Prøv avisen

Kirkens og Israels lod

Kristeligt Dagblads religionsdebat på hjemmesiden www.religion.dk har fuld fart på og får tilsendt mange spørgsmål. Vi bringer her et uddrag af den seneste uges debat

Hej Flemming

Jeg har med fornøjelse læst dine svar på andres spørgsmål, de er så dejlige uhøjtidelige - fortsæt endelig med det.

Du skriver i et svar et sted: »Folkekirken har en vis gammeldagshed, der for mig at se tjener det formål, at folkekirken har en forsinket, men gavnlig effekt på alt det moderne. Vi ser tiden an og lader tiden komme an på en prøve.«

Imens I ser tiden an, så er der flere og flere, som bevæger sig bort fra den kristne dogmatiske religion. Hvor lang tid vil I vente - tør I vente? Samfundet, teknologien og menneskets mentale indstilling accelererer - og udviklingen går hurtigere og hurtigere. Hvorfor følger kirken ikke med?

Jeg synes, det kunne være interessant, hvis religion.dk lavede en debat herom og opfordrede folk til at skrive ind om, hvorfor de ikke går i kirke mere! Blot et forslag. Måske kunne I få nogle gode input/forslag til en modernisering af kirkens rolle.

De bedste hilsner

Anette

Sognepræst Flemming Pless svarer:

Kære Anette

Jo, kirken skal være lidt det tunge lod i samfundet og ikke lade sig forføre af det første og det bedste. Men det betyder ikke, at kirken ikke lægger sig i selen for at meddele sig til det samme samfund på en måde, så det giver mening.

Kirken har mistet mange medlemmer, fordi tiden er anderledes, og fordi mange mennesker ikke mere mener, at det betyder noget at være religiøse. Og sandt at sige sker der jo heller ikke så meget ved ikke at være det. Man kan jo ikke vide, hvad man går glip af, hvis man ikke kender til det.

Og dog er det vigtigt at være religiøs. Og derfor skal kirken virke i det offentlige rum med relevant input. Kirken har en grænse for, hvor moderne den kan være. Den kan ikke skifte Bibelen ud med en anden og mere moderne bog.

Det gør det lidt mere besværligt end at være en eller anden nyreligiøs bevægelse, der kan fange tidens ånd og skifte begreberne ud, som man skifter underbukser.

Men fordi det er svært, er det ikke ensbetydende med, at det er umuligt. Derfor søger flere og flere også kirken i disse år. Og så må vi vel bare lægge os i selen for at dække det behov.

Kærlig hilsen og

tak for roserne

Flemming

Ægteskab og brud

Kære Niels Henrik Arendt

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for en rigtig god, dyb og velskrevet bog, »Gud er stor«. Det var virkelig en fornøjelse! Jeg vil gerne have lov til at spørge dig om følgende:

Fra det sjette bud i Moseloven, »Du må ikke begå hor«, er man i nyere tid begyndt at gå bort fra ordet »hor« og anvender i stedet ordet »ægteskabsbrud«. I mine ører lyder det som en imødekommelse (og derved retfærdiggørelse) af dagens omstændigheder, således at man på denne baggrund kan retfærdiggøre, at det er tilladt at have seksuel omgang uden en ægteskabspagt.

Er det kristelige budskab, at det er i orden at have seksuel omgang uden at være gift?

På forhånd tak.

Med de venligste hilsner

Raheel

Biskop Niels Henrik Arendt

svarer:

Kære Raheel

Anvendelsen af ordet »ægteskabsbrud« i stedet for ordet »hor« er nok mest et udtryk for en sproglig modernisering og ikke for en imødekommelse af en udbredt praksis på området. Desuden er ordet »ægteskabsbrud« lidt mere konkret end det gamle ord »hor«.

Når spørgsmålet er om seksualmoral og kristendom, kan der skrives (og er der blevet skrevet) uendelig meget derom. Kristendommen er jo primært ikke et budskab om en bestemt moral, men et budskab om barmhjertighed over for mennesker, som begår og vedgår synd. Den synd kan også finde sted på det seksuelle område.

