Når butikker og institutioner forsvinder fra landområder, står sognekirken ofte tilbage som sidste bastion og holder sammen på lokalsamfundet. Det er den historie om kirkens betydning på landet, folkekirken længe har solet sig i. Men noget tyder på, at danskerne ikke helt deler begejstringen.
Kirkerne hører nemlig ikke til blandt de institutioner, danskerne helst ser blive tilbage i landsbyerne.
Det viser en repræsentativ undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har udført blandt godt 1000 danskere i forbindelse med en ph.d.- afhandling om kirkelukninger.
I undersøgelsen bliver deltagerne spurgt hvilke to institutioner, de helst så bevaret, hvis de boede i en lille by eller landsby, og der var en tilsvarende institution et kvarters kørsel væk. Omkring 60 procent siger, at de helst vil bevare skolen og supermarkedet, hvilket efterfølges af lægehuset og forsamlingshuset. Herefter kommer kirken, som 10 procent har sat kryds ved, hvilket er lidt flere end ved biblioteket og postkontoret.
Dermed ser vi en tydelig ændring i danskernes forståelse af landsbykirken, siger Jes Heise Rasmussen, der er religionssociolog og lektor på Københavns Professionshøjskole og står bag ph.d.’en, som udkom dette forår.
”Går vi 40-50 år tilbage, var kirken det naturlige omdrejningspunkt for livet i landsognet og også et klart symbol på hjemegnen. Den var ikke noget, man kunne forestille sig ikke skulle være der. Men når vi beder folk prioritere i dag, kommer kirken langt efter især skolen og supermarkedet. Det peger på, at vi foretrækker de institutioner, vi har med at gøre i dagligdagen, og her er kirken ikke lige så vigtig,” siger han.
Ifølge Jes Heise Rasmussen betyder det ikke, at kirkerne på landet er uden betydning. Men det peger på en erkendelse af, at de ikke behøver stå der for enhver pris.
”Der er en erkendelse af, at andre institutioner er vigtigere i den enkelte by. Det åbner for en diskussion om kirkerne på landet, hvoraf nogle ikke bruges ret tit,” siger han.
I 2016 viste en større undersøgelse, at landsogne, forstået som sogne med under 1000 indbyggere, udgør 54 procent af alle Danmarks sogne. Godt halvdelen af dem har ingen skole, og en lige så stor andel har haft en betydelig tilbagegang i antallet af indbyggere siden 2004.
Denne udvikling skaber ikke kun debat om landsbykirkerne, men også om landsbyernes eksistensgrundlag og vilkår i fremtiden. Og kirken på landet kan spille en væsentlig rolle i den debat. Det siger Egon Noe, der er professor og centerleder ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.
”Selvom kirken også er økonomisk udfordret, så har den ressourcer, der gør den i stand til at skabe et samlingssted og tage hånd om aktiviteter på landet. Men der er også brug for at gentænke, hvad kirken på landet er. Den må integrere sig mere i den lokale udvikling end tidligere og omformes til den moderne virkelighed,” siger han.
Og denne proces er netop i gang i disse år, hvor kirkelige projektgrupper og organisationer forsøger at gentænke kirkens rolle på landet. Egon Noe er blandt andet involveret i videns- og udviklingsprojektet ”Kirken på Landet”, hvor han ser på samarbejdet mellem menighedsråd og lokalråd i landområderne.
Derudover kan kirken gøre sig relevant i landsognene ved at byde ind på flere områder, mener sognepræst i landsbykirkerne Kollerup og Vindelev i Vejle Provsti Birgitte Rosager Møldrup.
”Det er jo et faktum, at folk snildt kan køre mange kilometer for at komme i en anden kirke, hvis det er i kirke, man vil. Men hvad nu hvis der var noget andet, man ville, og som kirken kunne? Vi er ikke så vant til det at tænke sognekirken som andet end gudstjenesteudbyder. Men den er jo også en stor kulturudbyder,” siger hun og tilføjer, at det vigtige er, at kirken viser, den er et fællesskab, hvor ingen kan udelukkes, og i højere grad får en rolle i det lokale daglige liv.
”Det er den bevægelse, og ikke de sentimentale grunde, der kan retfærdiggøre, at alle kirkerne ude på landet fortsat betjenes og vedligeholdes i samme grad som i dag.”
Ifølge sognepræst i Føns-Ørslev-Udby-Husby Pastorat i Middelfart Provsti Vita Andreasen er det afgørende, at tærsklen er så lav, at kirken bliver brugt af alle og til mere end gudstjenester.
”Kirken skal ikke være døde bygninger, men et sted med ånd, hvor vi kan dyrke det relationelle. Hvis kirkerne på landet skal overleve, må vi samle op på de fællesskaber, der forsvinder, når andre ting lukker ned.”