Prøv avisen

Kirkens moderne missionærer: Sådan udbreder vi den kristne ånd i dag

Fra venstre mod højre: Peter Worm Madsen, Jørgen Johansen og Sussie Nygaard Foged.

Pinsen handler blandt andet om spredningen af det kristne budskab. Det sker ikke kun fra prædikestolen i disse år, men på alt fra bodegaer og festivaler til ved folks egen hoveddør. Kristeligt Dagblad har talt med tre præster, der møder folk på alternative måder

Peter Worm Madsen, sognepræst i Christianskirken i Aarhus:

”Da jeg blev ansat i Christianskirken i 2013, havde jeg en idé om, at kirken også skulle være til stede i sognets ’mørkere’ områder. For Jesus mente også selv, at der ikke var nogen, der var for dårlige til at høre hans budskab. Så jeg begyndte at tage over på værtshuset Pipes én gang om ugen. Jeg gik bare ind ad døren en dag, bestilte en øl og sad der en times tid. Efterhånden fandt de lokale gæster ud af, at ’ham fyren fra kirken’ blev ved med at komme, og så begyndte de at snakke med mig og lære mig at kende.

Først var jeg lidt bange for flere af dem, men i dag er vi venner, der snakker om løst og fast. Engang imellem trækker nogen mig til side og fortæller om noget, der går ham eller hende på. Jeg har også været hjemme ved flere og hjulpet med forskellige ting.

I dag kommer jeg typisk på værtshuset én gang om måneden. Jeg har ikke præstekjole på, da det kan virke for formelt, og den kommer til at lugte for meget af røg. Men jeg føler, jeg bærer kirken med mig ind ad døren til værtshuset, og de føler, kirken er blevet mere personlig og lidt nemmere at forholde sig til. De oplever ikke længere, at kirken ser ned på dem, og de ved, at Christianskirken er deres kirke.”

Jørgen Johansen, sognepræst i Hejnsvig Sogn ved Billund i Sydjylland:

”Sidste år besluttede jeg mig for at tage rundt til alle huse i sognet med et spørgeskema og finde ud af, hvad folk synes om og ønsker af kirken.

Jeg har gået på dørmission tidligere, men var alligevel lidt nervøs ved det i begyndelsen og frygtede, at jeg ville blive slået i hartkorn med Jehovas Vidner. Men folk er meget venlige.

Jeg fandt ud af, at det var nemmest at tage ét hus ad gangen og være der, mens folk svarede på spørgsmålene. Men ét besøg kan nemt tage en hel aften. For når man har været i huset i lidt tid, synes folk typisk, at de lige så godt kan stille nogle andre spørgsmål til deres sognepræst. Det kan være, de skal giftes, eller at der har været et dødsfald i familien. Jeg endte engang med at være på et længere besøg hos et par, hvor konen lå syg. Da jeg begyndte i efteråret, troede jeg, arbejdet XXX ville tage nogle måneder. Men jeg er kun halvvejs.

Jeg fandt ud af, at det har betydning, at man møder folk på neutral XXX grund. Mange ved ikke, hvad de skal bruge kirken til. Men de har et åndeligt behov, som bliver klart for dem i samtalen. Og der er også flere, der kommer til missionshusets Alpha-kurser, som er undervisning i kristendom for voksne.

Arbejdet er givende, men kræver, at man tør sætte sig udover, hvad andre tænker. Men det skal vi turde. Vi har jo verdens bedste budskab.”

Sussie Nygaard Foged, sognepræst i Frejlev Sogn ved Aalborg:

”Det er vel 14 år siden, at der var en gruppe mennesker fra Nibe Festival, der henvendte sig til os lokale præster og kirker med idéen. De sagde, at festivalen med sine mange deltagere nærmest blev til en by i sig, og at den by da burde have en kirke. Det var vi flere, der var med på.

I år er vi 12 præster og 45 frivillige af sted. Vi har et telt, hvor vi står til rådighed for de unge og blandt andet tilbyder andagter og fodvask. Hver nat klokken tre har vi fællessang, hvor teltet er fyldt med folk, som skråler med på sange og salmer.

Vi er på festivalen på de unges præmisser og fungerer nok mest som et åndehul i et hektisk festivalliv. Kirken er ikke det primære sociale forum for unge, men det er vigtigt, at vi viser, at vi er der for dem, når de har brug for os. Nogle vil gerne bare snakke om helt almindelige hverdagsting, men når unge har været tre dage på festival, kan de også få brug for at snakke med en præst. Det kan være om at have forældre, der er skilt, eller om deres morfars begravelse. Vi skaber et rum, hvor de eksistentielle samtaler får plads, og det bliver legitimt at tale om liv, død og kærlighed.

Jeg tror ikke, de unge tænker os som en kirke eller et kristent fællesskab, når de kommer i teltet. Men de er samtidig godt klar over, hvor de er. Nogle gange joker de lidt med det. De kan finde på at ringe hjem og sige ’bare rolig mor, jeg sidder i kirken’.”