I 100 år har vi været, hvor ingen andre er. Vi har bragt varme og nærvær. Det bliver vi nok desværre nødt til de næste 100 år.
De 530 fremmødte var knap færdige med at stange tænder efter åbningsmiddagen fredag aften, før Kirkens Korshærs formand, sognepræst Birgit Friis, slog årsmødets tema an: kampen for samfundets allersvageste. Temaet har været der siden Korshærens grundlæggelse i 1912, men forskellen på dengang og nu er, at den svageste på gaden ikke længere nødvendigvis taler dansk.
LÆS OGSÅ: Fortællinger fra kanten af samfundet
Det er ikke bare etniske danskere, der har det svært. Nej, det er også dem, der forlader deres hjemland og kommer hertil i håb om at kunne forsørge deres familie, og som i udlændighed ender med at måtte tigge eller samle flasker. Jeg stod for nylig i kø ved en flaskeautomat, hvor en kvinde sagde, man kan sagtens leve af at samle flasker, man skal bare drikke tilstrækkeligt meget, lød det fra Birgit Friis med en del galgenhumor og en hel del mere alvor.
Den ellers så nøgne foyer i Hotel Nyborg Strand, hvor årsmødet fandt sted, var i anledningen forvandlet til et anarki af boder med hjemmestrikkede tevarmere, hjemmedryppede lys og hjemmelavet syltetøj fra de lokale korshærs-afdelinger. Foretagsomheden er stor i den kristne sociale organisation, og i løbet af cirka to år har Kirkens Korshær fået cirka 1500 nye frivillige og har dermed i dag over 8000.
Organisationen vokser, men er det et godt tegn, spurgte korshærschef Helle Christiansen polemisk. Hun henviste til en undersøgelse, som viser, at andelen af fattige i Danmark er fordoblet fra fire procent i 2001 til otte procent i 2010.
Vi oplever en øget tilgang af brugere til Kirkens Korshærs arbejde. Det afspejler de uforholdsmæssige besparelser i samfundet. Stadig flere unge danskere bliver hjemløse. Stadig flere migranter har brug for hjælp. Så der er desværre stadig brug for os.
LÆS OGSÅ: Reportage: Fra gavmilde hænder til fortærende flammer
Helle Christiansen roste afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser, og at en kommission inden længe skal se på mulighederne for en fattigdomsgrænse, så vi fremover kan tale seriøst og ordentligt om problemet. Men så var der heller ikke mere godt at sige om dansk socialpolitik.
Regeringen har hverken sat de hjemløse migranter på dagsordenen under sit EU-formandskab eller forsøgt at hjælpe hjemløse migranter i Danmark.
Tilbage står den evindelige politiske kværnen om arbejde, arbejde, arbejde. For mange betyder det en håbløs jagt på arbejde i andre lande, hvor de troede, at det ville være bedre end den elendighed, de kom fra. Det er ikke rimeligt, at vi skal løse opgaven alene. Der må være politisk handling, sagde hun under sin årsberetning.
Og strikkedamerne og de andre Korshærs-soldater begyndte for alvor at røre på sig, da talen faldt på Korshærens 17 år gamle natcafe på Nørrebro i København, landets eneste natcafe for migranter, som mistede sin bevilling i foråret og nu står til lukning.
Kurt Bjerg fra Dianalund rejste sig og skældte ud over, at et af de partier ud fra en forkvaklet ideologi har fjernet bevillingen med henvisning til Dansk Folkeparti.
Gustav Madsen fra Ikast-Brande storkreds ville vide, om korshæren kan finde pengene selv, hvis politikerne siger nej. Helle Christiansen svarede nej, men at natcafeen er del af finanslovsforhandlingerne.
Det er med stor beklagelse, at vi her er kommet til en grænse. Vi kan ikke selv overtage så stor en udgift. Natcafeen har været et politisk opdrag fra begyndelsen. Jeg håber, at de politiske partier, der kæmper for bevarelsen, står ved. Mor bliver både vred og skuffet, hvis ikke de står ved, sagde hun og fik en klapsalve.
Hanne Merete Pedersen, leder af den lukningstruede natcafe, tilføjede, hvor nødvendig cafeen er:
Politiet kommer for eksempel og siger, vi har en voldsramt kvinde, som ikke er dansk statsborger, vi har ikke andre steder at sende hende hen end til jer. Nu bliver den gruppe af mennesker efterladt på gaden.
Indignationen, som nærmest har været Korshærens brand, siden den forrige korshærschef Bjarne Lenau Henriksen kom til sidst i 1980erne, er usvækket. Men er det ikke også samtidig lidt nemt som græsrodsbevægelse at sige, at politikerne ikke gør nok for de udsatte? Kristeligt Dagblad fangede korshærschef Helle Christiansen under kaffepausen:
Men hvad ville du gøre, hvis du var politiker og skulle få en trængt økonomi til at hænge sammen?
Det handler om ens politiske grundholdning. Der er nogen, der mener, at man kan sætte et væksttog i gang, som kan trække de socialt udsatte med sig. Vi ved bare, at vi ikke kan stille menneskers behov i dag med en eller anden fantasme-figur ude i fremtiden. Det er det, vi er så vrede og skuffede over. Vi har en forpligtelse til at tage os af hinanden her og nu. Det ligger i vores kristne menneskesyn. Og den erfaring vil vi gerne bidrage med over for de politiske beslutningstagere.