Efter min opfattelse hører seksuel omgang og livsfællesskab sammen. Det skyldes bl.a. det forhold, at uden et kærlighedens fællesskab risikerer man at komme til at misbruge den anden person, fordi seksualiteten så at sige bag om ryggen beslaglægger vores person på en måde, som vi ikke selv er herre over. Hvad den ene part gør for sin fornøjelses skyld, er måske et kærligheds-offer for den anden. To personer kan nok så meget enes om, at de ikke »ejer hinanden«, og alligevel føler den ene sig grundlæggende såret, hvis den anden er utro.

Derfor kan seksuel praksis uden en fundamental følelse af forbundethed med og ansvar for den anden person være dæmonisk. Mit svar på dit spørgsmål må derfor være: Det er ikke i orden at have seksuel omgang uden at ville dele også livets øvrige sider med det andet menneske. Det er ikke selve den juridiske ægteskabspagt, men ansvaret og fællesskabet, der er det afgørende. I vores kultur har ægteskabet indtil vor tid været et udtryk for en sådan vilje til ansvar og fællesskab.

Jødisk krav på Det Hellige Land

Spørgsmål: Hvad er jødernes dokmentation for, at Israel er deres land, og hvor- henne kan jeg eksakt finde det i Biblen. Vi sidder og laver en opgave omhandlende Jerusalem samt jødernes og palæstinensens krav på dette?

M

Forhenværende lærer Aron Skop svarer:

Det land, der i dag betegnes som »Israel«, har gennem tiderne haft mange forskellige navne. Under den første stamfader Abrahams tid - og så er vi næsten 4000 år tilbage i historien - blev det kaldt »Kana'ans Land«, og senere brugtes betegnelser som »Israels Rige«, »Juda Rige«, »Judæa« samt Palæstina. Det bibelske land er også blevet betegnet som »Jødeland«.

Endelig har man gennem tiderne betegnet det som »Det Forjættede Land« eller »Det Lovede Land«. Sidstnævnte betegnelse refererer til Guds løfte til Abraham, da han kommer til Kana'ans Land: »Det land giver jeg dig og dit afkom É« (1. Mosebog 12,7). Løftet bliver gentaget adskillige gange, eksempelvis til Jakob: »Det land, hvorpå du hviler, giver jeg dig og dit afkom É« (1. Mosebog 28,13). Som bekendt var israelitterne senere slaver i Ægypten, hvorefter de vendte tilbage under Moses og hans efterfølger Josva til deres fædrene land.

I de bibelske bøger Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er kongetiden beskrevet. Under kong David blev Jerusalem omkring år 1000 f.v.t. gjort til hovedstad i det israelitiske rige, men efter hans søn, kong Salomo, som byggede Det Første Tempel, blev riget delt i to riger: »Israels Rige« (Nordriget med 10 stammer) og »Juda Rige« (Sydriget med to stammer). Israels Rige blev erobret af assyrerne i året 722 f.v.t., mens Juda Rige eksisterede som uafhængig jødisk stat Ð med undtagelse af 50 års babylonisk besættelse - indtil år 70 e.v.t., hvor romerne ødelagde Det 2. Tempel i Jerusalem og dermed formelt satte punktum for »Den Anden Jødiske Stats« eksistens.

Reelt har der altid boet jøder i jødernes gamle land - især i Jerusalem og i andre større byer, men de fleste jøder blev taget til fange af romerne i år 70 eller måtte flygte, og de er så gennem de sidste 2000 år - udlændighedstiden - blevet spredt i mange lande, hvilket er blevet kaldt Diasporatiden. Længslen efter tilbagevenden til Jerusalem (Zion) og håbet om en genopbygning af byen var dog altid levende i folket. Den jødiske bønnebog er fuld af referencer til dette håb, som i et vist omfang blev opfyldt ved staten Israels oprettelse i 1948.

I dag er håbet, at der må være plads til både en palæstinensisk stat og til en jødisk stat i området, som vil kunne leve i fredelig sameksistens med hinanden. Som den politiske situation ser ud i dag, vil det tage tid - og måske lang tid, men håbet eksisterer.