Væk med fjer og pen og ind med computere i præstegårde og kordegnekontorer. Det var mantraet, da politikerne for 15 år siden bestemte, at de gamle håndskrevne kirkebøger skulle erstattes af en elektronisk kirkebog for hele landet.
Løftet til folkekirken var ikke alene, at personregistreringen ville blive enklere, den ville også blive billigere, omend der selvfølgelig var en del startomkostninger ved projektet. 186 millioner kroner inklusive moms for at være helt præcis. Folkekirken ville herefter kunne spare hele 30 procent af sine udgifter til personregistrering, hvilket dengang svarede til 30 millioner kroner.
LÆS OGSÅ: Kirkefolk: Vi kan spare en milliard kroner om året
Siden de første navne blev flyttet over i den elektroniske kirkebog, den såkaldte verificering, har der da også været en økonomisk gevinst. Bare ikke til folkekirken.
Da kirkebogen blev indført i 2001, var der omregnet til fuldtidsstillinger lidt under 500 kordegne i Danmark. I dag er der over 500. Kirkebogsførende sognepræster, som også tager sig af personregistrering, er der heller ikke blevet færre af.
Forsøget på at spare folkekirkelige penge i en periode med stigende udgifter og faldende medlemmer lykkedes altså ikke.
Ifølge landsformand for Danmarks Kordegneforening Torben Palm fra Roskilde Domkirke er der imidlertid en god forklaring på, at den mere effektive personregistrering ikke har udmøntet sig i færre kordegne i sognene.
LÆS OGSÅ: Sådan har fem kirker sparet sig ud af en skrantende økonomi
Der burde have været en besparelse i personaleforbruget, men netop omkring år 2000, da den nye kirkebog blev indført, fik vi børneloven. Den indebar, at hvor man tidligere skulle forbi statsforvaltningerne i alle faderskabssager, åbnede man for, at langt de fleste sager kunne klares i bopælssognet. Det gav ekstra opgaver til kordegnene, forklarer Torben Palm, der peger på, at noget lignende skete i 2006, da der kom en ny navnelov.
Da fik vi myndigheden fra statsamterne over de fleste navneændringer, for eksempel ved borgerlige vielser, som udgør langt over halvdelen af alle vielser. De seneste 10 år er det også blevet hvert sogns eje at have en hjemmeside, og det er helt almindeligt, at kordegnen trækker i de tråde.
Eller som Torben Palm konkluderer:
Jeg er helt sikker på, at statsforvaltningerne kan se en besparelse, men det kan kirken ikke.
At folkekirken ikke har fået nogen økonomisk gevinst ud af den elektroniske kirkebog, bekræftes af kontorchef Klaus Kerrn-Jespersen fra Ligestillings- og Kirkeministeriet:
Den effektiviseringsgevinst, der har været, er i hvert fald ikke blevet høstet i absolut forstand. Pengene er blevet brugt til andre aktiviteter lokalt, siger han.
Idéen om at gøre kirkebogen elektronisk opstod i første halvdel af 1990erne i takt med digitaliseringen af mange andre samfundsinstitutioner. Folkekirken påtog sig opgaven efter debat i det kirkelige landsskab ifølge nogle kilder, fordi man frygtede at miste hele opgaven med at fødselsregistrere til det offentlige. Set med statens øjne var det smart at få folkekirken til at betale for digitaliseringen.
Da arbejdet med at indføre den elektroniske kirkebog blev forberedt midt i 1990erne, var socialdemokraten Birte Weiss både indenrigs- og kirkeminister. Hun fortryder ikke i dag, at kirkebogen blev indført, heller ikke selvom den ikke har givet nogen mærkbar økonomisk gevinst for kirken.
Jeg kastede mig glad og gerne ind i det projekt. Det var en fuldstændig fornuftig beslutning, at folkekirken gik ind i en praktisk forbedring af personregistreringen. Det var praktisk for kirken, og det var praktisk for borgerne, at man skabte nogle mere fornuftige arbejdsgange, siger Birte Weiss.
Der var fra begyndelsen modstand mod projektet i nogle kirkelige kredse, fordi man med elektronikken gjorde op med flere hundrede års kulturelle tradition for at skrive kirkebøgerne i hånden. Protesterne døde dog ret hurtigt ud, men det er en anden historie.