Kirker er blevet lobbyister i EU-systemet

Den synlige position som moralsk autoritet i Europa har kirkerne mistet, forklarer eksperter. I stedet forsøger de gennem lobbyisme at få kristne værdier ind i lovgivningsprocessen

At den kristne arv aldrig er blevet anerkendt som en del af Europas værdigrundlag har faktisk haft konsekvenser i form af en afkristning af Europa, som paragraf 17 og dialogen mellem kirker og EU-institutioner ikke kompenserer for, siger Gregor Puppinck, leder af ECLJ. Her er det domkirken i Firenze.
At den kristne arv aldrig er blevet anerkendt som en del af Europas værdigrundlag har faktisk haft konsekvenser i form af en afkristning af Europa, som paragraf 17 og dialogen mellem kirker og EU-institutioner ikke kompenserer for, siger Gregor Puppinck, leder af ECLJ. Her er det domkirken i Firenze. Foto: Peter Mark/BAM.

Hvis kirkerne og kristne organisationer vil have indflydelse på Europas værdigrundlag, må de stille sig op i køen blandt andre lobbyister.

Og det gør de også med stigende effektivitet. Lobbyvirksomhed er meget bedre end en symbolsk anerkendelse af kristendommens betydning for Europas kulturelle identitet, mener en række kirkelige organisationer i Europa, som Kristeligt Dagblad har talt med.

”Vi oplever helt klart en form for afinstitutionalisering af religion i Europa. Man lytter ikke til en biskop, bare fordi han er biskop. Men vi bliver hørt, hvis vi kan argumentere for vores synspunkter med rationelle argumenter,” siger Guy Guy Liagre, generalsekretær for Kirkernes Europæiske Konference, KEK, der samler Europas protestantiske, anglikanske, ortodokse og gammelkatolske kirker.

Det anslås, at der i dag er over 60 kirkelige organisationer i Bruxelles med det formål at påvirke EU-lovgivningen, deriblandt Tysklands Evangeliske Kirke, EKD, samt KEK, Comece (de katolske biskoppers organisation i EU) og flere amerikanske religiøse organisationer. Men Guy Guy Liagre taler hellere om en ”fortalervirksomhed” end om ”lobbyvirksomhed”.

”Vi er ikke en interesseorganisation, der lobbyer for vore private interesser. Men ligesom Amnesty International er vi fortalere for respekten for en række universelle værdier. Vi ønsker især at påvirke EU's lovgivning på områder som for eksempel bio-etik eller EU's behandling af migranter. Vi ønsker også, at kirkens menneskesyn skal præge økonomisk lovgivning, så mennesket og ikke økonomien er i centrum,” siger Guy Guy Liagre.

For 10 år siden måtte de europæiske kirkeorganisationer og Vatikanet indkassere et nederlag, da Det Europæiske Råd afviste at skrive Europas kristne rødder ind i præamplen til en ny forfatningstraktat.

Siden har Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009, givet trossamfundene en ny løftestang i kraft af paragraf 17, der sikrer en dialog mellem EU's institutioner og de vigtigste trossamfund i Europa.

”Paragraf 17 sikrer, at kirker og trossamfund mødes jævnligt med EU's institutioner. Det er op til kirkerne selv at udnytte denne mulighed og sørge for at argumentere overbevisende for vore synspunkter. Men vi opfordrer også katolikkerne til selv at blande sig i det europæiske demokrati som aktive borgere,” siger Joanna Touzel, talskvinde for Comece.

Artiklen fortsætter under grafikken 

I praksis mødes trossamfundene en gang om året med EU's tre præsidenter for Europa-Parlamentet, EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd.

Dertil kommer en række møder med blandt andet de halvårlige formandskaber, men også høringer og uformelle møder med for eksempel EU-parlamentarikerne.

Samtidig kan religiøse organisationer benytte sig af Det Europæiske Borgerinitiativ, som i princippet åbner op for en debat i Europa-Parlamentet om et spørgsmål, der har samlet mindst en million underskrifter.

Den katolske lobbyorganisation Europæisk Center for Lov og Retfærdighed, ECLJ, var en af de første, der benyttede muligheden med en underskriftindsamling imod EU-finansiering af forskning, der omfatter brug af fostre.

”Men Europa-Parlamentet har hidtil afvist at debattere emnet. At den kristne arv aldrig er blevet anerkendt som en del af Europas værdigrundlag har faktisk haft konsekvenser i form af en afkristning af Europa, som paragraf 17 og dialogen mellem kirker og EU-institutioner ikke kompenserer for,” siger Gregor Puppinck, leder af ECLJ.

Franois Foret, leder af Center for Politisk Videnskab ved Université Libre i Bruxelles og koordinator af en undersøgelse om EU-parlamentarikeres forhold til religion, mener heller ikke, at de europæiske kirkeorganisationer for alvor påvirker EU-lovgivningen.

”Jeg ser ikke nævneværdige tegn på, at kirkerne sætter deres fingeraftryk. Beslutningerne træffes ikke i de fora, hvor dialogen foregår,” siger Franois Foret.