Nikolaj Bøgh møder som konservativt byrådsmedlem på Frederiksberg flere og flere ledere af ungdomsuddannelser, der melder om pressede unge mennesker. De fortæller ham, at der er en stigende tendens til, at deres elever får psykiske problemer og bliver henvist til psykologer.
Det er der flere årsager til, mener han, og en af dem bliver tydeliggjort i søndagens tekst fra Markusevangeliet. Teksten handler om at skabe forudsætninger for, at troen kan udbredes, og disse forudsætninger svækkes i Danmark i denne tid, mener byrådsmedlemmet og folketingskandidaten. Derfor mangler de pressede unge et vigtigt element:
“Individualismen er en djævelsk kraft, hvis den står alene. Kristendommen er på retur i samfundet, og det kommer til udtryk i disse yngre mennesker, der kører sig ned på grund af et præstationsræs, hvor det handler om at være perfekt. De mangler kristendommens budskab om, at vi ikke bærer vores bekymringer alene, og at vi ikke behøver være perfekte,” siger han.
I morgendagens evangelietekst fortæller Jesus en lignelse om en sædemand, der går ud for at så. Noget bliver sået på klippegrund og dør, fordi det mangler rod. Noget andet bliver ædt op af tidsler, mens noget tredje falder i god jord og giver udbytte.
På ét punkt handler teksten om, at Guds ord bliver forkyndt alle steder og ikke selektivt, siger Nikolaj Bøgh. Ligesom sædemanden sår på vejen og på klippegrund, bliver evangeliet forkyndt steder og hos mennesker, hvor der ikke er de bedste forudsætninger for, at det får udbytte.
“Det centrale er, at ordet bliver gjort tilgængeligt for alle,” siger han.
Men selvom det er tilgængeligt for alle, fortæller teksten også, at man både personligt og i samfundet kan skabe forudsætninger for, at troen kan slå rod. At både man selv og samfundet kan gøde jorden for, at evangeliet kan få udbytte.
Det er en opgave, samfundet og folkekirken svigter i øjeblikket, mener han.
“Kristendommen er på retræte i Danmark, og jeg oplever en stigende mistillid til religion generelt. Det så vi med imamloven, og vi ser det med skoler, der meget nødigt samarbejder med kirken om blandt andet at få plads til konfirmationsforberedelsen. Ikke mindst ser vi det i kristendomsfaget i folkeskolen, der er blevet svækket. Det er en udvikling, der fører os mod at blive et fattigere samfund, fordi det bliver sværere og sværere for folk at forstå, at der er andre tilværelsesfortolkninger end den rent naturvidenskabelige. Simpelthen fordi kristendommen bliver skubbet ud, og fordi folk ikke har kontakt med kirken som tidligere.”
Nogle vil måske indvende her, at kristendommen har fået en tydeligere plads i den politiske debat. Først og fremmest i det, at de to seneste regeringsgrundlag har indeholdt formuleringer om, at Danmark er et kristent land.
Og i debatter om islam over for traditionel dansk kultur bliver kristendommen af og til inddraget – ofte af islamkritikere – for at sammenligne religionerne og markere modsætningerne mellem dem.
Men det er den forkerte gødning for, at kristendommen kan genfinde sin rolle i samfundet, mener Nikolaj Bøgh:
“Det er rigtigt, at der er tendens til, at man politisk forsøger at definere egne værdier som modsætning til islam. Det synes jeg ikke er noget sundhedstegn, men det er måske bedre end ingenting. Det bedste ville være, hvis kristendommen kunne spille en vigtig rolle i samfundet i egen ret og ud fra egne kvaliteter.”
Skal det ske, må folkekirken begynde at gøre mere ud af mission, mener han. Kirken har en missionsforpligtelse, som den ifølge ham har svigtet til fordel for “indadvendte processer og selvrefererende kursusvirksomhed”.
“Der ligger en stor opgave i at forklare kirkefremmede gammeldanskere og nydanskere, hvad kristendommen går ud på. Det er en opgave, som jeg ikke synes, kirken har løftet i ordentlig grad, og det er jo alvorligt, ikke mindst i lyset af denne evangelietekst. Folkekirken har til opgave at udbrede evangeliet. Men den virker i højere grad interesseret i at have dialog med andre religioner.”
Selvom jorden kunne være bedre, og selvom kristendommen kunne have bedre forudsætninger i Danmark, er vi dog stadig et kristent land, mener Nikolaj Bøgh. Kristendommen præger stadig mange værdier og institutioner. Men dette skal holdes ved lige for ikke at miste det.
“Hvis ikke vi har et fundament i troen, bliver erstatningen, at vi sætter os selv i centrum. Som med de psykisk pressede gymnasieelever kommer vi til at finde ud af, at individualismen er nådesløs. Det er for hårdt for mennesker altid at skulle leve op at være universitets perfekte centrum og livets endemål. Man har brug for at være en del af et fællesskab og for at kunne dele sine sorger og bekymringer med nogen. Kristendommen er et af de stærkeste fællesskaber, vi har til det formål, hvis man ellers evner at åbne sit hjerte for det. Vi må skabe den gode jord, så kristendommen igen kan være et korrektiv til individualismen.”