Prøv avisen
Interview

Karen J. Klint har været kirkeordfører i 18 år: ”Kirkepolitik er at tage ansvar for fællesskabet”

Da Karen J. Klint begyndte at arbejde med kirkepolitik på Christiansborg for 18 år siden, var der større interesse for emnet blandt politikerne. I dag er de kirkepolitiske møder ikke ligefrem et tilløbsstykke, siger hun. – Foto: Leif Tuxen

Karen J. Klint har siden 2001 tegnet Socialdemokratiets kirkepolitik. Efter valget takker hun af på Christiansborg og kan se tilbage på en årrække, hvor kirkepolitikken gradvist har mistet status. Vi har brug for politikere, der taler folkekirken op, siger hun

Det er ikke, fordi den socialdemokratiske politiker Karen J. Klint nærer urealistisk høje tanker om det ordførerskab, hun har ansvaret for.

”Sagt lidt direkte så er kirkepolitik ikke ligefrem højstatus her på Christiansborg,” siger hun.

Alligevel er det netop det område af dansk politik, der har præget en stor del af hendes lange arbejdsliv. Når den 71-årige Karen J. Klint efter valget har besluttet at stoppe i landspolitik, kan hun se tilbage på 21 år i Folketinget, hvor hun i 18 af de år som kirkeordfører har sat kursen for Socialdemokratiets politik om folkekirken. De senere år har hun desuden været formand for Kirkeudvalget, der er den arena, hvor kirkepolitik bliver behandlet på Christiansborg.

”Selvforståelsen her på Christiansborg er, at man er en lovgivende forsamling. Alle vil helst have med lovstof at gøre og med debatter, hvor man kan profilere sig selv. Profilering bliver set som den bedste vej til genvalg. Men der er hverken meget lovstof i eller medieopmærksomhed om kirkepolitikken, så den har da lidt svære vilkår her i huset,” erkender hun.

Men hvorfor dog så bruge så mange år og megen energi på kirkepolitik, kunne man spørge. Fordi kirkepolitikken rummer andre vigtige aspekter, der måske ikke gør en kendt i offentligheden, men ikke desto mindre er værd at kæmpe for, forstår man på Karen J. Klint.

”Kirkepolitik er fuld af værdibårne diskussioner, og det har været noget af det, jeg har fundet mest interessant. Desuden er folkekirken den største samlende faktor, vi har i Danmark. Det er på mange måder den, der bærer kollektivet. Derfor er kirkepolitik også demokratidebat og handler om at tage ansvaret for fællesskabet,” siger hun.

Til at begynde med var det snarere kirkepolitikken, der valgte Karen J. Klint end omvendt. Da hun gjorde sin entré på Christiansborg, beskæftigede hun sig de første år især med politik om psykiatrien. Men i 2001 blev hun tildelt kirkeordførerskabet, selvom det ifølge hende selv ikke var noget, hun vidste meget om.

”Min tilgang til det har været, at når man bliver bedt om noget, er det sjovere, hvis man også bliver klogere på det,” siger hun.

Derfor lod hun sig efterfølgende vælge til et menighedsråd og lærte på den måde det kirkelige arbejde at kende indefra. Et arbejde, hun fandt meget mere positivt og mindre bøvlet end de rygter, hun ellers havde hørt om det.

Selvom hun takkede ja med det samme, da hun blev spurgt om at varetage partiets kirkepolitik, var det dog med et centralt forbehold.

”Jeg ville ikke være med til at skrive folkekirken ud af Grundloven. Det var der ellers fløje i partiet, der arbejdede for. Men det var min betingelse, at folkekirken fortsat skulle have sin plads i Grundloven,” siger hun.

Diskussionen stod på i flere år internt i partiet, men i dag er der ifølge Karen J. Klint enighed om, at folkekirken skal moderniseres inden for Grundlovens rammer. Det er en politisk linje, hun ser som et af sine klare fingeraftryk på partiet.

Hvis hun skal se tilbage på andre kirkepolitiske finger-aftryk, peger hun på indførelsen af vielser af to af samme køn. Det var ganske vist en sag, den daværende radikale kirkeminister Manu Sareen gjorde til sin mærkesag og fik indført i 2012. Men ifølge Karen J. Klint var hun med til at kickstarte diskussionen tilbage i 2000’erne.

”Vi havde allerede stillet flere beslutningsforslag om det, og hvis det ikke var kommet med Manu Sareen, var det blevet indført senere. I årene op til har jeg været ude i rigtig mange sogne og diskutere emnet og forberedt befolkningen på, at det er det, vi arbejder hen imod. Politik skal jo ikke komme som en tyv om natten,” siger hun.

Der er dog én ting, der ærgrer hende ved den nuværende lovgivning. Stod det til hende, burde navnet ikke være lov om ægteskaber, som i dag, men derimod lov om vielser.

”Det vil nok være en bøn til mine efterfølgere, at de vil kigge på, om lov om ægteskab ikke kan omdøbes. Jeg tror, det vil være nemmere for nogle af de meget religiøse at acceptere en ’vielse’ end et ’ægteskab’ af homoseksuelle. Ægteskabet bliver ofte opfattet som noget religiøst, mens en vielse er en sekulær, borgerlig størrelse,” siger hun.

Et andet ønske, hun har til de kommende kirkepolitikere, er, at de vil tale folkekirken op.

”Jeg synes selv, at et af mine vigtige bidrag til kirke- debatten har været at tale folkekirken op i stedet for at sige, åh, hvor er det hele besværligt. Det handler om at fortælle, hvor sjovt det faktisk er at sidde i menighedsrådene. Jeg synes, det er lykkedes mig at fastholde et positivt syn på folkekirken i mit arbejde,” siger hun.

Karen J. Klint håber, at der efter valget kommer politikere, der vil overtage det arbejde, og som ligesom hende ser kirkepolitik som vigtigt og spændende. Når hun ser tilbage på sine år på Christiansborg, er der ellers en tendens til, at det går den modsatte vej.

”Der er nok ikke længere den samme interesse for området bredt i huset. Min oplevelse er, at mange stadig respekterer arbejdet, og enkelte politikere kender kirkestoffet rigtig godt, men overordnet set er kirkepolitik ikke det store tilløbsstykke,” siger hun.

Vil det sige, at der mødte flere politikere op tidligere, når Kirkeudvalget holdt møder?

”Ja, det gjorde der, og hvis man ikke selv kunne, sendte man en stedfortræder. Den mulighed har man ikke længere. Da jeg kom ind i Kirkeudvalget, havde vi jævnligt temadrøftelser, hvor biskopperne for eksempel kunne komme ind og være med i diskussionen. Men det har vi heller ikke længere. Så en del af den kirkepolitiske debat er de senere år flyttet ud af Christiansborg til forskellige andre fora,” siger hun.

Karen J. Klint ser det dog ikke nødvendigvis som et stort tab, at debatten om kirkepolitik er flyttet.

”I grunden er det vel ikke så afgørende, om vi diskuterer folkekirkens struktur her eller hos Præsteforeningen eller hos Landsforeningen af Menighedsråd. Så længe diskussionen bare stadig er der,” siger hun.