Prøv avisen
Interview

Ny biskop: Kirken skal tale et sprog, moderne mennesker forstår

Marianne Gaarden er vokset op i et kulturkristent hjem i nordjyske Vendsyssel. Først i midten af 20’erne fik hun øjnene op for teologien og teologistudiet, som hendes daværende mand foreslog hende at søge ind på. Her ses bispekandidaten på Farø mellem Sjælland og Falster. Foto: Jens Welding Øllgaard

Vi skal udnytte danskernes åndelige sult ved at formidle evangeliet, så alle forstår og gribes af det, siger den nye biskop i Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden. Læs eller genlæs interviewet

Denne artikel er fra april 2017, men vi bringer den igen i anledning af, at Marianne Gaarden er valgt som ny biskop i Lolland-Falsters Stift.

”Har du noget imod, at vi beder en bøn, før vi går i gang?”

Efter at have fået grønt lys, indleder teologisk konsulent i Helsingør Stift Marianne

Gaarden med at takke for mødet. Så velsigner hun samtalen, journalisten og det igangværende bispevalg i Lolland-Falsters Stift, hvor hun selv er kandidat. Efter sit ”amen” kigger hun op og smiler.

”Det er grænseoverskridende, ikke? Sådan plejer vi ikke at gøre herhjemme. Men det er min erfaring, at det gør noget ved et møde, at man indleder med en bøn. Vi bliver mindet om, at vi ikke er alene, og at vi er indlejret i noget, der er større end os,” siger hun.

Det at bede før en samtale er noget, hun har fra den tidligere sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, som hun ser som et forbillede i sit arbejde. Hun har fået fortalt, at Tutu under et besøg i Danmark i 2004 mødtes med embedsmænd og daværende integrationsminister Bertel Haarder (V) og her bad om at indlede med en bøn.

”I en dansk sammenhæng kan det næsten opfattes som frækt at spørge, om vi lige skal bede, inden vi går i gang, men i andre kristne kulturer er det en selvfølgelighed. Jeg har taget den frimodighed til mig.”

Ligesom at bøn kan påvirke en samtale, så gør det også noget ved ens tanker at sidde i et kirkerum, siger Marianne Gaarden. Derfor har hun valgt Nørre Alslev Kirke på Nordvestfalster som stedet for dagens interview. Selv bor hun i ikke i stiftet, men i Lynge i Nordsjælland. Og det ser hun som en fordel.

”Når man har boet lang tid i et hus, så holder man op med at se fodlisten, der ikke er sat på, og andre uhensigtsmæssigheder. Min fordel som biskop er, at jeg kommer udefra og kan se, hvad man selv kan være blind for.”

Og hvad er det så hun ser, når hun kigger på stiftet? Et stort menneskeligt engagement, siger hun, men også udfordringer.

”Hvis vi først tager udfordringerne, så er der den demografiske udvikling. Der bliver færre hænder i landdistrikterne og dermed et mindre økonomisk grundlag for at være kirke. De færre menneskelige og økonomiske ressourcer betyder, at folkekirken med fordel kan styrke udviklingen fra solist- til samarbejdskultur. En kultur, hvor kræfterne forenes, hvor præster og menighedsråd samarbejder, og hvor de forskellige kirkers potentiale udnyttes bedst muligt.”

Når det er sagt, så mærker hun også en stor opbakning til folkekirken i stiftet.

”Jeg er faldet pladask for det menneskelige engagement. Folk investerer meget tid i den lokale kirke, og der er mange åndelige ressourcer og meget hjerterum her.”

Derudover indbyder stiftet til fordybelse og nærhed, hvilket ifølge Marianne Gaarden kan bruges i mødet med en af folkekirkens store udfordringer i dag, nemlig traditionstabet.

”Danskerne er blevet afkristnet, men har stadig en stor åndelig længsel. Jeg vil gerne arbejde for, at de kan se, at kirken har det, de efterspørger. Jeg oplever, at fordommene om den gamle patriarkalske folkekirke er blevet skiftet ud med en ny åbenhed og nysgerrighed. Det skyldes blandt andet, at kirken har formået at ændre sig, i takt med at samfundet ændrer sig. Vi har alternative gudstjenester med meditation og gospel, babysalmesang og samtalecaféer, og præsten er til stede til byfester og på festivaler. Vi har fundet nye måder at være kirke på uden at give køb på budskabet,” siger hun og tilføjer, at folkekirken selvfølgelig aldrig må opleves som underholdning.

”Men vi skal lave kirke på en levende og relevant måde. Vi skal tale et sprog, moderne mennesker forstår.”

Som biskop vil Marianne Gaardens primære fokus netop være, at det kristne budskab lyder, så folk forstår og bliver grebet af det.

Hun har skrevet ph.d.-af- handling om, hvordan kirkegængere oplever præstens prædiken, og hun underviser løbende i formidling. Derudover har hun i flere år arbejdet som konsulent for menighedsråd og præster inden for områderne samarbejde og kommunikation.

I arbejdet møder hun præster med vidt forskellige teologiske synspunkter, som ifølge hende alle skal respekteres og anerkendes.

”Forskellighed er folkekirkens styrke. Det giver dynamik og kan skabe udvikling, når forskellige perspektiver kommer til orde i kirken.”

Selv vil hun ikke placere sig et bestemt sted kirkeligt. Hun ikke er født og opvokset ind i en bestemt tradition, men derimod i et kulturkristent hjem i nordjyske Vendsyssel. Først i midten af 20’erne fik hun øjnene op for teologien og teologistudiet, som hendes daværende mand foreslog hende at søge ind på. Selvom hun hurtigt forelskede sig i uddannelsen, blev tiden på studiet ikke nem. Hendes mand fik konstateret kræft, mens hun læste, og efter nogle år i præsteembedet døde han.

”I det sygdomsforløb oplevede jeg, at jeg ikke selv havde kontrollen, men at jeg blev båret. Det var en erfaring af Guds nærvær, som jeg egentlig har haft siden barndommen – at alt var, som det skulle være, selv når der var kaos omkring mig.”

Et par år efter mandens død, valgte Marianne Gaarden at sadle om, søge en erhvervs-ph.d. og derfra beskæftige sig med prædikenlære og kommunikation.

”Hvis jeg kan inspirere fem præster til at prædike mere nærværende, så er jeg kommet længere end ved selv at stå på prædikestolen. På samme måde synes jeg, min energi vil være brugt rigtigt, hvis jeg som biskop kan være med til at inspirere og motivere præster og menighedsråd i Lolland- Falsters Stift.”