Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste er, at det er en kærlighedshistorie. Jeg er med på alle de kritiske spørgsmål, man med rette kan stille om ondskab i verden, om Gud er retfærdig, den slags spørgsmål, og der er masser af ting, jeg ikke fuldt ud forstår. Men for mig handler kristendommen om en Gud, der elsker sit skaberværk og sine skabninger og vil have en relation med dem. Det er en lidenskabelig kærlighedshistorie, og det tiltrækker mig. I andre religioner ville jeg mangle den intentionelle gudsinstans, som vil noget med mig.
Jeg har altid haft en grundlæggende følelse af at være set og elsket bare i kraft af at være. Jeg har haft kriser i mit liv, men de er aldrig blevet eksistentielle, hvor jeg har følt, at mit grundlag forsvandt. Det skyldes nok, at jeg helt fra barn har været i en sammenhæng, i en familie og et kristent miljø, hvor budskabet har været, at jeg er skabt og set og elsket af Gud. Visheden om at være elsket giver hvile.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Når den skaber et ”dem og os”. Når kristne bliver ekskluderende. Hvis man tror på, at Gud har skabt alle mennesker i sit billede, må det gælde alle – uanset tro eller ikke-tro – at de er gudskabte væsner. For mig at se umuliggør det, at man tænker i ”os og dem”. Jeg anerkender, at der for eksempel er udfordringer med de mange flygtninge, men det skræmmer mig, når jeg hører kristne tale om flygtninge, som om de reelt ikke bekymrer sig om dem, men reducerer dem til en form for trussel.
Det værste er også, når kristendommen kun handler om ens personlige frelse. Når troen bliver reduceret til et spørgsmål om at få skaffet en billet til himmelekspressen. Som om denne verden er noget, man bare skal passere igennem, som en slags kvalifikationsrunde for at komme til VM. Så bliver kristendommen fattig.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
At der findes fysiske steder relativt tæt på, hvor vi bor, hvor vi kan gå hen og blive mødt med budskabet om, at vi er elsket og har værdi alene i kraft af, at vi er mennesker skabt i Guds billede. At folkekirken langt hen ad vejen ikke er inficeret af det sataniske neoliberale helvede, som præger vores samfund og den vestlige verden, og som reducerer verden til en markedsplads, hvor alt er til salg og kan prissættes.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Når folkekirken forsøger at gøre sig folkelig eller populær på bekostning af det mysterium, som evangeliet vel dybest set er. Hvis det skal give mening for mig at gå i kirke, vil jeg også der møde det mystiske, det, som jeg ikke helt forstår, men dog fornemmer er sandt.
Og så er det værste, når folkekirken forholder sig tavs i forhold til åbenlyse udfordringer i samfundet i ly af en misforstået opfattelse af, at troen er et privat anliggende for den enkelte. Det er svært for mig at forstå, hvordan man kan kalde sig kristen kirke og så ikke ytre sig i forhold til eksempelvis miljø og flygtninge og økonomi. Kirken kan og skal ikke blive partipolitisk, men den må tage de svages og undertryktes parti.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
For mig er det ubetinget nadveren. Særligt den nadverform, der findes i folkekirken, hvor mennesker knæler sammen og modtager det, der er større end os. I selve den handling transcenderes alle menneskelige forskelle, køn, race, social status, æstetiske præferencer og alt, hvad der ellers kan adskille os. Under nadveren knæler vi som rene mennesker over for Gud.
I forlængelse af den tanke ligger, at jeg ved nadveren træder ind i et måltidsfællesskab, der har været praktiseret i århundreder og vil eksistere langt ud i fremtiden. Jeg træder ind i et universelt kirkefællesskab.
Hvis jeg søndag formiddag har taget del i det fællesskab, hvor alle forskelle opløses, og vi står lige over for Gud, er det svært at kunne gå ud mandag morgen og kæmpe for større ulighed i verden. På den måde bliver nadveren også for mig en af de stærkeste politiske handlinger, jeg kan tage del i.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det er, når prædikenen bliver sådan en moralprædiken, som kan være udmærket i sig selv, men som man lige så godt kunne have hørt i et forsamlingshus. Kirken skal være en portal, hvor vi mødes om det, der er større end os selv. Man må tale sandt om sig selv som kirke, og det synes jeg ikke altid, man gør, når prædikenen bliver for hverdagsagtig. Det er desuden en udfordring, at søndagens tekst år efter år skal udlægges gennem den samme præsts optik og ofte med eksempler fra det samme hverdags- og familieliv.
Så er der noget i evangeliet, der reduceres. Tanken om, at vi dybest set alle er præster, lider under, at alle ikke har taleret. Jeg har ikke løsningen, men tror, det vil være sundt for folkekirken at tænke mere over, hvad prædikenen skal afstedkomme. Jeg har hørt mange prædikener i mit 41 år lange liv, men de færreste har haft livsændrende kvalitet. Når ordene har formået at skabe forandring i mit liv, er det oftest, når jeg selv har været en aktiv del af det.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
At vi tvinges til at blive mere tydelige. Jeg har en god ven, som har en meget markant personlighed, og jeg elsker ham for det, fordi han tvinger mig til at blive meget mere tydelig. Det gør det multireligiøse samfund også. Jeg bor i København og ser mange muslimer, for hvem troen synes så vigtig, at de tilrettelægger deres hverdag efter det. Det udfordrer mig til at tænke over, hvilke konsekvenser min tro har for mit hverdagsliv.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
At det er så besværligt. Det ville være nemmere, hvis vi alle så X Factor fredag aften og superligafodbold om søndagen og i øvrigt var enige om det meste. At have andre livstolkninger og livssyn tæt på kræver noget arbejde, og der savner jeg stemmer i debatten, der tør tale åbent om de problemer og udfordringer, som kultur- og religionsforskelle giver, men hvor jeg samtidig tror på, at de stemmer også vil det bedste for Ahmed eller Amina.