Man skammer sig i flere kristne organisationer. Det ser man, hvis man løber over en række af de kirkelige reaktioner på de sammenstød, der har været på græske øer og på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland, hvorfra flygtningene ikke kan komme videre til andre europæiske lande.
Skammen har blandt andet indfundet sig i den største protestantiske kirkesammenslutning i Tyskland, EKD, som har haft sin særlige udsending for flygtningepolitik af sted til Lesbos.
”Man prøver at holde problemet ud i strakt arm på samme måde, som EU i årevis har holdt problemerne i lejrene på de græske øer ud i strakt arm. Jeg regner mig selv for at være en overbevist europæer, men da jeg var dernede, skammede jeg mig over at være medlem af EU,” siger Martin Dutzmann, der er udsending i Europa for EKD’s kirkeråds flygtningepolitik, til det tyske medie Redaktionsnetzwerk Deutschland.
Han mener i øvrigt, at Tyskland godt kan tage imod flere flygtninge fra lejrene i Grækenland.
Den klareste opfordring kommer dog fra den katolske kirke: Europa skal overføre 20.000 flygtninge fra de græske flygtningelejre til andre europæiske lande, lyder det fra højtstående teologer tæt på paven. Man har udarbejdet et offentligt brev om dette mål, som er underskrevet af formand for de katolske biskopper (COMECE) i Europa Jean-Claude Hollerich, leder af pavens kontor for migration Michael Czerny og den polske kardinal Konrad Krajewski, der er ansvarlig for det pavelige velgørende arbejde. Også fra denne kant meldes der om skam.
”Jeg skammer mig, når jeg ser, at flygtninge bliver stemplet som problemer,” siger Jean-Claude Hollerich, der er kardinal i Luxembourg, til den katolske hjemmeside Domradio.de.
Han mener, at svaret på flygtningespørgsmålet vil vise, om ”Europa stadig har kristne rødder”. Også for Konrad Krajewski er situationen i Grækenland ”skamfuld for Europa”.
Det er et politisk minefelt, kirkerne bevæger sig ind i. Selv traditionelt flygtningevenlige politikere som Tysklands kansler, Angela Merkel, er mindre velvillige over for migranter i den nuværende situation, end de før har været.
Den politiske brug af flygtningene fra Tyrkiets side fører til kritik af EU-naboen, og det fysiske pres og stenkasteri fra de tilkommende i grænseområderne mellem Tyrkiet og Grækenland har skubbet til sympatien for migranterne de seneste uger.
Derfor er migration denne gang heller ikke et entydigt spørgsmål i mange andre kirker. I folkekirken i Danmark ser det noget anderledes ud end i den katolske kirke. Her har der i den seneste uge ikke været omfattende protest, og den tale om næstekærlighed, som man hørte så ofte i flygtningespørgsmål i 2015, har ikke været så tydelig i denne omgang endnu.
I disse dage ses klare forskelle på reaktionerne fra Europas kirker. Der er de kirker, der melder klart ud for flygtningehjælp, og så er der dem, der vælger en mere tilbageholdende tilgang. Athens ærkebiskop, Ieronymos II, der også er leder i landets græsk-ortodokse kirke, var i går ude at besøge vagtposterne i Evros ved den tyrkiske grænse. Kirkelederen udtrykte medfølelse med de migranter, der var blevet fanget på den anden side af grænsen som instrumenter i et politisk spil. Men han uddelte også Det Nye Testamente til vagterne på grænsen og sagde, at man i kirken gav sig til at bede, da man for nylig så hæren tage de første vigtige skridt i konflikten i grænseområdet.
Den græsk-ortodokse kirke er en national kirke. Den er på godt og ondt tæt bundet til det græske folk, og den historiske bevidsthed spiller en stor rolle.
Man har været under osmannisk belejring fra 1453 til 1821. Der kører stadig en konflikt med Tyrkiet om grænser. Dertil kommer, at alle græske kristne blev fordrevet fra det nuværende Tyrkiet i kølvandet på osmannernes folkemord på armeniere og syrere, som begyndte i slutningen af 1800-tallet. Der er derfor ikke samme idealistiske forventninger til den fredelige sameksistens med muslimer, som der findes i andre dele af Europa. Samme mønster ses i andre ortodokse kirker på Balkan, der kom under osmannisk kontrol.
I øjeblikket er en båd i Kiel ved at blive gjort klar til at komme ud og samle flygtninge op i Middelhavet, delvist finansieret af den protestantiske kirkesammenslutning EKD. Noget lignende vil man næppe se i den græsk-ortodokse kirke.