Dyreejere søger kirkens velsignelse

Kirker velsigner dyr mange steder i verden, og på søndag sker det også i København under en tværkirkelig gudstjeneste

Katolske Ursula Sonnewald er en af de personer, som deltager i guds- tjeneste for dyr i den anglikanske kirke i København. – Privatfoto.
Katolske Ursula Sonnewald er en af de personer, som deltager i guds- tjeneste for dyr i den anglikanske kirke i København. – Privatfoto.

Ursula Sonnewald kan godt lide dyr. Det har hun egentlig altid kunnet. Før var hun bare nødt til at aflive dem. Det krævede jobbet som hjerneforsker og professor i neurokemi ved det medicinske fakultet i Trondheim. Den første mus glemmer hun aldrig. Men hun gjorde det for menneskers skyld. Og det var dengang.

I dag deltager Ursula Sonnewald af og til i tværkirkelige gudstjenester i den anglikanske kirke, St. Alban’s Church, i København. Sammen med tidligere provst i Amagerland Provsti i København Palle Thordal inviterer hun dyr indenfor til gudstjeneste én gang om året i forbindelse med navnedagen for Frans af Assisi.

Som franciskaner og dyreven synes hun, det er oplagt at invitere de kære firbenede ind i Guds hus. De fleste kender måske Frans af Assisi som ham, der gav alt, hvad han ejede, til fattige mennesker. Men han er også helgen og beskytter af dyrene i den katolske kirke. Hans liv viste, hvordan mennesker kan leve i harmoni med naturen.

”Under ceremonien synger vi salmer, og kæledyrene bliver velsignet,” fortæller Ursula Sonnewald.

Det er fortrinsvis hunde, der tages med. Det er de blevet siden 2016.

“Hundene får ikke noget direkte ud af at gå til gudstjeneste. Det ved jeg godt,“ fortsætter Ursula Sonnewald, der er anglikansk franciskaner.

Men Ursula Sonnewald kan alligevel godt lide at se dem i kirken. De kalder det ”Pet Service”, dyregudstjeneste, og alle er velkomne.

Ursula Sonnewald mener ikke, at naturvidenskab og tro behøver at udelukke hinanden.

“I dag står jeg ved, at jeg både er videnskabsperson og troende. Men mange tør ikke stå ved det,” siger Ursula Sonnewald.

Tilbage i 2010 valgte hun at blive franciskaner. Det var mødet med en franciskansk munk i Danmark, der inspirerede hende til at søge om optagelse i netop dette fællesskab.

“Især fordi Frans af Assisis liv står i så stor kontrast til nutidens forbrug og ødelæggelser af miljøet,” forklarer Ursula Sonnewald.

Hun synes ikke, at der er noget mærkeligt i både at være hjerneforsker og velsigne kæledyr. Bibelen er ikke et opslagsværk ligesom en kemibog, hvis man spørger hende. Den er til gengæld fuld af historier og poesi. Og Ursula Sonnewald er ikke i tvivl om, at teologi og dyr har noget væsentligt med hinanden at gøre. Det er hun ikke alene om.

I Spanien er velsignelser af dyr ikke ualmindelige i katolske kirker.

”Hvad er hundens navn?” spørger Fader Joaquin og bøjer sig ned over en ældre kvinde med permanentet hår.

”Churro,” svarer hun og løfter en amerikansk bulldog på omkring 15 kg højt op imod ham og himlen.

”Jeg velsigner dig, Churro,” siger Fader Joaquin. Han lader helligt vand dryppe ned på dyret.

Dråberne rammer først hundesnuden. Derefter den røde løber, som er rullet ud foran kirken San Anton i midten af Madrid. Lyden af bjæf og logrende haler giver genlyd i gaden.

En kø på cirka 8000 chihuahuaer, labrador-, gravhunde og golden retrievere må vente længe. Nogle har sweaters på. Andre flamencokjoler. De skal velsignes af Fader Joaquin, som deler ud af helligt vand.

Sådan er det hvert år den 17. januar, når Fiesta de San Antón finder sted.

Fader Joaquin velsigner Churro og de tusindvis af andre hunde med håbet om, at de må få det bedste og længst mulige liv. Derudover byder dagen på koncerter, dyrerettighedsworkshops og veganske restauranttilbud i Madrid.

Et mylder af mennesker og hunde passerer den røde løber i et konstant flow. Derefter maser de sig ind i San Anton Kirke til gudstjeneste. Duften af røgelse fylder kirkerummet og lægger sig som en dyne over alle. Roen sænker sig ærbødigt.

Ud af højtalerne i kirkens hjørner flyder præstens stemme. En lang kø af mennesker og hunde bevæger sig langsomt og højtideligt op ad kirkegulvet. Fire andre præster klædt i røde kjortler står klar til at tage imod ved alteret. Nadveren er forbeholdt mennesker. Dyrene får endnu en velsignelse.

Ifølge Bibelen skabte Gud både mennesker og pattedyr på den sjette dag. Men hvad har Gud egentlig med kæledyr at gøre anno 2018?

På Amager ligger afdeling for systematisk teologi. Den er en del af Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Her sidder lektor Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen og reflekterer over kristendommen i sammenhæng med nutidens kulturelle, religiøse og filosofiske tanke- og livsformer.

