Kirkeskib på krydstogt i sit 300. år

I Stege har det været ”Justitia-år” i 2018. Som noget helt specielt holder man her fast i den ellers uddøende skik at føre kirkeskib i procession gennem byen hvert 10. år

”Justitia” er atter på plads under hvælvingerne i Stege Kirke, hvor den nu hænger til næste ”Justitia-år” i 2028. - Privatfoto.
”Justitia” er atter på plads under hvælvingerne i Stege Kirke, hvor den nu hænger til næste ”Justitia-år” i 2028. - Privatfoto.

Det bankes ”markant og højlydt” på døren til Stege Kirke på Møn. Begge fløjdøre åbnes på vid gab. Sognepræst i Stege og Nyord Pastorat Lene Skov Opsahl viser sig i fuldt ornat og beder om en forklaring: ”Hvad er årsagen til dette postyr?”.

Ordvalget kan forekomme lidt gammeldags, og forklaringen på det er ganske enkelt, at der her er tale om et fast ritual, hvis oprindelse fortaber sig i fortiden. Men det gentages hvert 10. år, når Steges – i år 300 år gamle – kirkeskib vender tilbage til kirken efter opmaling, reparation og optog gennem byen. Det gøres, for at det, formanden for kirkeskibsforeningen forklarer præsten i kirkedøren, ”fremtræder lige så smukt, som da matros Hans Larsen skænkede det til kirken i 1718”.

Kirkeskibsprocessioner og fester omkring kirkeskibe, som det stadig kan opleves i Stege, har tidligere fundet sted over hele landet.

”Der har været traditioner for det i næsten alle kystnære byer i 1800-tallet, men i dag er det desværre nærmest en uddød eller uddøende skik. Jeg har i hvert fald ikke fundet andre steder, hvor man som i Stege holder traditionen i live,” fortæller cand.mag. i historie og marinearkæologi Lisa Hartun.

Hun har blandt andet arbejdet på M/S Museet for Søfart i Helsingør, det tidligere Handels- og Søfartsmuseum, hvor man har registreret danske kirkeskibe, og for Museum Sydøstdanmark været med til at udgrave et 1500-tals handelsskib i Køge.

I dag er der omkring1670 bevarede kirkeskibe i Danmark. Traditionen går mange hundrede år tilbage. Ældste kirkeskib i Danmark er en navnløs galeon fra omkring 1600 i Ho Kirke i Sydvestjylland, forklarer Lisa Hartun:

”Det er den første rigtige model af et skib, men vi har flere ’kirkeskibe’ i granit eller træ, som er endnu ældre. Det ældste hænger på Langeland og er formentlig fra 1200-tallet.”

Og der bliver stadig hængt nye modelskibe op i danske kirker, også i vores tid, selvom de særlige traditioner omkring kirkeskibene i dag synes at være mere eller mindre forsvundet, med Stege som en tilbageværende undtagelse, fordi man her stiftede en særlig kirkeskibsforening med det formål at varetage og vedligeholde ”Justitia”. Foreningen kan føre sin historie tilbage til 1827, men skønnes at være ældre. Man mener at vide med nogenlunde sikkerhed, at ”Justitia” har været nede til reparation og optog hvert 10. år siden 1817.

”Vi er lidt stolte af at være med til at fastholde en tradition, som går så langt tilbage, og få lov til at tage vare på et så smukt og velrenommeret kirkeskib som ’Justitia’ med dets nu 300-årige historie,” siger Henning Larsen og Stig Ryhl – henholdsvis formand og sekretær i foreningen.

Når kirkeskibet pilles ned og sendes på ”krydstogt” gennem Stege, inden det atter nymalet og istandsat hejses på plads, sker det til hornmusik, flag og bådsmandspibe. Alle gamle traditioner holdes i hævd, og intet er overladt tilfældighederne. Optoget – også denne sommers – følger en nøje fastlagt rute, og dialogen med præsten er lagt i helt faste rammer, når ”Justitia” til sidst returnerer til kirken, hvor det nu atter hænger i stille sejlads under hvælvingerne ”Gud til ære og Kirken til beprydelse” frem til næste ”Justitia-år” i 2028.

I mellemtiden sker der så ikke alverden i Justitia-foreningen, som har det ene formål at tage vare på kirkeskibet. Med denne begrænsede aktivitet kan det være svært at fastholde medlemmerne, erkender Henning Larsen og Stig Ryhl, som da også har måttet notere et faldende medlemstal. I dag er der 90 medlemmer. Derfor har foreningen i år sat et initiativ i gang i håb om at få vendt medlemsnedgangen, så man kan fastholde de gamle lokale traditioner:

”Der er jo tale om traditioner omkring kirkeskibet, som vedrører ikke bare kirken, men hele byen, og derved binder by og kirke og historie og kultur sammen på en helt særlig måde, der ikke kendes andre steder i Danmark.”