Kjeld Holm har været biskop i 19 år: Det er nu, jeg topper

Yngre biskopper har nok flere kræfter, men ellers bør ungdommen overstås hurtigst muligt. Det er erfaringen, der tæller, lyder det fra biskop Kjeld Holm om lovforslaget om at tidsbegrænse bispestillingen

Biskop Kjeld Holm har været øverste mand i Århus Stift siden 1994. Han er den af de nuværende biskopper, der har siddet i længst tid.
Biskop Kjeld Holm har været øverste mand i Århus Stift siden 1994. Han er den af de nuværende biskopper, der har siddet i længst tid.

Kirkeminister Manu Sareen (R) vil have biskopper ud af vagten efter 10 år. I går præsenterede han et lovforslag, der skal tidsbegrænse biskoppers ansættelse.

Hvis det lovforslag havde været gældende i dag, burde biskop Kjeld Holm være stoppet for ni år siden. Han har været biskop over Århus Stift siden 1994 og er den af de nuværende biskopper, der har været i embedet i længst tid.

LÆS OGSÅ: Biskopper: Klap lige hesten, Sareen

Kjeld Holm kan ikke se, hvorfor han skulle have trukket sig for ni år siden.

Det er nu, jeg topper. Og det gør jeg også om et år og 14 dage, før jeg går af, siger han.

Mens Manu Sareen i sin præsentation af lovforslaget lagde vægt på, at tidsbegrænsningen af bispestillingen vil sikre en fornyelse i folkekirken, understreger Kjeld Holm, at der først og fremmest er brug for erfaring i stillingen.

LÆS OGSÅ:Vigsø Bagge: Demokratiet vil styrkes, hvis biskopper kun sidder i 10 år

I Århus Stift har han 340 præster og 2600 menighedsråd at holde styr på, og det tager lang tid, før man har lært folk at kende og har gennemskuet, hvilken sammenhæng de indgår i. Desuden tager det tid at sætte sig ind i sognenes historie.

I dag skal jeg til møde i Randers Nordre Provsti, og det er en kæmpefordel for mig nu, at jeg ved hvilke sogne, vi skal drøfte. Jeg kender også de muligheder, sognene har for udvikling af samarbejde. Det ville jeg ikke have anet, da jeg begyndte. Det tager ikke 10 år at lære det, men det tager syv-otte år, siger Kjeld Holm.

LÆS OGSÅ: Kirkeeksperter: Man kan tidsbegrænse en åndelig leder

Han mener, at det er ekstra vigtigt, at der sidder en biskop, som er godt inde i de lokale forhold, fordi Kirkeministeriet er blottet for lokalkendskab:

De fatter jo ikke en dyt inde på Frederiksholms Kanal (Kirkeministeriet red). De opfatter os som en forvaltningsenhed, og de aner for eksempel ikke, hvor Falslev Vindblæs Sogn ligger.

Men er der slet ingen steder, hvor du kan se, at en yngre biskop vil have en fordel?

De har måske flere kræfter, men ellers mener jeg, at ungdom bør overstås hurtigst muligt. Men det altafgørende er, hvem du omgiver dig med, hvilken stiftskontorchef du har og så videre. Det er klart, at havde jeg haft elendige medarbejdere, skulle jeg måske være gået, men det har jeg ikke. Tværtimod, siger Kjeld Holm.