Kirkens Korshær tabte 32 millioner under corona: Vi kunne ikke se os selv i øjnene, hvis vi bare lukkede

Lukkede genbrugsbutikker har sat pres på økonomien hos Kirkens Korshær, som skulle have holdt årsmøde i denne weekend. Sidste års overskud har været afgørende for den folkekirkelige hjælpeorganisation, siger korshærschef Helle Christiansen

”Vi holdt 90 procent af vores sociale arbejde åbent eller delvis åbent, velvidende at der ikke var penge til det. Men vi oplevede et stærkt behov og følte ikke, vi kunne se os selv i øjnene, hvis vi bare lukkede og gik hjem,” siger korshærschef Helle Christiansen.
”Vi holdt 90 procent af vores sociale arbejde åbent eller delvis åbent, velvidende at der ikke var penge til det. Men vi oplevede et stærkt behov og følte ikke, vi kunne se os selv i øjnene, hvis vi bare lukkede og gik hjem,” siger korshærschef Helle Christiansen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

I denne måned ville en historisk begivenhed have fundet sted i Kirkens Korshær. Organisationen skulle nemlig have haft sit første årsmøde, efter at den i oktober sidste år gik fra at være registreret som religiøst samfund til almennyttig forening.

Ændringen skyldtes en ny lovgivning, der gjorde det nødvendigt for Kirkens Korshær at blive mere medlemsbaseret, hvis dens bidragsydere skulle have bestemte fradragsfordele. Og den betød, at organisationen til årsmødet i år skulle holde generalforsamling med alt, hvad der dertil hører.

Men så kom coronakrisen, og årsmødet er nu udskudt til næste år.

Og selvom det er ærgerligt, er det en af de mindre konsekvenser, coronakrisen har haft for Kirkens Korshær. For både organisationens arbejde og økonomi er blevet kraftigt berørt af nedlukningen af Danmark i foråret.

Den 12. marts lukkede Kirkens Korshær alle sine 236 genbrugsbutikker af hensyn til de omkring 7200 frivilliges helbred. Genbrugsbutikkerne er en vigtig indtægtskilde for organisationen og havde i 2019 en omsætning på 167 millioner kroner.

At dømme ud fra årets første måneder så omsætningen ud til at kunne blive højere i 2020, men forårets nedlukning har i stedet betydet et tab af indtægter på 32 millioner, fortæller korshærschef Helle Christiansen.

”Indtægten til meget af vores arbejde forsvandt med et knips, og vi har måttet kæmpe for at få enderne til at hænge sammen. Det har været meget voldsomt og påvirker stadig vores økonomi,” siger hun.

Selvom indtægterne er blevet presset, har Kirkens Korshær forsøgt at holde så meget socialt arbejde som muligt åbent under de retningslinjer, der er kommet fra myndighederne. I natvarmestuerne er madrasserne for eksempel blevet placeret med større afstand imellem hinanden, og mad er blevet udleveret ud af vinduer eller med god afstand.

”Vi har holdt 90 procent af vores sociale arbejde helt eller delvis åbent, velvidende at der ikke var penge til det. Men vi oplevede et stærkt behov og følte ikke, vi kunne se os selv i øjnene, hvis vi bare lukkede og gik hjem. Der har været mange, som har savnet fællesskab og trygge rammer,” siger Helle Christiansen.

I 2018 havde Kirkens Korshær et underskud på fem millioner, hvilket blandt andet medførte personalenedskæringer, og at en ejendom blev solgt fra. Dette har resulteret i et overskud i regnskabet for 2019 på godt fem millioner kroner. Hvis det ikke havde været for det overskud, ville Kirkens Korshær ifølge Helle Christiansen være i alvorligere vanskeligheder, end den er i dag.

”Takket være resultatet fra 2019 og ekstra donationer og akutpuljemidler har vi opgjort, at vi pr. 1. juli mangler 10 millioner kroner for at få budgettet til at gå op. Det kommer til at have konsekvenser, men kunne bestemt være værre. Vi håber, at det kun er det, vi kommer til at miste i år,” siger hun og tilføjer, at det endnu er for tidligt at sige, hvordan de 10 millioner skal findes.

”Vores fem regioner er blevet bedt melde ind i forhold til deres budgetter, og så må vi tage stilling derfra. Der er ingen, der siger, at vi skal bespare os ud af det. Måske kan vi tjene ekstra, og måske er der ting, vi kan sælge fra. Vi har besluttet, at vi har tre år til at indhente tabet, så vi skal ikke foretage os noget drastisk her og nu. Men der kan og vil blive besparelser.”

Selvom underskuddet altså er dobbelt så stort som i 2018, har organisationen længere tid til rette op på det.

En måde at øge indtægterne på er via fundraising, hvilket Kirkens Korshær har valgt at styrke sit fokus på fra i år. Og så håber organisationen at kunne få mange penge ind under deres digitale indsamling i november. Den vil blive holdt under kampagneugen ”Korshærsdage”, som har erstattet den tidligere landsindsamling.