Prøv avisen
Før søndagen

Kirkeordføreren med den sjette sans

Bibelen ligger permanent ved formandsstolen i folketingssalen, som Karen J. Klint (S) sidder ved som tingsekretær. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Politiker Karen J. Klint (S) har svært ved at tro på Jesu fysiske opstandelse, men det falder hende nemt at tro Jesus, når han siger til disciplene, at de skal møde ham igen efter hans død. Hun har selv haft overnaturlige oplevelser

Vesterhavets bølger ruller op mod vandkanten på Blåvand Strand. Det er sommer for hen ved tre årtier siden, og Karen J. Klint er på familie-besøg. Selskabet går langs stranden, snakker og nyder livet. Med ét slag bliver den gode stemning vendt i Karen J. Klints indre. Klokken er præcis tyve minutter i tre, og hun fornemmer, at der er sket noget alvorligt og dramatisk. Hun afbryder undskyldende traveturen for at finde en telefonboks. Hun ringer hjem til den fædrene gård på Fyn, men forældrene er ikke at træffe. Hun kan ikke slippe følelsen af, at der er sket noget forfærdeligt og beslutter sig for at drage mod Fyn. Hun tager sengetøjet af dynen og puden, det samme sengetøj, som hun tidligere på dagen havde redt op med. Hun pakker sin taske og sætter sig i bilen. Langs landevejen ser hun skilte, der advarer mod at køre for stærkt, og straks fornemmer hun, at nogen har været udsat for et alvorligt trafikuheld.

Samme dag på Fyn, klokken tyve minutter i tre, overværer en landmand fra marken i sin mejetærsker et trafikuheld. To biler kører frontalt sammen. De kører ikke stærkt, men vejen er smal og sigtbarheden lig nul på grund af en bakke. Den ene fører, Karen J. Klints storebror, dør på stedet.

Selvom det er længe siden, fortæller Socialdemokraternes kirkeordfører, 67-årige Karen J. Klint, historien med samme indlevelse, som var det netop sket. Det gjorde indtryk. Ikke bare det pludselige dødsfald, men også oplevelsen af på uforklarlig vis at få leveret en besked på en anden frekvens end vanligt.

Derfor volder det ikke kirkeordføreren store kvaler at tro på, at Jesus kan møde disciplene igen efter sin død på korset, som han i søndagens prædiketekst forudsiger, at han vil gøre.

”Jeg ved ikke, om jeg tror på den meget fysiske opstandelse. Når EkstraBladets tidligere chefredaktør Bent Falbert udtaler, at tyngdeloven ligesom er imod, kan jeg godt følge ham. Men for mig er det ikke atypisk, at man kan fornemme en person, selvom han ikke fysisk er til stede. Det med at skulle se Jesus igen kan være i overført betydning. Når man taler om en afdød, man har haft et så intimt forhold til, som jeg vil tro, disciplene har haft til Jesus, kan man nærmest fornemme vedkommende,” siger hun og peger på, at Jesu budskab i morgendagens prædiketekst er meget fortrøstningsfuldt.

”Han siger til disciplene: 'I vil miste mig, men alligevel vil I ikke miste mig.' Det er, som om Jesus siger til dem og os, at vi aldrig vil miste mindet om en kær afdød. Og sådan er det jo, vi bliver ved med at genfortælle minderne om den afdøde, og måske får vedkommende endda større betydning for os, end før døden indtraf. Det, må man også sige, gør sig gældende i Jesu tilfælde,” siger hun og forsøger sig med at gengive Jesu budskab i teksten med en enkelt sætning:

”Når man mister en kær, er det okay at sørge, men man skal med tiden vende det til glæde og se vedkommende i de minder, man har. På den måde genopstår den afdøde abstrakt,” siger hun.

På sin vis passer denne lettere usentimentale, men alligevel fortrøstningsfulde tilgang til døden godt til Karen J. Klints eget forhold til liv og død.

Karen J. Klint kom til verden i efterkrigstiden på et fattigt, men politisk og kulturelt aktivt husmandssted på Fyn, hvor både fødsler og dødsfald var en naturlig del af livet. Hun husker, at hun som lille pige, sammen med sin fætter og bror, hentede en kælk i skuret, så de kunne stå på den og lige netop se ind ad vinduet til den fine stue. Her lå hendes moster og var ved at bringe en lille ny kusine til verden. Hun husker også, hvordan hendes mor passede nabokonen, der lå for døden.

Da Karen J. Klints mor som næsten 97-årig døde, havde hun allerede gjort en ”kistepose” klar.

”Heri lå noget fint brokade-sengetøj, hun havde fået i gave, og som hun ikke mente egnede sig til at sove i, men fint kunne gå an til at blive begravet i. Så havde hun købt en fin natkjole i samme cremenuance fra Femilet. Personalet spurgte hende, om hun ikke hellere ville begraves i sin fine kjole fra sit guldbryllup, og så svarede den gamle kone: 'Er det her ikke godt nok? Jeg ved godt, jeg skal dø, men så festligt er det heller ikke!',” beretter hun.

Men selvom Karen J. Klints mor ikke mente, at døden var festlig, var hun ikke bange for den.

”Hun sagde: 'Der er ingen grund til at være bange, for min mor lærte mig om Vorherre, da jeg var lille',” husker Karen J. Klint, der ikke selv deler den samme tro på et liv efter døden.

”Hun døde i forvisning om, at hun ville komme hjem til Gud, jeg dør i forvisning om, at jeg vil blive husket af mine kære. Om der er et evigt liv, ved jeg ikke,” siger hun.