Klik en bøn: Facebook vil have fat i religiøse grupper

I USA har Facebook aktivt brugt coronakrisen til at få kristne og andre religiøse grupper til at bruge sociale medier til at dele deres budskab – og dermed målrette annoncer mod troende

Særligt coronakrisen, hvor folk ikke fysisk kunne møde hinanden i kirken, har virket som en katalysator til at bringe kirkelivet online.
Særligt coronakrisen, hvor folk ikke fysisk kunne møde hinanden i kirken, har virket som en katalysator til at bringe kirkelivet online. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix.

Klik en bøn.

Sådan kan en af de nye funktioner på Facebook beskrives.

Foreløbig er det kun en mulighed i USA, hvor folk kan opfordre deres omgangskreds til at bede for dem eller andre, hvis de lider af sygdom, har en vigtig eksamenen, en søns køreprøve eller en datter med kærestesorger.

For andre i personens virtuelle vennekreds kræver det kun et klik at sende budskabet, at de også har bedt.

Funktionen er blot et eksempel på, hvordan Facebook i USA arbejder på at øge samarbejdet med religiøse grupper. På det sociale medie er det ikke alene muligt for brugerne at fortælle omverdenen, at de er troende, men også hvilken trosretning de tilhører – fra katolikker til baptister og hinduister.

Særligt coronakrisen, hvor folk ikke fysisk kunne møde hinanden i kirken, har virket som en katalysator til at bringe kirkelivet online. Ud over funktionen med bønner har Facebook under pandemien sendt såkaldte begynderpakker til kirker, så de med en mobiltelefon kunne optage gudstjenester eller sende dem direkte via det sociale medie.

Pakken kom med vejledninger til, hvordan kirker og menigheder kan engagere sig online ved for eksempel at opfordre til kommentarer eller ved at sende virtuelle hjerter, når der er noget, man sætter særligt pris på.

New York Times beretter om, hvordan den karismatiske megakirke Hillsong aktivt arbejdede sammen med Facebook om en strategi, da kirken etablerede en ny afdeling i Atlanta i staten Georgia i juni i år.

Ifølge pastor Sam Collier, der er præst i kirken, var det Facebook selv, der kontaktede kirken for at se, hvordan begge parter sammen kunne nå flere mennesker.

”Vi lærer dem, og vi lærer af dem. Sammen undersøger vi, hvad der kan være fremtiden for kirken på Facebook,” fortæller Sam Collier.

Kirken har lavet en eksklusiv kontrakt med Facebook, hvilket betyder, at alle kirkens aktiviteter på sociale medier finder sted på Facebook, som også sender alle kirkens gudstjenester online – men kun på Facebook. Til gengæld har Facebook hjulpet med at udvikle funktioner, så folk med få klik kan donere penge til kirken, mens de følger gudstjenesten.

Ifølge Nona Jones, som er leder af Facebooks partnerskab for trosbaserede grupper, som blev nedsat for nogle år tilbage, og derudover præst i Florida, gør Facebook det dog ikke kun som en næstekærlig gerning. Det handler også om at målrette personlige annoncer mod brugerne, fortæller hun til nyhedsbureauet Reuters med henvisning til, at Facebook generelt bruger de oplysninger, de får, til at vise deres brugere annoncer, som passer til deres interesser – fra fodbold over lystfiskeri og biler til tro.

Samme vurdering lyder fra Sarah Lane Ritchie, der er lektor i teologi og videnskab ved universitetet i skotske Edinburgh.

”Virksomheder bekymrer sig ikke om moral. Vi har endnu ikke set, hvordan det nye ægteskab mellem de teknologiske mastodonter og kirker vil virke,” siger hun til The New York Times.

Der er også kritik af Facebook. Den kommer blandt andet fra Khizer Subhani, der står for en Facebook-gruppe for muslimer omkring San Francisco i Californien. Han er glad for muligheden for at dele bønner, men kritiserer over for Reuters, at Facebook ikke bruger den samme energi til stoppe hadefulde beskeder på Facebook, som er rettet mod trossamfund.