Det burde forpligte at være den institution i vores samfund med den længste hukommelse. Men i stedet for at stå på mål for sin teologiske og kulturelle arv så forsøger kirken at omfavne det moderne samfund og undgå at kritisere. Af frygt for at tabe endnu mere af sin samfundsmæssige indflydelse.
Nogenlunde så kort kan man formulere den kritik af nutidens protestantiske kirker, som kommer fra professor i kirkehistorie ved universitetet i den tyske by Göttingen Thomas Kaufmann.
Han har for nylig været i Danmark i forbindelse med MatchPoints Seminaret om Reformationen, hvor han blev præsenteret som en af verdens førende reformationshistorikere. Og det var da også den historiske baggrund for Reformationen og dens forskellige udformninger i Europa, som Thomas Kaufmann koncentrerede sig om i sit oplæg på seminaret. Men han sluttede af med sætningen ”Lad os gøre dette civiliserede Europa stærkt igen”, og det er de tanker, han bliver bedt om at udfolde i det efterfølgende interview.
”Som kirkehistoriker har jeg både et historisk og et teologisk ben. Men på begge områder er der en tendens til, at kirkerne – og her taler jeg selvfølgelig især om de tyske – hverken står op for den historiske lære efter Reformationen eller de teologiske kernebegreber hos Luther. I Tyskland er de tyske evangeliske kirker bange for at kritisere det moderne kulturliv, der blandt er kendetegnet ved sit store fokus på individet og selvudviklingen. I stedet omfavner de, hvad der er accepteret i samfundet. De kopierer endda den sociale udvikling, der er med til at skabe endnu større opdelinger mellem by og land, mellem os og dem, ved at skabe flersognspastorater og dermed fjerne præstens nærvær og kendskab til folk. Der er ingen tilbage til at hjælpe dem, der føler sig fortabt. Men vi har behov for at få styrket de sociale relationer og de sociale forpligtelser,” siger Thomas Kaufmann.
Han mener derfor, at de protestantiske kirker går galt i byen, når de ikke står op som en modkultur men i stedet er primært orienteret mod folk fra det, han kalder den kommercielle og sociale elite.
”Og det er jo helt anderledes end det fokus, Luther havde. Han forsøgte at være, hvor folket er, og netop undgå de bobler, hvor man kun møder mennesker som sig selv. Faktisk har jeg hørt højtstående gejstlige sige, at man helt burde forlade landområderne, fordi folk der er så konservative og uinteresserede i at hjælpe immigranter med at blive inkluderet. Men hvis vi gør det, så bliver det jo kun værre og værre. Vi er nødt til at være, hvor folk er, forstå deres mentalitet og hjælpe dem med at lukke op. Mange af dem har jo slet ingen erfaringer med, hvor spændende det kan være at møde folk fra andre kulturer.”
På den måde peger den tyske kirkehistoriker på, at kirkerne dermed heller ikke tager ansvar for at imødegå den intolerance, som han i stigende grad oplever. Blandet med en frygt og en dommedagsstemning, som han genkender netop fra tiden lige før Reformationen.
”I 1500-tallet var Europa præget af en massiv frygt for, at Det Osmanniske Rige ville indtage hele kontinentet. Og det var på denne apokalyptiske baggrund, at Luthers tænkning skal ses. Luther så lige frem tyrkernes fremmarch som Guds straf mod os på grund af vore synder. Så frygten for islam er bestemt ikke ny i Europas historie. Dommedagsstemningen er nærmest tilbage som dengang for 500 år siden,” fortæller Thomas Kaufmann.
Men vi må ikke glemme, at de samme 500 år også bærer på en vigtig historie om, hvordan religiøs sameksistens og tolerance viste sig at være den vigtigste lære, siger han.
”Der opstår en tradition for religiøs tolerance i kølvandet på Reformationen, og den er, som jeg ser det, et af grundprincipperne i i den europæiske civilisation. Det sker bestemt ikke med det samme, hvor vi ser direkte religionskrige på grund af opsplitningen. Det er en lang historie, og det tog nogle hundrede år, før vi fandt ud af, at krige ikke er måden at tackle forskelligheder på. Tolerance er nødvendig i forhold til den opståede diversitet, så vi kan leve sammen, og her har kirken en rolle at spille. For ingen andre institutioner i vores samfund har den historie med sig. Men den er vigtig – og en mulighed for kirken. For når vi taler om og insisterer på, at islam skal udvise tolerance, så har kirkens repræsentanter et ansvar for at fortælle, hvor lang tid denne opgave tog for os selv. Det sker ikke bare ved en appel. Det er en læringsproces gennem hverdagens møde og samspil,” siger Thomas Kaufmann og uddyber:
”Der er næsten ingen muligheder i Tyskland i dag for at møde folk med en anden baggrund. Jeg har oplevet det enkelte gange i en katolsk menighed i Göttingen, hvor folk mødes på tværs af religioner og kulturer, og netop gennem den personlige kontakt sker der noget. Og det møde kan kirken som institution skabe bedre end alle andre. Jeg bliver jo ikke mindre protestant af at møde andre. Faktisk bliver min religiøse identitet også ofte styrket ved at møde andre og tale med dem om deres tro.”
Læs tidligere interview med Thomas Kaufmann om den antisemitiske Luther på
