Prøv avisen
Spørgsmål & svar

Kirkens penge skal investeres så etisk, det kan lade sig gøre

”Vi arbejder på nogle etiske retningslinjer for, hvilke slags virksomheder vi ikke vil investere i,” siger Jørgen Nielsen, der er formand for Stifternes Kapitalforvalt­ning. – Privatfoto.

Vores investeringer skal være etisk forsvarlige, men vi kan aldrig gardere os 100 procent, siger Jørgen Nielsen, formand for Stifternes Kapitalforvaltning

Jørgen Nielsen, formand for Stifternes Kapitalforvaltning, I er i øjeblikket ved at finde ud af, hvordan folkekirken fremover skal investere i erhvervslivet. Hvorfor vil I gerne investere i erhvervsobligationer, når nu Rigsrevisionen fraråder det på grund af den forhøjede risiko?

Vi har brug for at få flere værktøjer til vores investeringer for at sikre, at vi får et fornuftigt afkast. De senere år har vi kun kunnet investere i stats- og realkreditobligationer, men de har givet så lidt afkast, at vores kapitaler risikerer at blive udhulet. Derfor har vi brug for at sprede investeringerne ud over lidt flere alternativer. Og der mener vi, at hvis vi holder os til de mest sikre erhvervsobligationer, de såkaldte investment gradede virksomheder, er de næsten lige så sikre som statsobligationer. Vi mener ikke, at det kan betragtes som usikre investeringer.

Vil det ikke meget nemt ende med, at folkekirken roder sig ud i noget etisk problematisk ved at investere i erhvervslivet?

Vi arbejder på nogle etiske retningslinjer for, hvilke slags virksomheder vi ikke vil investere i. Vi vil jo ikke låne ud til nogen, der producerer våben, giftstoffer og alle mulige andre dårlige ting. Der findes en lang række nationale og internationale guidelines og konventioner udarbejdet af blandt andet FN, vi kan læne os op ad til at få sammensat retningslinjer for etisk forsvarlige investeringer.

Men kan man sikre sig 100 procent ved hjælp af retningslinjer?

Det er et komplekst område, hvor der altid er en risiko for, at ens penge ad omveje ender steder, man ikke ønsker. Det samme gælder for de realkreditobligationer, vi har i øjeblikket. For hvis et våbenfirma tager et realkreditlån, kan man sige, at det indirekte er kirkens penge, der bliver lånt ud til våbenindustrien.

Vi stræber efter at gøre det bedst mulige og mener godt, man kan foretage etisk forsvarlige investeringer. Men man kan aldrig garantere for, at det er fuldstændig uproblematisk.

Kunne man så ikke indvende, at det slet ikke var noget for en kirke at investere penge?

Jo, men hvor skulle vi så placere vores penge? De kunne stå i banken. Men vi kan jo heller ikke være helt sikre på, at bankerne ikke låner dem ud til etisk problematiske virksomheder. Så kunne vi veksle pengene til kontanter og sy dem ind i en madras. Men jeg tænker også, at det er uacceptabelt og etisk problematisk, at de ligger der og bliver spist af inflationen.”

Derfor må den bedste løsning være, at vi investerer pengene og løbende tager stilling, om de er investeret på en forsvarlig og fornuftig måde.