Kirkens vej ud af mcdonaliseringen

Verdens største burgerkæde fandt opskriften på sin succes i kirkens uddeling af nadveren. Nu er det tid til, at kirken selv fornyer sit udtryk

@Fotobyline:
@Fotobyline: Foto: TORBEN KLINT

Hvor er kirken på vej hen i dag? Hvordan kan kirker forny sig? Og hvad skal der til for at moderne menigheder kan få succes?

Det er spørgsmål, som den britiske forsker John Drane har forstand på at svare både tankevækkende og underholdende på. Drane er aktuel i Danmark, fordi han for nylig deltog i konferencen om kirke og mission i det multireligiøse tredje årtusinde på Aarhus Universitet.

John Drane, der arbejder i USA med kirkelig fornyelse, har skrevet en banebrydende bog om kirkens mcdonaldisering. Heri fortæller han historien om, hvordan de to brødre, der opfandt forretningskonceptet for burgerkæden McDonald?s fik idéen i kirken ved at iagttage den måde, nadveren uddeles på. I en typisk presbyteriansk kirke i USA sker det ved, at "kunden" kommer op til skranken og får brødet og vinen, hurtigt og effektivt, altid det samme, ligegyldigt hvor og hvornår du deltager. Således fik de inspirationen til et restaurant-koncept, der var præget af samme effektivitet, forudsigelighed og kontrol.

Det var og er så Dranes pointe, at konceptet nu er blevet alt for rendyrket af kirken selv, således at det er på tide at bryde ud af denne mcdonaldisering, som han ser som et udtryk for en utidig modernistisk standardisering og rationalisering. John Drane er en af fortalerne for det britiske, kirkelige fornyelsesprogram Nye Udtryk (Fresh Expressions). Det program vil netop ikke sætte grænser for, hvordan man kan være kirke. Der er ikke noget udtryk, der er mere rigtigt end andet. Den "flydende" modernitet kræver en "flydende" kirke.

Artiklen fortsætter under annoncen

Man kan sige, at den danske folkekirke med sin kerneydelse, højmessen, leverer et alt for effektivt, forudsigeligt og kontrolleret produkt. I det hele taget konfronteres man som fortaler for en folkekirkekristendom med et dilemma i mødet med alle de mange spændende tiltag med henblik på kirkelig fornyelse, hvad enten de hedder missional kirke som i USA eller Nye Udtryk som i Storbritannien. De forudsætter nemlig alle, at man har taget afsked med, hvad man kalder den konstantinske æra, det vil sige den samordning af kirke og stat, som først blev sat i verden af kejser Konstantin, da han gjorde kristendommen til Romerrigets officielle religion.

Men folkekirken, med den særstatus den indrømmes i Grundlovens paragraf 4 og dens faktiske stilling som statskirke, bærer på alle de karakteristiske træk, der kendetegner den konstantinske æra. Derfor kommer de mennesker, der i folkekirken er interesseret i at arbejde med kirkelig fornyelse, ofte til at stå i det dilemma, at for at få gang i fornyelsesbestræbelserne må man smide det, man allerede har, over bord. Og det viger man ofte tilbage for, hvilket der ikke er noget at sige til. Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får.

Hvordan kommer man så i gang?

Ja, det er oplagt, at der, hvor der i øjeblikket sker sammenlægninger og pastoratsændringer, der kan man have megen gavn og glæde af at gennemgå en visionsproces og gennemtænke fra bunden, hvordan man kan være kirke på dette sted.

Endvidere skal de, der har mod på at afprøve mere radikale modeller for kirkelig fornyelse, hvor der skabes mere partikularistiske menighedsmodeller, selvfølgelig have mulighed for det. Det er sådan set allerede sket i en del valgmenighedsdannelser.

Med lov om valg- og frimenigheder har den folkekirkelige ordning en indbygget fleksibilitet, som kan være vigtig i en omskiftelig tid. Men for hovedparten af folkekirkens menigheder vil det ikke være en attraktiv vej at gå. Her vil man ikke opgive ambitionen om at være folke-kirke, altså være for alle. Her må man så forsøge – inden for de bestående rammer – at indføre elementer af de kirkelige fornyelsesbestræbelser. Det kan ske ved at gennemtænke alt, hvad en given kirke gør, i lyset af, om det kommunikerer og kommunikerer evangeliet.

Kristendom er kommunikation; hvis kristendommen ikke kommunikerer, er den slet ikke til. Men kommunikation i dag er ikke præget af forudsigelighed og kontrol. Derfor skal kirkens kommunikation heller ikke være det. En burger fra McDonald?s er ikke lødig kost. Kirken skal derfor heller ikke slå sig til tåls med kun at have et vitaminfattigt, helt forudsigeligt og gennemkontrolleret produkt på hylderne.

Lad os derfor se nogle nye udtryk og derigennem få et indtryk af, hvad der kan bære.

kirke@kristeligt-dagblad.dk