Ofte lyder det, at julen er en travl tid. Mange har for travlt til julegudstjenesten den 24. december, og det har en række kirker taget konsekvensen af.
De er i de seneste år begyndt at holde gudstjenester med juleevangeliet og klassiske julesalmer den 23. december, altså en klassisk juleaftensgudstjeneste på lillejuleaften. Både for dem, som er bundet til komfuret den 24. december. Dem, som er rejst væk og gerne vil i deres egen kirke i julen. Dem, som skal arbejde den 24. december. Og så er der ifølge kirkerne også skilsmissefamilier, som fejrer jul to gange, og som derfor gerne vil i kirke den 23. december.
Sognepræst Annalise Bager har i tre år holdt julegudstjeneste lillejuleaften i skiftevis kirkerne Longelse, Fuglsbølle og Skrøbelev på Langeland.
”Op mod 50 mennesker plejer at komme. Det er mellem en fjerdedel og en tredjedel af, hvad der kommer juleaften i de forskellige kirker, og folk er rigtig glade for muligheden. Jeg mener, at kirken skal være levende. Du kan ikke lave om på indholdet ved julegudstjenesten, men formen og her placeringen kan godt gøres tidssvarende,” siger hun.
Marianne Nicolaisen Kristensen, sognepræst i Rorup Kirke ved Lejre, genkender begrundelserne for at gå i kirke den 23. december. For tredje år er der en ”Før julegudstjeneste” i hendes kirke.
”Gudstjenesten er som den 24., så det er simpelthen en ekstra service, og der kommer ikke færre i kirke den 24.,” siger hun og tilføjer:
”Vi er en folkekirke med tryk på 'folke'. Det er en udfordring, vi altid står i. Jeg mener, vi skal være der, når folk har brug for os. Man kan sige, at vi kører med på vognen fra butikker og andre steder, som begynder julen, før den er begyndt. Og det er jo først julenat. Der kommer mange den 25. december. Men der kommer ikke mange i kirke anden juledag, så det gør mere gavn at holde en gudstjeneste den 23. december.”
Men kan man ikke gå i kirke, mens anden er i ovnen juleaften, spørger debattør og cand.theol. Margrethe Horstmann drillende?
Hun forklarer, at den 24. december først i 1992 blev en officiel gudstjenestedag. Blandt andet efter at befolkningen havde taget dagen til sig som en dag, hvor man ønskede at gå i kirke.
”Først vil folk komme juleaften, og nu har de så pludseligt for travlt til det og har mange andre undskyldninger. Når man holder jul, har man ikke for travlt til at holde jul. Den virkelige jul er, at man hører ordet om, at Guds søn blev født. Og hvis man rejser væk i julen, er det for at rejse væk. Man kan ikke få det hele,” argumenterer hun.
På spørgsmålet, om det ikke er positivt, at kirkegang i julen trods alt betyder så meget for den brede befolkning, at man gerne vil i kirke i julen og derfor kommer den 23. december, svarer Margrethe Horstmann:
”Hvis man ikke går i kirke juleaften, hvad der ikke er nogen undskyldning for, så gå den 25. og 26. Pladsen er god, ordet er Guds eget. Der har åbenbart sneget sig en opfattelse ind om, at juleaften i kirken er en form for underholdning, der lige så godt kan ligge på en dag, der passer bedre. Nej, juleevangeliet passer til julen og det endda bedre end anden.”
Men den 24. december er blevet familiens dag, påpeger Cecilie Rubow, lektor ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
”Juleaften er en helligdag for familien, og det åbner perspektiver for, at dagen ikke udelukkende defineres ud fra kirkens selvforståelse. Julen er en fejring af værdier, og kirken kommer til at lægge sig i forlængelse af værdier i familien. Den er blevet kraftigt meddefinerende for traditioner i samfundet og dermed også for kirkens videre liv,” siger hun og henviser til, at det for eksempel er hensynet til familiens arrangementer, der er afgørende for, hvornår man kommer i kirke i julen.
Hun mener desuden, at kirkegangen den 23. december bestemt kan tages som udtryk for ”almen velvilje og interesse”.