Kirkepolitikere var på skolebænken

En række af folkekirkens aktører havde i går sat Folketingets Kirkeudvalg stævne for at introducere dem til et område, der for mange nye udvalgsmedlemmer er nyt. Undervisning, vedligeholdelse af kirker og udfordringen med fortsat at engagere danskerne i folkekirken var blandt emnerne, der blev drøftet

Julie Skovsby (S) er et af de nye folketingsmedlemmer i Folketingets Kirkeudvalg, som hun er formand for. Her afslutter hun dagen med en tak for at få et indblik i hjørnestenene på folkekirkeområdet. –
Julie Skovsby (S) er et af de nye folketingsmedlemmer i Folketingets Kirkeudvalg, som hun er formand for. Her afslutter hun dagen med en tak for at få et indblik i hjørnestenene på folkekirkeområdet. – . Foto: Thilde Thordahl Andersen.

”Hvad måtte I ønske at bruge det her til?”

Ordene kom fra Søren Abildgaard, formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, da han i går afsluttede en temadag om folkekirken for Folketingets kirkeudvalg, der foregik på Danmarks første husbådskirke i Københavns Sydhavn.

Da et nyt kirkeudvalg blev sammensat efter valget i sommer, stod det klart, at mange kirkeordførere var nye og ikke havde stor erfaring med folkekirken. Måske netop derfor slog Præsteforeningen, Provsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd sig sammen om at introducere de folkevalgte til folkekirkens struktur og arbejde. I løbet af formiddagen havde foreningerne også givet udtryk for de emner, de hver især var optaget af. Præstemangel og mangel på kandidater til landets menighedsråd var blandt andet blevet berørt.

Kirkeudvalgets 29 medlemmer var inviteret, 6 af dem deltog. Louise Schack Elholm (V), kirkeudvalgets næstformand, svarede på Søren Abildgaards opfordring om et ”kirkepolitisk tilbagespil”, at hun især interesserer sig for, hvordan man kan engagere flere danskere i folkekirkens liv.

”Jeg tror, at rigtig mange danskere er kulturkristne – de er kristne uden at vide, at de er kristne. De tager det bare for givet, fordi det er en del af deres opdragelse. Og det synes jeg er den store udfordring for folkekirken: Hvordan bliver folk bevidste om det?”

”Det lyder i høj grad som en opgave, du placerer hos os – de folkekirkeligt aktive,” lød svaret fra Søren Abildgaard.

”Jeg tror, det er noget, vi alle sammen skal være opmærksomme på, men politikere skal jo ikke missionere. Vores opgave er at sikre, at folkekirken har nogle rammer at arbejde indenfor,” svarede hun.

Lennart Damsbo-Andersen, der foruden at sidde i Kirkeudvalget er socialdemokratisk landdistriktsordfører, var optaget af, hvad der i fremtiden skal ske med de mange kirker i det danske landskab, der i mange landområder efterhånden er de eneste tilbageværende kulturelle samlingssteder, og som samtidig er en krævende bygningsmasse at vedligholde.

”Vi må jo ikke rive dem ned, de er middelalderlige. Men hvordan kan de komme til at indgå? Ud med bænkene, ind med bordene? Hvad kan man gøre? Hvad tænker I?”

Betty Grønne Ahrenfeldt havde et bud. Hun er provst i Skive og oplever lokalt problemer med mange kirker, der skal vedligeholdes, samtidig med at befolkningsvæksten er negativ.

”I Salling er der 16.000 folkekirkemedlemmer og 33 kirker. Prøv lige at dividere det selv. Vi har kæmpe udfordringer,” sagde hun og tilføjede:

”Jeg siger: Vi er nødt til at gøre nogle af dem hvilende. Der er ingen vej udenom. Nu sagde jeg ikke lukke. Vi er nødt til at tænke bæredygtigt over, hvordan vi kan bruge dem, uden at der er interiør i dem. Vi skal have fat i Nationalmuseet, og vi skal have en lettere lovgivning, for menighedsrådene kan ikke løfte det, hvis ikke vi gør noget ovenfra, som gør det lettere.”

Tidligere kirkeminister Marianne Jelved (R) er en af de politikere, som har indgående kendskab til folkekirken. Hun var ”meget glad” for temadagen og sagde, at hun ikke mindedes, at et lignede arrangement tidligere havde været afholdt.

”Jeg vil foreslå jer, at I med visse mellemrum gentager det. Og noget af det, som jeg tror vil interessere os alle sammen i Kirkeudvalget, er, hvad det er for nogle udviklingstendenser, der mere og mere markerer sig,” sagde hun, hvorefter Søren Abild-gaard replicerede, at de tilstedværende aktører gerne ville tage ansvaret for også i fremtiden at afholde lignende møder.

Julie Skovsby (S), Kirkeudvalgets nye formand, tog noter i løbet af dagen. Ved dens afslutning sagde hun til Kristeligt Dagblad, at hun særligt havde hæftet sig ved det store undervisningsarbejde, Folkekirkens Skoletjeneste laver i samarbejde med landets grundskoler.

”Det er nyt for mig, at det er så udbredt, og at det er så meget i system, at der er et kursuskatalog, der sendes ud. Det synes jeg er meget interessant. Jeg synes i det hele taget, folkekirkens samarbejde med det omkringliggende samfund er så spændende. Særligt for vores børn og unge, men selvfølgelig også for os andre.”

Har det relevans for den politik, I vil føre?

”Jeg er optaget af, at vi som kirkeudvalg ikke lukker os for meget omkring os selv – at vi får et samarbejde på tværs. For den politik, vi laver, skal selvfølgelig hænge sammen med de andre politikområder. Folkekirken har en meget vigtig rolle i vores samfund som bærende institution. Det er måske ikke altid noget, vi ser så meget, fordi det, folkekirken bidrager med, ikke altid kan målet og vejes, sådan som vi taler politik i dag. Så jeg tror, det vil være en god vej frem at få lidt mere synlighed omkring det.”