Klerikalisme vejer tungt i den katolske kirke

Gejstliges urimelige udnyttelse af privilegier og indflydelse har længe været et fokuspunkt for pave Frans. Kritikere mener, at kirken selv har de bedste forudsætninger for at tage hånd om problemer

Lige siden sin tiltræden i 2013 har pave Frans advaret mod klerikalismen som en særlig katolsk sygdom, der identificerer ”Kirken” med præster og biskopper, fremhæver de gejstliges autoritet og tilsvarende minimerer lægfolkets ansvar som en del af Guds folk. På billedet ses biskopper til en messe på Peterspladsen i Vatikanet.
Lige siden sin tiltræden i 2013 har pave Frans advaret mod klerikalismen som en særlig katolsk sygdom, der identificerer ”Kirken” med præster og biskopper, fremhæver de gejstliges autoritet og tilsvarende minimerer lægfolkets ansvar som en del af Guds folk. På billedet ses biskopper til en messe på Peterspladsen i Vatikanet.

Samtidig med at den ene undersøgelse af misbrugsskandaler i den katolske kirke afløser den anden, har begrebet klerikalisme fået en renæssance. Det dukker op som en af forklaringerne på den globale epidemi af sager om seksuelle overgreb. Men det er også en del af historien om de igangværende konflikter mellem forskellige kirkelige fløje.

Lige siden sin tiltræden i 2013 har pave Frans advaret mod klerikalismen som en særlig katolsk sygdom, der identificerer ”Kirken” med præster og biskopper, fremhæver de gejstliges autoritet og tilsvarende minimerer lægfolkets ansvar som en del af Guds folk. I et brev til alle katolikker udsendt den 20. august har paven understreget sammenhængen mellem klerikalisme og seksuelt misbrug og skrevet, at man ved at sige ”nej” til det ene også siger ”nej” til det andet.

En overdreven dyrkelse af fagfællesskab med uheldige konsekvenser for handlemåde og opførsel kendes fra alle professioner. I den katolske kirke får det imidlertid helt særlige virkninger, fordi præstegerningen her ikke opfattes som et almindeligt job, men som et kald. Det er således katolsk tro, at en præst ved præstevielsen gennem Helligånden modtager en særlig autoritet i form af Kristi frelsende kraft, som han skal bruge til gavn for de troende.

Selvom mange præster lever deres liv i ydmyg undren som Guds og menighedens tjenere, viser kirkehistorien også, at det ikke altid er tilfældet. Særligt i forhold til lægfolket har gejstligheden været i vildrede og til tider opfattet almindelige mennesker som en art andenklasses borgere i det kirkelige fællesskab. Man skal helt frem til Andet Vatikankoncil i 1960’erne, før kirken på højeste niveau begynder at arbejde med en detaljeret teologisk forståelse af lægfolkets rolle.

De undersøgelser af historiske sager om seksuelt misbrug i USA og Europa, der har præget denne sommers nyheder, og som går mange årtier tilbage, viser, hvordan præster har misbrugt deres position til at begå overgreb. Endnu mere bekymrende viser de også, hvordan flere biskopper har dysset sagerne ned, så overgrebsmanden kunne begå nye overgreb, hvorved biskopperne netop svigtede lægfolket.

Dette er angiveligt sket under hensyn til kirkens renommé, men også af angst for at sådanne sager ville svække lægfolkets respekt for og tillid til præsterne og biskopperne. Mange biskopper og paver har været opmærksomme på denne fare, men det er først under Benedikt XVI og pave Frans, at den for alvor er blevet italesat. At det har båret frugt, er tydeligt fra de undersøgelser af misbrugsskandaler, som biskopperne selv har iværksat for eksempel i Tyskland og Holland, ligesom det fremgår af den nye vilje til samarbejde med myndighederne, der kendetegner kirkens situation i USA.

Andre biskopper mener imidlertid, at sekulære og antikirkelige kræfter udnytter en i forvejen svær situation til yderligere at svække kirken, og at pave Frans’ arbejde for større gennemskuelighed og åbenhed er et vildskud. Selvom de næppe vil bruge begrebet klerikalisme positivt, vil de mene, at kirken selv har de bedste forudsætninger for at tage hånd om problemerne med henvisning til, at den er en enestående institution, hvis autoritet man skal værne om. Det drejer sig typisk om kirkeledere, der i forvejen er kritiske over for pave Frans’ pastorale pædagogik og bløde formuleringer, særligt med henblik på homoseksuelle og gengifte fraskilte. Som en udløber heraf forsøgte konservative kræfter i USA i denne sensommer at benytte misbrugsskandalen til at bringe paven personligt i forlegenhed og tvinge ham til at gå af.

Lægfolk har også deres ansvar for udbredelsen af klerikalismen, når de omgås gejstligheden med overdreven eller malplaceret ærbødighed. Ikke desto mindre er det lægfolket og deres kompetencer, som kirkelige analytikere peger på, når de skal anvise en vej for kirken ud af krisen og væk fra klerikalismen. Mange lægfolk spørger også, om ikke uddannelsen af præster på et præsteseminarium nærer en forkert form for eksklusivitet og for eksempel isolerer de studerende fra den kvindelige side af tilværelsen, der fylder så meget ude i menighederne.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.