En højmesse er en time alene med sig selv uden afbrydelser. Men det er også en slags fragmenteret bibelstudie, hvor man gennem kirkeåret får kendskab til en lang række af Bibelens tekster. Det mener Radio24syvs programchef, Mads Brügger, og netop af de årsager indfinder han sig de fleste søndage på kirkebænken i sin lokale sognekirke.
Dermed er han en af de mange danskere, som folkekirkens biskopper har opfordret til at deltage i en debat om, hvordan gudstjenesternes form og indhold i fremtiden skal se ud. Og på et spekter mellem fornyelse i den ene ende og tradition i den anden placerer Mads Brügger sig helt og holdent som forkæmper for tradition og historie.
”I et samfund, der konstant og i stigende grad undergår forandring, hvor alt solidt smelter og fordamper, er det vigtigt, at kirken er en uforanderlig størrelse, som vedbliver med at gøre det samme. Det kan godt være, at nogle tænker, det er småting, hvis man for eksempel i forbindelse med nadverritualet kalder det et bæger i stedet for en kalk, men det synes jeg faktisk er ret afgørende. Forbindelsen til fortiden er en del af kirkens eksistensberettigelse, og det er farligt at begynde at ændre på sproget og formen i ritualerne. Så piller man ved noget helt grundlæggende, og det bliver en glidebane,” siger han.
Kirkens høje alder fornemmer Mads Brügger tydeligt i forbindelse med salmesang. Blandt hans yndlingssalmer er ”Hil dig, frelser og forsoner”, som har rod tilbage til før år 1250.
”Jeg kan især godt lide meget gamle salmer, som giver mig fornemmelsen af kirkens alder, og at jeg sidder et sted, der har rod i evigheden. Omvendt har jeg det meget svært med nyere salmer. De udtrykker den her ferske, udvandede protestantisme, som jeg ikke bryder mig om. Nej, jeg kan ikke med det.”
Det er dog ikke alt, der bør blive ved det gamle, erkender Mads Brügger.
”Jeg synes, det er mærkeligt, at man ved nadveren drikker den her dårlige, søde portvin og spiser nogle fuldstændig identitetsløse oblater. Jeg ville hellere spise syrnet brød, der blev brudt, og drikke vin, som minder om den vin, man lavede på Jesu tid,” siger han.
Mads Brügger så også gerne, at en ritualiseret hilsen mellem kirkegængere vandt større indpas. Det har han oplevet ved flere lejligheder, når han har besøgt katolske kirker i Italien og Tyskland.
”Jeg kunne godt tænke mig, at et håndtryk med sidemanden blev uomgængeligt. En fysisk handling ville styrke det kirkelige fællesskab, og den kunne ligge godt, når man efter prædikenen hører den apostolske velsignelse, der indledes med ’Lad os med apostlen tilønske hinanden’.”