103-årig: Jesus venter på mig

Livet har ikke været let for 103-årige Louis Mose, der har mistet tre koner og fire børn. Men siden sin vækkelse for 76 år siden har han været sikker på at være i Guds hånd, uanset hvad der sker

Louis Mose ses her i haven i Brønshøj i København, hvor han bor sammen med sin datter og svigersøn. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Louis Mose ses her i haven i Brønshøj i København, hvor han bor sammen med sin datter og svigersøn. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Louis Mose kan ikke for alvor komme i tanke om, at han har tvivlet siden den dag i 1943, da han under et møde i en lille apostolsk husmenighed i Vanløse ”besluttede at overgive sig til Jesus”. Det fortæller den 103-årige frikirkemand, som tager imod i sit hus i Brønshøj i København til en samtale om tro.

Som 27-årig var Louis Mose blevet udlært manufakturhandler, gift, havde fået et barn og var flyttet til København. Troen fyldte ikke noget i familiens liv. Men så blev Louis Mose syg af tuberkulose og indlagt på et rekreationshjem i Nordsjælland. Der lærte han en anden ung mand at kende, som hver søndag fik besøg af sin kone og indimellem også af konens veninde, en meget livlig og passioneret kvinde, som Louis også blev præsenteret for. Kvinden talte varmt og inderligt om Jesus, og gløden i hendes stemme og lyset i hendes øjne gjorde indtryk på Louis.

”Jeg blev grebet og måtte finde ud af, hvad det var, hun talte om. Så jeg tog med til et møde i Vanløse i den lille menighed, hun var en del af, og det var meget intenst og livligt. Der gik ikke mere end 2-3 gange, før jeg tog imod Jesus som min frelser, og så blev jeg døbt,” fortæller Louis Mose.

Kort efter blev også hans daværende hustru omvendt, og sammen kom de nu i nogle år i husmenigheden i Vanløse i København og i Apostolsk Kirke, også kaldet Evangeliehuset, ved Trianglen på Østerbro. De deltog i sommerstævner i Kolding, hvor der var møder i store telte, og nyligt omvendte blev døbt i en sø.

”Dengang var det hele nyt, og jeg ville have det hele med. Jeg husker en påske lige efter, at jeg havde overgivet mig til Jesus, hvor jeg var til 13 møder på fire dage,” siger Louis Mose.

Han fortæller videre, at der ofte kom talere fra England, og at møderne var meget intense.

”Det skete, at damerne græd, fordi det var så gribende. Jeg kan huske et møde, hvor en af damernes øjensminke løb ned ad kinderne på hende,” siger Louis Mose.

Apostolsk Kirke var dengang stadig ret ny i Danmark. Den første Apostolske Kirke blev dannet i 1924 og gik i en del år under navnet Evangelieforsamlingen. Den blev grundlagt af en tidligere KFUM-mand, Sigurd Bjørner, sammen med dennes hustru, skuespillerinden Anna Larssen. Hun havde allerede i 1909 sluttet sig til pinsebevægelsen, en vækkelse, som var kommet til Danmark fra USA, og året efter opgav hun sin skuespillerkarriere. I 1924 dannedes Apostolsk Kirke som en frikirke under Bjørners ledelse. Det var i denne kirke – og i en satellitkirke hertil i Vanløse – at Louis Mose og hans hustru fandt deres kirkelige hjem.

Ved møderne gav folk vidnesbyrd om deres omvendelse, mens andre talte i tunger eller profeterede. Der blev bedt for folks helbredelse, og Louis Mose oplevede på et tidspunkt, at de stærke smerter, han havde i knæene, forsvandt, efter at nogle af kirkens præster havde bedt for ham.

Louis Mose oplevede dog ikke selv at have helbredende eller profetiske gaver, men han blev tidligt en del af kirkens strengekor, hvor han spillede på mandolin til vækkelsessangene. Desuden kom han til at undervise i søndagsskolen, og ikke mindst brugte han sine administrative evner som kasserer for kirken gennem 30 år.

