Prøv avisen

Kirken satser stort på dialog

Folkekirken i sit største dialogprojekt nogensinde

Med 100.000 kirkeministerielle kroner i ryggen er stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde i gang med folkekirkens største satsning på religionsdialog med muslimer nogensinde. Det er Muhammed-krisen, der har sparket initiativet i gang og gjort det åbenbart for folkekirken, hvor stort behovet for dialog er.

– De få københavner-imamer, som ofte optræder i medierne, repræsenterer ikke islam i Danmark, siger missions- og islamekspert Mogens Mogensen, der er en af to konsulenter i projektet.

Den anden er ph.d. Safet Bektovic, bosnisk muslim og tidligere næstformand i Islamisk Kristent Studiecenter. Endelig er bestyrelsesformand for Folkekirke og Religionsmøde, pensioneret sognepræst Leif Vestergaard også med i gruppen.

– Der findes samarbejde og dialog mellem muslimer og kristne lokalt. For eksempel en imam i Ikast, som henvendte sig til sognepræsten om en fælles demonstration for fredelig sameksistens. De eksempler vil vi gerne løfte ud i den nationale debat, siger Leif Vestergaard.

Det er gruppens ambition at nå hele vejen rundt om muslimer i Danmark. Det sker konkret i disse uger i mindst 25 møder med imamer og ledere af muslimske organisationer fra blandt andet Aalborg, Ikast, Odense og København. Møderne skal skabe kontakt og give fælles fodslag om religiøse værdiers plads i samfundet. Initiativet slutter med en stor konference til august med deltagelse af muslimske og kirkelige ledere.

Gruppen mener, at Muhammed-sagen har kastet lys over, at religionen spiller en rolle i det danske samfund, som ellers opfatter sig som sekulært.

Det mener Lene Kühle, der er adjunkt i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, også. Hun har kortlagt alle moskeer i Danmark og derfor talt med mange muslimer om opfattelsen af det danske samfund.

– Jeg tror, at Folkekirke og Religionsmødes initiativ kan hjælpe mange muslimer til at forstå, at de ikke er alene om at have en religion i et sekulært samfund. At de forstår, at deres problemer er generelle for religiøse i Danmark.

Også imam Abdul Wahid Pedersen ser positivt på initiativet.

– Når religion fylder så meget i debatten som nu, er det velkomment med flere fornuftige røster i debatten. Det er vigtigt, at de to største religioner taler sammen og tager fælles initiativer, siger han.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Kirke og tro