Kirkeklokkerne vil bimle og bamle i hele 11 minutter, når man i Havnbjerg Kirke i Sønderborg på søndag markerer 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig. Den historiske bevidsthed og erindringen om verdenskrigen fylder en del i det sønderjyske område. Ikke mindst fordi der under Første Verdenskrig faldt omkring 6000 dansksindede sønderjyder, der måtte kæmpe på tysk side, og nogle af dem vil blive mindet på søndag, fortæller Robert Landeværn Ryholt, sognepræst i Havnbjerg Kirke.
”Vi har en kort gudstjeneste i kirken, inden vi klokken 11 om formiddagen kan stå klar foran mindesmærket for de faldne i Havnbjerg Sogn. Kirkeklokkerne vil ringe i 11 minutter, og når de forstummer, vil navnene på de 41 faldne i sognet blive læst højt. For hver enkelt vil der blive tændt en fakkel. Er der familie til den pågældende faldne soldat til stede, er det familien, der tænder faklen, og ellers er det en person fra menigheden. Bagefter vil der været spisning efterfulgt af en koncert i kirken,” siger sognepræsten, der ligesom andre præster i stiftet er blevet opfordret til at markere dagen med klokkeringning af biskop i Haderslev Marianne Christiansen.
Den samme opfordring lyder fra det andet sønderjyske stift i folkekirken. Ribes biskop, Elof Westergaard, har i en besked til stiftets sogne påpeget, at kirken har al mulig grund til at mindes krigens afslutning set i lyset af nutidens konflikter og dermed bruge dagen til at takke for freden. I den anledning bør kirkeklokkerne ifølge biskoppen lyde klokken 11 søndag formiddag. Når tallet 11 spiller en særlig rolle ved arrangementerne, skyldes det, at det også gjorde det for 100 år siden. Første Verdenskrig blev afsluttet ved en våbenhvileaftale, der trådte i kraft klokken 11 den 11. dag i den 11. måned i 1918.
Men på trods af opfordringer vil man ikke alle steder i landet kunne høre kirkeklokkerne på søndag, og det er der en historisk forklaring på, mener Carsten Bach-Nielsen, der er lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet:
”I Danmark havde man et betragtende forhold til krigen, man vurderede gerne dens værdi i religiøs, psykologisk og moralsk henseende. Først da det gik op for betragterne – i 1916-17 – at dette var et slagteri og ikke en krig, begyndte man at se en mere kritisk holdning. Efter krigen gik den danske folkekirke ind i et stort anlagt internationalt hjælpearbejde. Det ansås for at være de neutrale landes opgave at hjælpe de lande, der var ramt af krigens ødelæggelser og grænsedragninger. Det er forløberen for det, der blev Folkekirkens Nødhjælp, og basis for Det Lutherske Verdensforbund efter Anden Verdenskrig.”
For Marianne Gaarden, der er biskop på Lolland-Falster, er det ikke på samme måde en nødvendighed at mindes krigens afslutning.
”Jeg skal ikke udelukke, at der er præster, der nævner 100-året ved en gudstjeneste på søndag. Men jeg tror, at geografien har stor betydning, og i Sønderjylland, hvor man har haft Første Verdenskrig tæt inde på livet historisk, tror jeg, der er mere på spil både i forhold til den kollektive erindring og identitet,” siger hun og oplyser, at hun som biskop ikke har jeg opfordret til nogen mindehøjtidelighed, ligesom der heller ikke er nogen provster i stiftet, der har opfordret til det.
Men markeringen af Første Verdenskrig er ikke kun forbeholdt sønderjyderne, mener Søren Dosenrode, der er hjælpepræst ved Vor Frelser Kirke i Aalborg og Jean Monnet-professor i EU.
”Jeg mener, det er vigtigt at markere begivenheden. Første Verdenskrig er sammen med Trediveårskrigen nok en af de to vigtigste begivenheder i den moderne historie. Populært sagt blev verden aldrig den samme efter den krig,” siger han.
”Også i dag sender vi folk i krig, som dør. Og i kirken og alle andre steder mindes vi dem, der er faldet for Danmark. Jeg mener ikke, at 100 år er for langt tilbage i tiden at mindes en krig. ”