Mediebrugerorganisation KFL, Kirke & Medier ser med en vis begrundet ængstelse på fremtiden. Formår man ikke at rette op på en kritisk medlemsblødning, vil organisation ifølge eget udsagn ikke have den nødvendige pondus til fremover af kæmpe for en rimelig tilstedeværelse af kristendommen og trosstoffet i det danske mediebillede.
Kommer krisen til at kradse så fatalt for organisationen, bliver det slutningen på en lang tradition med mandat til at repræsentere de kristne mediebrugere. Blot et år efter oprettelsen af Statsradiofonien i 1925, der senere blev til Danmarks Radio, blev Kristelig Lytterforening til virkelighed. Foreningen trivedes godt i de følgende årtier og nåede i 1949 sit medlemsmæssige højdepunkt med 100.000 medlemmer. Men siden er der løbet meget vand under broen for organisationen, som i dag går under navnet KLF, Kirke & Medier og repræsenterer 10.000 mennesker.
At man i dag befinder sig i en selverklæret krise, er der ikke noget overraskende ved, hvis man spørger Frands Mortensen, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet. For med årene er organisationer som KFL, Kirke & Medier blevet kørt længere og længere ud på et sidespor fra politisk side.
”Lytterforeningerne opstod i kølvandet på Statsradiofonien, fordi man dengang havde et ønske om, at lytterne skulle være med til præge radiofonien. Og det var jo en reel magt, hvor de var med til at bestemme, hvem der sad i bestyrelser og programudvalg,” siger Frands Mortensen.
Den politiske velvilje over for lytterforeningerne varede ved i en årrække, men i 1973 besluttede politikerne, at man ville overtage den fulde styring i datidens radioråd. I 1987 blev lytterforeningerne yderligere svækket, da de ikke længere kunne påvirke den øverste ledelse. I stedet fik de adgang til et programråd, som Frands Mortensen betegner som tandløst og ligegyldigt. I 2003 kom så det endegyldige stød, da også disse programråd blev nedlagt af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K).
”Dermed var man jo endegyldigt uden reel indflydelse, og derfor er det ikke overraskende, at interessen fra nye medlemmer blev svækket. Derfor tror jeg også, at det eneste, der på længere sigt kan redde KFL, Kirke & Me-diers eksistens er, hvis man fra politisk hold beslutter, at lytterne og seerne igen skal have reel indflydelse,” siger Frands Mortensen.
At udviklingen i høj grad har overflødiggjort KFL, Kirke & Medier, bekræfter Kurt Strand, vært på mediemagasinet ”Mennesker og medier”. Han anerkender, at det er positivt med kræfter, der puster beslutningstagere i nakken. Det er bare svært at påvise, at KLF, Kirke & Mediers arbejde fører til forandring, som ikke lige såvel kunne stamme fra en række selvstændige mediebrugere:
”Et par år tilbage udgav de en rapport, der handlede om brugen af bandeord. Den har sikkert ført til interne diskussioner i DR, jeg tog den også op i ’Mennesker og medier’, men jeg ved samtidig fra de lytter- og seerredaktører, der håndterer klager, at de får klager om sprogbrugen hele tiden. Min pointe er, at de spørgsmål, som fylder hos mediebrugerne, formentligt vil føre til opmærksomhed fra medierne, uanset om der er en organisation, der laver en rapport, eller ej.”
Ligesom Frans Mortensen vurderer Kurt Strand, at KFL, Kirke & Mediers primære og uløselige problem er, at tiden er løbet fra en forening for lyttere og seere.
”Mennesker i dag vil jo stille sig selv spørgsmålet: ’Hvad skal jeg som mediebruger bruge en lytter- og seerforening til?’,” siger han og uddyber:
”Først og fremmest er der jo i dag masser af kanaler, hvis man gerne vil udtrykke sin utilfredshed med DR. Derudover er spredning af forbruget jo blevet enormt, og kigger man på det brede mediebillede, kan man finde masser af det stof, som KFL, Kirke & Medier kæmper for. Der er i min optik masser af steder, man kan vende sig mod, hvis man som forbruger efterspørger trosstof.”
Sørine Gotfredsen, sognepræst i Jesuskirken i København og debattør, deler ikke det synspunkt, at tiden har overflødiggjort KFL, Kirke & Medier. Organisationen formår bare ikke at udfylde rollen.
”Sætter man sig ned prøver at sætte ord på, hvordan det står til med kristendommen og åndeligheden i medievirkeligheden, så vil jeg sige, at der er mere brug for dem end nogensinde. Men det er som om, at de kun sjældent træder ind i den arena, hvor slaget står,” siger hun.
I hendes optik er KFL, Kirke & Medier anonym i debatten om, hvordan kristendom behandles i DR og andre medier, hvilket synes paradoksalt, når det er organisationens hovedærinde. Kritikken og rollen som vagthund må man i stedet kigge efter hos debattører og kulturkritikere. Og KFL, Kirke & Mediers anonymitet er ikke kun forbundet med den manglende involvering i debatten, men også at den ikke er skarp nok, når den så kommer på banen, tilføjer sognepræsten:
”Jeg sidder tit med en fornemmelse af, at deres tone er for mild og for kompromis-søgende. Dermed ikke sagt, at alt bliver bedre af vild konflikt, men i den værdikamp, der ligger i de her diskussioner, tror jeg, at det ville betale sig at tale klarere.”
En lidt mere offensiv stil ville også komme organisation selv til gode, mener hun, for en væsentlig del af forklaringen på organisationens krise ligger i, at den bevæger sig under radaren:
”Organisationens underspillede facon gør, at hvis man går ud på gaden og spørger, hvem den er, vil ingen vide det. Dens profileringsevne er ikke særligt stor, og det tror jeg også gør, at den lider under folks manglende kendskab til den som organisation, når den så af og til udtrykker kritik.”