Bjørn Rabjerg har for nylig afsluttet to ugers eksamener på teologi på Aarhus Universitet. Det har været lange dage, men undervejs er der opstået momenter i samtalerne, hvor både han og den studerende har glemt sig selv og tiden. Og selvom det umiddelbart ikke minder meget om det, der sker, når man på en gåtur ved Vesterhavet bliver rusket igennem af vinden, er det de to eksempler, religionsfilosoffen nævner, når han skal pege på, hvor han i sit eget liv oplever, at der kommer noget til ham udefra.
”Kristendommen i den udgave, jeg holder af, peger på, at det virkelig vigtige i vores liv kommer til os udefra. Uden at vi selv kan præstere os frem til det,” siger Bjørn Rabjerg.
For ham at se er det, hvad søndagens tekst handler om.
”Ser vi hyrden og kvinden i teksten som billeder på Gud, møder vi en Gud, der går ud og finder det enkelte menneske, som har forvildet sig bort. Det er en Gud, der nok kan sørge over det bortløbne får, men ikke bærer nag. Og fåret bliver fundet, uanset hvad det har bedrevet. Gud er den almægtige, mens vi som mennesker er de afmægtige,” siger han.
Bjørn Rabjerg har en ph.d.-grad i religionsfilosofi og systematisk teologi. I mange år har han især beskæftiget sig med eksistensteologerne, særligt Løgstrup og Kierke- gaard.
”Kristendommen er jo flere tusinde års kontinuerlig tænkning over mennesket og menneskets lod. Kristendommen kredser om Guds almagt og menneskets afmagt modsat vestlig filosofi, der med rødder i den græske tænkning handler om, hvad mennesket kan og ved. Selvom jeg stadig regner mig selv som filosof, ser jeg store begrænsninger i filosofiens tækning om menneskets magt,” siger han.
Bjørn Rabjerg kalder ikke desto mindre sig selv et ikke-troende menneske. Han er vokset op hovedsageligt i Norge i et ”moderat venstreorienteret halvfjerdserhjem”, hvor ingen af hans forældre var troende, og han blev hverken døbt eller konfirmeret. Hans morfar fandt dog på trods af en afstandstagen til sin missionske opvækst kristendommen interessant, og Bjørn Rabjerg husker, at han ofte tog tekster fra Bibelen op eller inddrog kristendommen i diskussioner – uden at tale fordømmende om kristendommen.
”Det har jeg nok på en eller anden måde taget med mig, og selvom jeg fundamentalt er et ikke-troende væsen, finder jeg kristendommen vedkommende. Den udlægning, der betoner, at vi som mennesker får Guds ubetingede og ufortjente kærlighed – med streg under både ubetingede og ufortjente – finder jeg desuden meget smuk,” siger han.
Desværre, mener Bjørn Rabjerg, har mennesket en tendens til at blande sine egne teorier ind i den enkle tanke om Guds ubetingede kærlighed til mennesket.
”Hele det felt, der hedder menighedsteologi, handler sådan set om, hvordan den kristne menighed kommer til at forurene det evangeliske budskab. Det ses allerede i Det Nye Testamente, hvor evangelisternes egen hensigt skinner igennem. Løgstrup kaldte det fromhedsløgnen, og den har, som jeg ser det, sneget sig ind i søndagens tekst de to steder, hvor der er en aktivform af verbet ’omvende’. I det ligger der, at mennesket selv skal gøre noget aktivt for at vende sig mod Gud, men det bryder med ånden i lignelsen,” siger Bjørn Rabjerg.
Snarere, mener han, må vi forstå det sådan, at Gud skal vende mønten om, og Gud skal finde fåret.
”Som mennesker går vi vild hele tiden. Vi er selvoptagede, og hele den fokusering på os selv retter os det forkerte sted hen. Det er et motiv, vi finder allerede hos kirkefaderen Augustin med hans tanke om, at vi kommer til verden med lyset i ryggen og derfor kun ser vores egne skygger. Vender vi os mod Gud, ser vi i stedet lyset,” siger han og tilføjer, at et af de helt store teologiske grundspørgsmål netop har været, hvorvidt vi selv kan omvende os, eller om vi bliver omvendt.
Ifølge Bjørn Rabjerg udtrykker søndagens tekst, at vi bliver omvendt uden selv at kunne eller skulle gøre noget for at blive fundet af Gud. Fordi han opfatter mennesket som et afmagtsvæsen, der ikke selv kan vikle sig ud af sin selvoptagethed, mener han, at kirken bør være det sted, hvor alle på samme præmisser kan høre budskabet om en Gud, der elsker dem ubetinget og ufortjent.
”I kirken skal også den, der har tjent alle sine penge på at lukke gift ud i verdenshavene, eller den pædofile, kunne høre fortællingen om en Gud, der elsker ham eller hende lige så meget som alle andre. På menneskelig kulturel vis kan vi dømme nogen inde og ude – vi kan slet ikke lade være med det – men vi skal ikke hive Gud med ned i den suppedas.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
"Jeg ville betone Guds almagt og Guds ubetingede kærlighed og tale om den trøst, der kan ligge i fortællingen om en Gud, der altid leder efter og finder os – uanset hvem vi er som personer, eller hvad vi har lavet af svigt. Og så ville jeg tilføje, at det der omvendelsesræs, hvor vi tror, at vi skal finde tilbage til Gud ved egen kraft, det skal vi bare glemme."
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?
"For mig er der kun ét bud, det første. Jeg har tænkt på, om Moses kun fik det ene bud, men da han så kom ned fra bjerget og opdagede, at de andre havde bygget guldkalven, tænkte han, at for at trumfe det, måtte han have noget mere, og så fandt han på de ni andre, som for mig virkelig lyder af menneskeklogskab – moraliserende og ligegyldige."
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
"Jeg kan godt lide salmesangen, så længe den ikke bliver for pietistisk. I sangen flytter fokus væk fra jeget. Derudover foretrækker jeg en gudstjeneste, hvor evangeliet bliver forkyndt rent og purt – Guds kærlighed til mennesket. Og hvor man undgår enhver form for moralisering og politisering."
Hvordan er dit gudsbillede?
"Det er en Gud, der er så lidt menneske som overhovedet muligt, forstået positivt, fordi Gud i sin almagt og ubetingede kærlighed er anderledes end os mennesker, som kun formår at elske betinget, og som er afmægtige. En Gud, der elsker alle, uanset om de spiser kød eller på anden måde belaster klimaet. En Gud, der ikke sætter skel, sådan som vi mennesker ikke kan undgå at gøre."