”Efter 25 år spurgte ledelsen, om der ikke var noget, jeg ønskede mig, og så fik jeg en cykel,” fortæller Louis Mose, der siden skiftede cyklen, som han fik af kirken, ud med en hurtigere cykel og siden med en elcykel, som han indtil for et par år siden brugte, når han kørte til sport og forskellige ærinder. Nu er hans balance og reaktionsevne ikke helt til at cykle længere, men han kan stadig gå i haven og plukke brombær, og med hjælp fra to stavgangsstænger kan han bevæge sig sikkert op og ned ad trappen i villaen i Brønshøj, hvor han bor sammen med sin datter og svigersøn, Rie og Michael Møller. Louis Mose bor på første sal, og datteren og svigersønnen bor i stuen. Men ofte tilbringer de aftenen sammen i stueetagen. Sådan har det været i 25 år, siden Louis blev enkemand for tredje gang, og langt de fleste søndage gennem årene er de sammen taget til gudstjeneste i den apostolske menighed, Københavns Frikirke på Filippavej på Frederiksberg.

Louis Mose og hans første kone, Anna, mistede et spædbarn under Anden Verdenskrig, og lige efter krigen døde Anna af tuberkulose. Det efterlod Louis Mose alene med to børn på ni måneder og fem år.

Et par år efter giftede han sig med Helene, som han mødte i Apostolsk Kirke, og som var blevet enke og alene med en lille dreng. Helene og Louis fik to børn sammen, heriblandt Rie Møller, og nåede også at fejre sølvbryllup, inden Helene døde. Efter Helenes død gik der nogle år, inden Louis Moses giftede sig igen, med Karen, som døde af kræft i 1992.

Herefter har han levet som enkemand, men siden 1995 har han boet sammen med Rie og Michael Møller i villaen i Brønshøj.

”Da I spurgte, om jeg ville flytte ind her, havde I nok ikke regnet med, at jeg blev så gammel,” siger han med et skævt smil.

Tre af Louis Moses børn er døde som voksne. For seks år siden døde hans søn Poul af kræft. Da Rie Møller og Louis Mose sammen tog ind på hospitalet for at sige farvel til ham, sagde den døende noget til dem, som blev helt afgørende for, at de kunne finde ro i at tage afsked:

”Han sagde til os, at vi skulle vide, at Jesus havde været der hele vejen, og at vi ville mødes i Himmelen. Så velsignede Louis ham. Det var stort, for ingen af os troede, at han virkelig havde et forhold til Jesus,” siger hun.

Det har været afgørende for Louise Mose, at hans børn har valgt at lade sig døbe. Flere af dem har i perioder valgt kirken fra, men alle er vendt tilbage til troen.

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv,” siger Louis Mose.

”Johannes 3, 16 er vel det mest berømte bibelsted, og det er også det, der har haft størst betydning for mig. Det siger jo det centrale i evangeliet,” siger han.

”Er du ikke bange for at dø?”, spørger Rie Møller.

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg er sikker på, at Jesus venter på mig, og at jeg skal møde dem, jeg har mistet. Men hvordan og hvornår kan jeg ikke vide. Det må jeg overlade til Gud,” lyder svaret.

Med sine 103 år har Louis Mose oplevet store forandringer både samfundsmæssigt og kirkeligt, men han er hverken vred eller oprørt over de ændringer, han har været vidne til.

”Kirken må følge med tiden, men evangeliet er det samme. Jeg er ikke så optaget af regler. Da jeg blev kristen, føltes det naturligt for mig at holde op med at ryge og gå i biografen, men det er ikke det vigtigste,” siger Louis Mose.

Heller ikke det faktum, at mange i dag – inklusive flere af Louis Moses 16 børnebørn og 30 oldebørn – lever papirløst sammen – bekymrer ham.

”Hvis de lever sammen ud fra den intention at blive sammen, er det helt fint,” siger han.

Også forandringerne i gudstjenesteformen lever han med, selvom han godt kan savne nogle af de gamle sange og ikke altid synes, at lovsangene har samme dybde og kvalitet som i hans unge dage.

”Det kan godt gå lidt over gevind, men jeg kan jo skrue ned for høreapparatet,” siger han.

Efter en lille pause tilføjer han: ”Jeg er dybt taknemlig over for Gud, fordi han har bevaret mig og stadig bevarer mig, ikke bare fysisk, men også i min tro på Jesus.”