"God aften, værsgo, kom indenfor – om ikke i varmen, så dog i blæsten."
Sognepræst Ole Lange fra Ny og Gammel Sogn på Holmsland byder velkommen til sin og konfirmandernes interimistiske strandkirke ved Søndervig på den jyske vestkyst, 10 kilometer vest for Ringkøbing.
SE OGSÅ:Følg Initiativprisen på Facebook
Belæsset med tæpper og klapstole træder menigheden forsigtigt i det hvide sand for ikke at komme til at skubbe til strandstenene, der markerer indgangen. Solen har været fremme, men gemmer sig nu bag et voksende skylag, og blæsten er frisk, som normalt her på Danmarks vestlige kant. Det er der taget højde for ved placeringen af alteret. Ole Lange har sikret sig medvind fra "kor" til "kirkeskib".
LÆS OGSÅ: Opskrift på en vellykket konfirmandundervisning
Mens de sidste får lejret sig på tæpper og sat sig i de medbragte stole, tager spillemændene fra Kloster fat på præludiet. "Amazing Grace", udsat for to violiner, gulvbas og harmonika.
Et par måger svæver højt oppe og registrerer med ophøjet ro den lille klat mennesker, der denne store bededagsaften har samlet sig på stranden. Der er faktisk omkring 125 – en af deltagerne har talt dem to gange – og det er over dobbelt så mange, som der normalt deltager i bededagsgudstjenesterne i Ole Langes to kirker. Men set i forhold til den omgivende storslåede natur fylder de ikke alverden.
SE OGSÅ: Kristeligt Dagblads initiativpris
Friluftsgudstjenesten er en af de første i sæsonen. Med sommervejret er der i stigende grad blevet tradition for, at folke- og frikirker flytter uden for murene og markerer sig under åben himmel i det offentlige og uendelige rum, med direkte adgang til blå himmel og grå skyer, og bagved det, uendeligheden.
I den tidlige sommer kulminerer de udendørs gudstjenester 2. pinsedag, og i mange sogne landet over følges de op af friluftsgudstjenester i løbet af sommeren. Således vil der også i Ny og Gammel Sogn blive indbudt til "solnedgangsgudstjenester" på stranden ved Søndervig i løbet af juli, når der er fuld af turister.
Store bededagsgudstjenesten ved Søndervig i fri luft var tænkt som del af konfirmationsforberedelserne. Ole Langes 16 konfirmander havde forud været ude at samle strandingsgods sammen med strandfoged Hans Tarbensen. Egentlig strandingsgods var der nu ikke rigtig, fortæller strandfogden, og netop derfor har der ikke været holdt strandingsauktioner her de seneste par år.
"Men vi fandt da lidt ragelse, som vi læssede af ved præstegården."
To af konfirmanderne, Maja og Ida, fortæller om en god dag med saftevand og kage, og hvordan de siden har bygget kirkeinventar af "ragelset". For Ole Lange har et af de overordnede formål med projektet været at give konfirmanderne en oplevelse, hvor de fik noget i hænderne og brugt alle sanser: "I stedet for bare ordene, som vi jo har mange af i kirken."
Af strandingsgodset, i al dets beskedenhed, havde konfirmanderne til gudstjenesten bygget alter, med en ilanddrevet julestjerne og et par gummihandsker – symbol på "Guds hænder" – som altertavle, og af store stolper rejst "Søndervigs Golgata" med kors og korsfæstede. Altsammen skabt af strandens ilanddrevne, værdiløse materialer – en plastikdunk, et stykke flamingo og så videre – som her for en kort stund fik værdi.
"Tre kors, rejst på stranden i dag, af dét som verden har vraget og kastet bort," som Ole Lange sagde i sin prædiken, hvor han drog sammenligning mellem menneskeliv og vraggods: Mennesker kan føle sig som vraggods, skyllet i land på en strand.
"Har jeg en plads i verden, eller bliver jeg bare kasseret? Vi håber det første og frygter det sidste."
Og netop derfor, konkluderede Ole Lange, har konfirmanderne rejst korsene på stranden med budskabet:
"Hold fat i håbet. Du gør en forskel i Guds øjne, hvor ubetydelig du så end kan føle dig en gang imellem. Det er dét, korset betyder. Gud kaster ingen bort."