Prøv avisen

Kirkeskat er god karma

Ronnie Andersen er buddhist og medlem af folkekirken. Han ser ikke noget problem i at tilhøre to religiøse traditioner på én gang. Og det synspunkt deler han med stadig flere danskere, som hellere blander end adskiller religioner, viser ny rapport fra organisationen Folkekirke og Religionsmøde. – Foto: Mette Frandsen.

Et liv som buddhist udelukker ikke medlemskab af folkekirken. Det mener Ronnie Andersen, der trods sin buddhistiske tro både er døbt og fejrer jul

Den danske folkekirke og livet som munk i et buddhistisk tempel kan sagtens forenes. Det har 36-årige Ronnie Andersen i hvert fald formået at gøre. Han har levet som buddhist i 12 år, men er vokset op med det, han kalder almen dansk kristen tro, som ifølge ham betyder medlemskab af den danske folkekirke og traditionel kristen fejring af jul og påske.

Vejen mod den buddhistiske lære mener Ronnie Andersen kan føres hele vejen tilbage til hans sydkoreanske baggrund. Han var halvandet år gammel, da han blev adopteret fra Sydkorea, og selvom han har boet i Danmark lige siden, har han altid haft en særlig interesse for asiatisk kultur.

Gennem en skoleven med thailandske rødder blev han i 1991 præsenteret for det buddhistiske tempel i Stenløse. Han begyndte at komme i templet dagligt, og i sommeren 1993 blev han ordineret munk og boede i templet i et halvt år, hvor han praktiserede Buddhas lære. Ronnie Andersen, der nu har kæreste og barn, lever ikke længere som munk, men han mediterer dagligt, deltager i templets messer og holder foredrag om buddhismen, som han er overbevist om er den rette religion for ham.

Buddhas lære og tankegang passer til min egen livsanskuelse. Jeg har altid haft svært ved at tro på, at der kun findes én almægtig Gud, men Buddhas lære åbner op for et langt mere frit og nuanceret livsbillede, forklarer han.

Men livet som buddhist har ikke fået Ronnie Andersen til at melde sig ud af folkekirken, som han mener er en vigtig brik i dansk kultur.

Jeg er kristen som så mange andre. Det vil sige, at jeg er åben og forstående over for kristen kultur, og jeg synes, det er vigtigt at holde kristne traditioner som jul og påske i hævd. Det har jeg altid gjort, for det synes jeg hører med til at være dansker, forklarer han.

Ifølge Ronnie Andersen kan man sagtens passe Buddhas principper ind i en kristen hverdag.

Buddhismen er en meget åben religion, der giver plads til også at følge andre religioners overbevisninger, hvis man føler, det gavner ens liv. Begrebet karma mener jeg jo heller ikke er så langt fra den kristne overbevisning om at gøre gode gerninger frem for onde. Og når jeg gladelig betaler en procent af min løn i kirkeskat, ser jeg det som god karma, fortæller han.

Dog er Ronnie Andersen i tvivl om, hvor han skal sige ja, når han og kæresten en dag gifter sig. Hun vil gerne være hvid brud og giftes i kirken, men det ved han ikke, om han kan forsvare.

Jeg tror, det vil blive en meget akavet situation, hvis jeg skal sige ja til min kæreste foran Gud. Selvom jeg har taget mange af de kristne værdier med mig, er jeg jo trods alt buddhist, forklarer Ronnie Andersen, hvis søn på seks måneder heller ikke er kirkeligt døbt.

Jeg vil selvfølgelig tage ham med i templet og lære ham om Buddha, men da vi bor i Danmark, kan han ikke undgå at høre om kristendommen. Jeg synes, han selv skal vælge sin tro, når han er gammel nok. For mig har det ingen betydning, om han er kristen, buddhist eller begge dele, bare han er tro mod sig selv, siger Ronnie Andersen

kragh@kristeligt-dagblad.dk