten som eksempel. Vil det at kalde et par af samme køn for ægtefolk kunne bringe gammeldags kristne til at falde fra troen på Jesus Kristus? Eller vil det omvendt kunne holde homoseksuelle par borte fra troens kilder i kirken, hvis kirken ikke kan få over sine læber at kalde dem ægtefolk? Det er den slags spørgsmål, der må stilles, når det gælder kirkens seksualmoral akkurat som når det gælder de kristne spiseregler, som Paulus skriver om i 1. Kor., kap. 8.

Kirken må værne om samvittighedsfrihed, mindretal og mangfoldighed, som er helt anderledes grundlæggende i kirken end i det flertalsdiktatur, som staten i stadig stigende grad regeres efter. Kirken har brug for at stille sine egne spørgsmål og finde sine egne svar. Kun kirken kan sikre kristendommen plads i kirken. Det er den til gengæld godt rustet til, hvis den flittigt bruger alle de teologiske kilder, den har til rådighed.

Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet