Kirker bringer sørgende sammen

Den bedste hjælp for en person i sorg kan være én, der har stået i samme situation. Det er tanken bag et sorgkorps på Mors, der er finalist i Kristeligt Dagblads initiativkonkurrence

Da Kim Tonsgaard (tv.) mistede sin kone, stod Lars Ole Andersen (th.) klar til at mødes og tale med ham om sorgen, som han selv havde mærket på egen krop.
Da Kim Tonsgaard (tv.) mistede sin kone, stod Lars Ole Andersen (th.) klar til at mødes og tale med ham om sorgen, som han selv havde mærket på egen krop. . Foto: Privat.

Stem på finalisterne til Kristeligt Dagblads Initiativpris 2019 her.

I 2017 flyttede Kim Tonsgaard sammen med sin hustru til Mors. Men knap havde ægteparret fundet en base til at dele livet sammen på øen i Limfjorden, før Kim Tons- gaards hustru på tragisk vis blev revet fra ham i et trafikuheld.

Det efterlod ham i et hul af ubærlig sorg, som han kun formåede at kravle op ad med hjælp fra en psykolog og den lokale sognepræst, Trine Gjørtz, fortæller han. Sidstnævnte foreslog ham nemlig at tale med en anden, der tidligere havde oplevet at miste.

”Det er umuligt for en, der ikke har mistet selv, at sætte sig ind i, hvordan det er. Jeg følte, at folk omkring mig ikke vidste, hvad de skulle sige. Det var derfor en kæmpe hjælp at møde et menneske, der havde stået i samme situation.”

Således gik det til, at Kim Tonsgaard stiftede bekendtskab med Lars Ole Andersen, der ligesom han selv nogle år forinden havde mistet den kvinde, som han troede, skulle være hans ledsager gennem livet. Lars Ole Andersen blev den første person, der stod til rådighed i, hvad der nu er blevet til et sorgkorps i Morsø Provsti. Her rykker personer, der selv har oplevet at miste, ud til andre i samme situation, som har brug en at tale med.

Efter mødet mellem de to tilbød Kim Tonsgaard også sin hjælp i sorgkorpset. Det er nemlig ikke kun til gavn for den part, der for nyligt har mistet, fortæller han.

”Det hjælper også mig videre, når jeg ser, at der er en anden, der kan få gavn af at tale om de erfaringer, jeg selv har gjort mig.”

Initiativet til at oprette sorgkorpset er valgt som den ene af de syv finalister til Kristeligt Dagblads Initiativpris 2019. Og det gør initiativtageren til sorgkorpset, sognepræst i Sydmors Pastorat og sorgrådgiver i Aalborg Stift, Trine Gjørtz, stolt. Hun har gennem de seneste ni år igangsat og ledet en lang række sorggrupper, der har givet hende et netværk af folk, hvis historier om at miste har gjort indtryk. Ikke blot på hende selv, men også på gruppens andre deltagere, der har haft stor glæde af at kunne dele hinandens erfaringer. Det var herfra, at idéen til sorgkorpset opstod, og siden har sognepræsten fået bredt konceptet ud, så mennesker i hele Morsø Provsti bliver matchet, ligesom hun forsøger at opfordre andre ud over provstiets grænser til at indføre lignende koncepter.

”Sorgkorpset blev ikke bare til af nødvendighed, fordi jeg ikke selv længere havde mulighed for at tale med alle, efterhånden som sorggrupperne voksede. Det blev også til, fordi den hjælp, som de sørgende kan give hinanden, er den mest kvalificerede, der findes,” fortæller hun.

I sorgkorpset spiller Trine Gjørtz ingen anden rolle end at foreslå en sørgende, hvem der kunne være god at mødes med. Men det er også vigtigt, mener hun.

”Som præster er vi eksperter i de eksistentielle samtaler. Særligt i de små sogne er det samtidig os, der har en viden om, hvem der mister rundt omkring. Jo flere vi lærer at kende, jo flere kan vi sætte sammen,” siger hun.