”Man kan udfolde en teologi om dyr, men der er ikke mange, der har gjort det – og slet ikke mange protestantiske teologer,” forklarer Johanne Stubbe Teglbjærg.

Det ligger typisk protestantiske kirker fjernt at velsigne kæledyr. Ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg er forklaringen, at den danske folkekirke er optaget af Guds frelse af mennesket gennem et menneske – og derfor bliver Guds frelse af dyr noget sekundært.

”Det betyder ikke, at dyr ikke har betydning,” uddyber hun.

Men dyrenes betydning knytter sig især til deres forhold til mennesket. Og i Bibelen er forholdet mellem mennesker og dyr for det meste blevet beskrevet som asymmetrisk. Dog med enkelte undtagelser.

“I teologien har man som regel set på dyr på to måder. Enten som helt anderledes end mennesket. Eller som en variation af mennesket, det vil sige et skabt væsen i fællesskab med det skabte menneske,” uddyber teologen.

Det første syn lægger op til, at mennesket har et ansvar for og et herredømme over dyrene. Den anden taler for, at mennesker skal leve i solidaritet med dyrene og ikke som deres herrer.

Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen vurderer, at de fleste protestantiske teologer i dag vil være enige om, at begge opfattelser af dyr skal holdes sammen, og hun mener ikke, at mennesker slipper af med hverken ansvaret over for eller ligheden med dyr.

“Vi må også betragte os selv som dem, der er underlagt naturen. For eksempel kan vi tale om ‘dyret i os selv’,“ siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

For en lektor i dogmatik er det en diskussion, om det dyriske skal betragtes negativt, som noget, der skal domineres eller disciplineres, eller om det tværtimod er noget positivt og et sted, hvorfra vi kan hente livskraft.

”Den ambivalens i forhold til det dyriske, som teologien er præget af, findes også tydeligt i vores kultur,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

Hun minder om, at vi har en lang kulturel tradition for at betragte vores forhold til dyr som paradigmatisk for den måde, vi omgås andre mennesker på. Når man siger om et menneske, at ”han er god mod dyr”, så betyder det som regel også, at han er god mod børn og fremmede, forklarer Johanne Stubbe Teglbjærg. Talemåden ”han blev som et dyr” er et andet eksempel, som viser, at vi også kender til den anden negative side af det dyriske.

“En dyreteologi, som ikke er reducerende, skal have sans for de problemer, der gemmer sig her,” siger hun.

Bengt Holst er ikke så sikker på, at hunde eller nogen andre dyr kommer i himlen. Heller ikke hans egen hund, der fik en svulst i tarmen og døde af det. Solbrændt og iklædt beige safari-uniform sidder han et andet sted i København bag et skrivebord i Zoologisk Have tæt på det nye panda-anlæg.

Tanker om dyr og etik fylder hans hoved. Det skal de helst, når man er formand for Det Dyreetiske Råd, adfærdsbiolog og videnskabelig direktør i Zoo. Det kan bekymre ham, at mange mennesker har fået det, han kalder et disneyficeret billede af dyreverdenen i dag.

”Vi ser jo mere og mere, at hunde og katte nærmest bliver gjort til mennesker, for eksempel når vi klæder dem ud. Så længe det ikke går ud over dyret, gør det måske ikke noget,” reflekterer Bengt Holst.

“Kunsten for mennesker bliver at vise vores omsorg med respekt for dyrene, så det ikke kun er vores egne behov, der opfyldes,” fortsætter han.

For han kan ikke lade være med at tænke på, at danskerne bruger over tre milliarder kroner om året på kæledyr. Og utroligt mange penge på at behandle dem, når de bliver syge. Der er ofte tale om lange og besværlige kræftbehandlinger, der nemt løber op i 50.000 kroner eller mere.

“Du skal vide, hvor du trækker grænsen. Ofte velsigner og kræftbehandler vi måske mest dyr for vores egen skyld,” siger Bengt Holst og holder en lang pause.

Det var dengang, Ursula Sonnewald var institutleder ved det medicinske fakultet, at det gik op for hende, at hun havde det helt forfærdeligt. Det passionerede forskerliv strandede i stress og for meget arbejde. Hun husker det store ansvar over for yngre ph.d.-studerende og alle de lange møder og opgaver, som ikke var præget af lyst. Og som institutleder var arbejdsbelastningen bare dobbelt.

“Da jeg var færdig efter fire år, tænkte jeg, at enten går jeg til psykiater og får et nervesammenbrud, eller også gør jeg noget andet,” siger Ursula Sonnewald.

Hun valgte at gå Caminoen i fem uger. Og så blev hun hjælpepræst – også for kæledyr.

“Da faldt en helt del ting på plads,” siger hun og kigger ind under stuebordet.

Der ligger Sally og slapper af. Den karamelfarvede collie på fem år er både velsignet og en velsignelse i Ursula Sonnewalds liv. Hun er bare ikke helt sikker på, hvad det egentlig betyder for hende at have en velsignet hund.

”Jeg tror ikke, man får velsignet sit kæledyr, hvis man ikke tror på noget. De fleste, der kommer til dyregudstjenesten, er tilhængere af den tanke,” siger hun og ser ned på den sovende collie. Lyset banker ind ad vinduerne.

”Det, vi tror på, behøver vi ikke at bevise. Og hvem vil ikke gerne tro på, at der er et liv efter døden – selv for en hund?”, reflekterer Ursula Sonnewald og klapper Sally.